Skolens ‘missioni’

En gang om året tager skolen på evangelisation, dvs eleverne går to og to på husbesøg.

 

Nyakato på mission.

I weekenden var vi på tur til Geita. Geita er en guldgraverby med vokseværk, det kan man se både på de mange huse, og på kirkebyggeriet. Men vi var ikke kun på tur for at se Geita (Mwanza har mere at byde på for turister end Geita). Vi var der for at være med på den sidste del af skolens årlige missionstur.

Det var evangelisterne der som en del af deres undervisning skal gå på husbesøg. De begyndte om torsdagen i forskellige byer i området omkring Geita og det sluttede om søndagen, hvor alle der var besøgt, blev inviteret til gudstjeneste i de lokale kirker.

Aids

Vi sidder under det træ hvor man sad da man planlagde kirken. Træet står der endnu, for at minde om hvor man begyndte.

Vi var først forbi en kirke i Sengerema (det er faktisk ret langt væk fra Geita – ½ times kørsel på god vej) hvor vi snakkede med præsten og den af evangelisterne som var der. I den kirke har de et kontor for AIDS for området, og de får rapporter ind i kasser som de så registrerer og sætter i ’tilbudsmapper’ (de tynde mapper vi i Danmark kan købe i Bog&Ide og lignende steder) – en for hver person, et skab for hvert sogn (der ofte har flere kirker inde under sognet). Det var en imponerende væg af skabslåger med enorme mængder af information. Hele det projekt køres under US-aid og lignende organisationer.

Vi har lige fået nogle triste tal: Mwanza (altså ikke Sengerema eller Geita, men da de ligger tæt på Mwanza, er de sikkert ikke langt bagude) er nu nummer ét i Tanzania med hensyn til antal af HIV-tilfælde. Blot på det første kvartal af året er byens smittede gået fra 5% til 7% af befolkningen. Der er lige nu ikke nogen der ved hvorfor Mwanza pludselig topper. Noget kan skyldes gammel overtro. Ligesom vi i Danmark har troet på nøkken (heraf nøkkerosen), åens ånd som lokker mennesker i fordærv, har søen sine ånder, der siger hvornår det er belejligt at søge mage, og siden det ikke er Guds gode Helligånd, er det ånder der leder i fordærv.

Evangelistens 7 børn

Så besøgte vi et par landsbyer på vej mod Geita, et af stederne skulle vi se evangelisten. Han var heldigvis ikke hjemme – han var på ”missioni”! Altså: han var ude for at besøge andre sammen med skolens elever. Men hans børn var der: 7 stykker med kort mellemrum imellem hver fødsel. De to i midten var menighedsrådsmedlemmer der viste os rundt.

Evangelister er ofte fattige men meget troende kristne der supplerer deres hårde arbejde i marken med ubetalt kirkearbejde. Nogle får ’bonusser’ efter præstens for-godt-befindende, andre arbejder kun til Guds ære. Den ældste søn har en brækket og ødelagt venstrehånd efter et fald ned fra et træ. Den yngste var en pige, der var rædselsslagen over at se to hvide.

Alle de drenge er en katastrofe for denne familie. Som vi skrev i en anden blog (se her) er den sidste pige kommet alt for sent, hun skulle have været ældst.

Nye kilder til fortvivlelse

Vi beder for husets økonomi – og for hustruens hoved; hun har haft hovedpine siden fødselen af den yngste (hos faderen)

Da vi gik forbi naboens hus, så vi at en ny kilde vældede op i hans have. Kildevand lyder godt og sundt. Men når den sådan pludselig dukker op i ens have og laver en lille bæk lige forbi hoveddøren og får  grønalger til at gro op ad husmurene, er jeg ikke sikker på at kildevand er godt. Det er den megen regn der presser vand op af jorden på steder hvor der ikke plejer at være vand.

Kan man tale dansk i Sukumaland?

Jeg velsigner på dansk – de kan alligevel ikke forstå swahili. Billedet er dog opstillet, det er ikke pænt at tage billeder under velsignelsen ;)

Vi besøgte flere familier, hver gang var det samme mønster: hilsner og præsentationer – med den lidt sjove ’anekdote’ at jeg blev nødt til at tilføre mig et ekstra navn, da man i Sukumaland skal have mindst 3 navne for at kunne placeres i et familiemønster. Eget navn-fars navn-farfars navn, så pludselig hed jeg ”Peter Buch Niels”. Så spørger man til familien, om der er noget de ønsker vi skal bede for. Alle blev inviteret til søndagens gudstjenester de lokale kirker. Efter bønnen kommer nådeshilsnen og velsignelsen.  Og så går vi videre til næste hus.

Rundkirkekatedralen

“Hvor stor bliver denne kirke!?” – spørger Kirsten.

Vi besøgte også kirker, gamle kirker (dvs. ældre end fx malingen kunne holde) nye kirker og endnu ikke færdige kirker. Her er Geitas nye projekt, en rundkirke som vil noget! Kirsten mente den ville blive større end hovedkirken i Mwanza, ”Jo, det er også meningen!” – de er ikke kede af det, men Geita er også en guldgraverby, de vil gerne vise at de kan/er noget.

For os var søndagens gudstjeneste i Geitas gamle hovedkirke. Det var vores skoleleder der holdt prædikenen, han som sagde at det at sidde bag et kontormøbel ikke lige var ham. Han gør det til dagligt, for det er hans arbejde at lede skolen, men han vil hellere ud og missionere.

Sand fra Jesu grav

Der var fuld fart over hans prædiken, blandt andet fortalte han at man nu i Geita (eller også var det Tanzania) kan købe helligt vand fra Israel, og det mest fantastiske er helligt sand fra Jesu grav. Den fik ikke for lidt, da han sagde at Jesus blev lagt i en klippegrav, så hvor kommer så alt det sand fra? Som god lutheraner blev det til en prædiken om troen og nåden alene.

Nu stråler pinsesolen…

Efter prædikenen inviterede han alle de der var kommet efter invitationen fra husbesøgene til forbøn og så blev det helt som en pinsekirke (herude) – meget højlydt bøn fra alle, jo hurtigere ordene i bønnen kan siges des bedre. ”Pinsekirke” var hans eget ordvalg; jeg tror han lige skulle se vores reaktion på det han havde gjort.
Det er fint, vi har aldrig haft problemer med pinsekirken.
Tag det gode fra vores lutherske tradition,
det gode fra andre kirkesamfund,
det gode fra kulturen omkring dig – brug det i evangeliets tjeneste. Jesus går ikke i ’små sko’.

Mere om vand.

Det er et hus – kirken har købt dette hus, som en hus-kirke. Så kan det siden blive præsteboligen, når de har fået penge til at bygge den ‘rigtige’ kirke foran.

 

På vej hjem, sejlede vi over den fjord der skiller Mwanza området fra Geita området, vandet var helt rødbrunt på grund af de hårde regnskyl, hvor masser af mudder og sand er skyllet ud i søen.

Vand er en velsignelse. Kan man få for meget velsignelse? Det tror jeg ikke, Gud giver os dagligt umålelige mængder af sin velsignelse. Men man kan godt få for meget vand :)