Hvor er kvinderne?

I en af mine første blogs nævnte jeg det påfaldende - næsten skræmmende - fravær af kvinder i det offentlige rum her i Bangladesh. Jeg har siden læst og spurgt mig for om årsagen og svarene er store set de samme:” Kvinder opdrages til at være i hjemmet”.

Der er dog – særligt her i Dhaka – i de sidste år begyndt at ske en udvikling hen imod at kvinder arbejder udenfor hjemmet, også efter at de er blevet gift, og i stigende grad er med til at forsørge familien.

Men stadigvæk er det skræmmende så ”skjult” kvinder fører sig på gaden, i restauranter og i butikker. De ser sjældent én i øjnene, taler sagte og færdes næsten altid i flok og helst sammen med mænd. Jeg har været i sammenhænge, eks. på restauranter, hvor stort set alle gæster var mænd, der gik ud sammen og hyggede sig. Deres koner var hjemme med børnene. Også de to mænd, der havde inviteret Peter, Jonas og mig på restaurant og som er vant til at arbejde internationalt med udlændinge, havde ikke taget deres hustruer med. Da jeg spurgte hvorfor, blev der pinlig tavshed. Jeg føler mig indimellem som en alien, der er strandet på en fremme planet hvor min art er en sjældenhed!

Kvinders fravær i det offentlige rum afspejler måske at Bangladesh desværre har en rigtig dårlig statistik når det gælder kvinders rettigheder. Landet er blandt de 4 lande i verden hvor flest børn bortgiftes. Især piger, som i en alder af 12 år eller 13 år – og endda yngre – bortgiftes til mænd 2 eller 3 gange pigernes alder. Følgerne er for pigernes vedkommende ofte fysiske overgreb, for tidlige graviditeter og fødsler med fysiske komplikationer eller dødelighed til følge samt manglende færdiggørelse af uddannelse og dermed ingen mulighed for økonomisk selvstændighed. Ægteskab for piger under 18 år og mænd under 21 år er ifølge lovgivningen forbudt, men det overholdes slet ikke. Dagligt læser jeg i avisen om mord og vold mod piger og unge kvinder pga. at manden eller hans familie ønsker mere medgift af pigens forældre, der ofte ikke kan betale. Og dagligt læser jeg om regeringens løfter om at situationen nu snart skal forbedres på området og at kvinders rettigheder skal sikres. Men der sker vist ikke så meget.

De stærkeste kvinder jeg har mødt, var lokale kvinder i en af de landsbyer vi besøgte for et par uger siden i det nordvestlige Bangladesh. Her arbejder Danmissions partner SUPOTH med projekter, der blandt andet skal styrke kvinders rettigheder og samtidig give kvinderne konkrete værktøjer til at forbedre deres liv. Blandt andet er der kollektive lånegrupper, hvor kvinderne styrer egne sparefonde. Kvinderne mødes en gang om uge for i fællesskab at beslutte, hvad pengene fra sparefonden skal bruges til. Det kan eks. være forbedring af den lokale vandforsyning – altså landsbyens brønd – og kvinderne kan også låne penge af sparefonden til at oprette en privat forretning eller til at betale udgifter til et bryllup. Disse kvinder så os i øjnene og stillede os spørgsmål som ”hvem vi var” og ”hvor vi kom fra” med høj og tydelig stemme, selv om landsbyens mænd også var tilstede. Et andet projekt, som SUPOTH også står for i landsbyerne, er at undervise de unge piger i hvordan de undgår at blive bortgiftet for tidlig, hvilke konsekvenser tidlig ægteskab kan få for deres liv. Pigerne opfordres og støttes i stedet til at gøre deres uddannelse færdig.

Der er mange forklaringer på hvorfor kvinder er så undertrykte og behandles som 2. rangs borgere i deres eget land; en patriarkalsk tradition, børneægteskaber, som tidligt kuer pigerne til at indordne sig, manglende uddannelse etc. Men jeg mener ikke at disse ”symptomer” helt forklare hvorfor og hvordan undertrykkelsen er blevet så ”succesfuld” her i Bangladesh, end i så mange andre lande, hvor kvinder lever under de samme vilkår.