Dialog i Bangladesh; Konstruktiv tolerance eller naivitet?

Jeg har netop deltaget i en dialogkonference på Dhaka Universitet med temaet: ” Realisering af Pluralisme: Forhåbninger og udfordringer ved religiøs fredsskabelse i Syd-Øst Asien”.

Konference handlede kort fortalt om hvordan religionerne- islam, kristendom, hinduisme og buddhisme- kan bidrage positiv til freds- og forsoningsprocesser. Det, der overraskede mig mest på konferencen, var den samstemmende enighed blandt de bangladeshiske og de internationale forskere om, at Bangladesh er et forbillede på harmonisk sameksistens religionerne imellem. En forsker fra Myanmar (Burma) fortalte blandt andet at hans institut snart sender en delegation af forskere til Bangladesh, for at forske i denne exceptionelle, bangladeshiske religiøse tolerance. Hvis vi sammenligner med andre asiatiske lande, som eks. Myanmar, så oplever de i disse år en stigende buddhistisk fundamentalisme, der går hårdt ud over bla. det muslimske mindretal. Men – som taleren understregede –  så er det ikke den generelle holdning blandt burmeserne at de er imod andre religioner, men er netop udtryk for en ekstrem fundamentalisme blandt et mindretal, der har vind i sejlene i disse år. Her forstår jeg så ikke helt hvordan Bangladesh skulle skille sig positivt ud fra de andre asiatiske lande? Også her er der grupper, der med voldelige midler forsøger at sætte deres dagsorden igennem. Det typiske for Bangladesh er måske at det religiøse oftest er sammenblandet med politik og det kan være svært at gennemskue, om der ligger rene religiøse eller politiske motiver bag drab og overfald.

Lige nu sidder jeg desuden og overvejer om den Burmesiske delegation måske er ved at være for sent på den? Indenfor den seneste uge er der i Bangladesh blevet begået to skuddrab mod hhv. en italiensk og en japansk hjælpearbejder. Drabene har skabt bekymring og usikkerhed blandt os udlændinge. Efterfølgende er det på nettet fremlagt som om det er IS, der står bag, og der advares om en optrapning af sådanne angreb i Bangladesh. Men det egentlige motiv og de ansvarlige er endnu ikke sikkert bekræftet. Så vi afventer i uvished! Sikkert er det dog at alle vi udlændinge følger øgede sikkerhedsvejledninger og bevæger os omkring med skærpet agtpågivenhed. På dialogkonferencen i lørdags blev det seneste drab på den japanske mand meddelt, da det sket samme formiddag, og efterfølgende var der en samstemmende holdning blandt konferencedeltagerne om, at dette sker på grund af udenlandsk påvirkning i Bangladesh, og at – igen – Bangladesh aldrig vil opleve tilstande som i eksempelvis Pakistan eller Mellemøsten, fordi folk her er så fredelige! Jeg var nærmest målløs og lidt provokeret af en sådan mangel på at se realiteterne i øjnene.

Voksende ekstremisme

For det første er de grundlæggende vilkår, som ofte udløser fundamentalisme og ekstremistisk vold, massivt til stede i Bangladesh: fattigdom, politisk ustabilitet, undertrykkelse og mangel på basale menneskerettigheder. Og ja, IS og Al-Quada ´s ideologier og metoder er måske ”importerede”, men de udføres lokalt af indfødte, som åbenbart sympatisere med disse metoder. Og hadet er ikke kun rettet imod udlændinge. I begyndelsen af august 2015 blev den 4. unge blogger i år, Niladri, hakket ihjel på den mest bestialske vis af en gruppe, der kalder sig Ansar Al Islam. Gruppen begrunder deres handlinger med at de har indledt hellig krig mod alle, der udgør en trussel mod islam.  Herunder hører blandt andre Niladri og andre såkaldte sekulære bloggere, ganske enkelt fordi de med deres politiske og moderate religiøse synspunkter regnes for en trussel imod ”den sande form” for islam, som nogle radikale grupper også her er forkæmpere for. I september 2014 bekendtgjorde al Quada at de er i gang med at opruste rekrutteringen i Bangladesh og Myanmar med henblik på øgede aktiviteter i regionen og det er måske desværre det, vi begynder at se tegn på nu. Ekstremisme og radikalisering er voksende i Bangladesh.

 

Danmission kan bidrage positivt

I Bangladesh oplever jeg at den religiøse dialog endnu er i sin vorden med primær fokus på den akademiske samtale mellem forskere og religiøse ledere. Og det er et godt skridt på vejen. Men jeg mener, at det er vigtigt at dialogen her så hurtigt som muligt bliver omsat til praksis- den såkaldte diapraksis – med involvering af både de politiske partier, græsrødder, religiøse organisationer og ”almindelige mennesker”, samt at der også arbejdes med religionsdialog som konflikthåndtering og forsoningsarbejde.  Danmission kan bidrage som en værdig og kompetent medspiller på alle disse områder, fordi vi netop har specialiseret os i disse former for dialog andre steder i verden med bla. freds-og forsoningsarbejde, samtale mellem religiøse ledere, uddannelse af unge ledere i dialog og forståelse samt styrkelse af dialog i dagligdagen. Hermed er Danmission med til at bygge bro, styrke forståelsen og de religiøse minoriteters rettigheder og ligeværdige tilstedeværelse i Bangladesh-  heriblandt også de kristne. Det er vigtigt at indgå fællesskaber og samarbejde omkring dialog og diapraksis, også her i det ellers så tolerante Bangladesh på tværs af religioner, for at forhindre at fordomme og voldeligt had bliver de dominerende kræfter. Det bliver ”spændende” at se hvordan situationen vil udvikle sig i Bangladesh i de kommende år.