Syng og dans for Gud!

”Det er udtryk for livsglæde og tilbedelse af Gud at danse og synge” råbte en mand til mig igennem musikkens høje toner, mens vi sang og dansede rundt sammen med flere af de øvrige deltagere på Divine Administration Seminar i Bangladesh Lutheran Church.

Vi var ca. 40 personer på seminaret, der i 4 dage beskæftigede os med temaer som: hvordan bliver vi bedre ledere? Hvordan adskiller vi egne behov fra kirkens og menighedernes behov? Hvad er kirkens vigtigste funktioner?  Og ikke mindst- for sammen – at lovprise Gud i sang og bøn. Her i Bangladesh elsker de at synge! Hvert indslag i programmet indledtes med 3-4 sange, hvor der både blev danset, trommet og klappet taktfast i et til tider rasende tempo. Det virkede opløftende at synge, danse og klappe og vi begyndte alle at smile og få energi til at fortsætte det spændende men lange program, som forløb fra kl 7:30 til kl 21 hver dag.

Jeg deltog i Seminaret for at få et indblik i arbejdet i den Lutherske Kirke i Bangladesh, støttet af Danmission, og for at netværke med de præster og aktive mennesker i kirken, som jeg skal samarbejde med de kommende 4 år her i Bangladesh. Seminaret er blevet realiseret ved Danmission Bangladesh Kreds indsamlinger og ikke mindst ved tidligere Bangladesh-missionær Jens Fischer-Nielsens store arbejde med at arrangere seminaret i tæt samarbejde med de lokale kirkeledere.

Den Lutherske kirke i Bangladesh har i mange år desværre været splittet. Menighederne forsøger på bedste vis at forsætte deres aktiviteter på trods af stridigheder og uoverensstemmelser imellem de to synoder (kirkeråd). Det lader til at lykkes. Men det er hårdt for menighederne at navigere imellem stridende kirkeledere, og de er trætte af det.  På seminaret blev der sat fokus på muligheder og ressourcer og folk virkede fast besluttede på at fortsætte det vigtige arbejde ude i menighederne, hvor de står for så forskellige aktiviteter som kristendom- og engelskundervisning, ungdomsarbejde, musik, kvinderåd og meget mere – ud over administration og afholdelse af de ugentlige gudstjenester naturligvis. Bangladesh er et fattigt land, så arbejdet i menighederne betyder så meget mere for medlemmerne af kirken end blot at kunne komme til gudstjenester. Det kan betyde hjælp til uddannelse, lægebesøg eller støtte i livets svære stunder når sult og sygdom rammer.

Deltagerne på seminaret er stolte af deres kirke og det har de grund til! De udfører et fantastisk stort stykke arbejde hver dag som frivillige eller ansatte til en moderatløn. Kirken har tydeligvis masser af ressourcer i kraft af disse engagerede og kompetente medarbejdere og frivillige i alle aldre. Jeg håber virkelig at kirkens ledelse vil finde en fredelig løsning på deres stridigheder, så menighederne kan vokse og fortsætte deres aktiviteter. Og i mellemtiden takker vi med sang og dans, så selv englene må synge med!