Bananmosen er væltet

Der sker meget i Tanzania. Vi har fået indsigt i det Tanzaniaske familie liv og et kraftigt jordskælv raser over byen.

Den tanzaniske familiekultur er meget forskelig fra den danske, det mærker vi hele tiden. Børn og voksne taler ikke sammen, kvinder og de mindste børn sidder i køkkenet og spiser, hvis der ikke er plads ved bordet. Og mor kommer kun ud af døren for indkøb, damevisit eller kirke. Dermed ikke et ondt ord om vores værts familie (familien Kikempe) gennem uge 2.

Familien Kikempe består af far, mor og 2 børn, en dreng og en pige. En vaske ægte kernefamilie. Faren, Emerik, er generalsekretær for den Lutheranske kirke i hele Kagera distriktet og dermed ret rig inden for tanzaniaske standarder. Han har meget at sige i byen Bukoba, hvor en stor del af befolkningen er protestanter. Man skal her forstå at samfundopbygningen i Tanzania er ganske anderledes end vores lille Danmark. Her agerer kirken som en stat for en stor del af befolkningen. De styrer skolerne, sygehusene og står endda for noget der minder om bistandshjælp.

Emerik styrer alt dette og han er en af de hårdt arbejdende tanzaniere. Hver dag møder han klokken 7.30 og familien ser ham først igen til aftensmad, som starter klokken 22. Moren, Grace, er vi lidt forelskede i for hun laver alt for os. En rigtig drømme kvinde som vasker tøj, gør rent og laver alt maden; hun er den perfekte kvinde. Vi bruger meget tid med Grace for hun er sådan set bare der hjemme. Deres søn Erik kommer hjem fra skole hver dag klokken 16, og han er fuld af energi, så ham leger vi meget med; han er kun syv. Nogle gange får vi dog nok, for han piller konstant ved vores ting, en lille tanzanisk tyveknægt. Men så igen, hvor er børn i Tanzania bare kønne og søde. Sådan en vil vi have med hjem.

Når vi ikke er der, går Erik rundt for sig selv, for der er ingen i huset at lege med. Storesøster er på kostskole og mor og far leger ikke med børnene. Det eneste han får at vide er kommandoer, svært for os danskere at forstå, når man er vokset op med et helt andet støjniveau, hvor børn render rundt og råber og skriger. En dansk kultur som står i stærk kontrast, eller er det? For far sagde nogle gange, at ”da han var dreng, skulle børn ses, ikke høres” og det er jo lige netop den kultur vi oplever nu. Tanzania er blot 60 år bagud på den familiepolitiske skala og det må man bare se i øjnene. Faktisk er landet bare bagud, men det er vel bedre at være bagud end at gå i stå.

Vi sidder fredag eftermiddag og spiser frokost, Emerik er en sjælden gang hjemme. Alt er fredeligt, hyggeligt og ganske stille og roligt som det plejer at være, folk siger ikke meget. Fjersynet kører, for Manchester United spiller mod Manchester City og den kamp skal jeg se. Lige pludselig begynder det at ryste. En lille rysten, som om en lastbil kommer kørende forbi. Folk kigger op for sådan plejer det ikke at være, det ryster aldrig. Lige pludselig ryster hele huset meget voldsomt, en meget høj frekvens der for jorden til at rykke sig 20 centimeter fra side til side, som om man står på en kæmpe guitar streng og nogen lige har slået den an. Generalen Emerik er hurtig, han råber ”alle ud!” og vi løber alt hvad vi kan gennem hele huset, gennem køkkenet, som vi ellers aldrig har været i. Jorden ryster stadig med den samme høje frekvens og det er umuligt at gå lige. Rundt om os er der larm over alt, som når om 10 elefanter løber, men vi er ikke i tvivl om at det blot er jorden der gynger fra side til side. Vi når alle sammen ud. Nogle er chokerede andre bange. Det har ingen af os prøvet før. Det er ganske unormalt med jordskælv i denne del af landet, og folk kan ikke forstå hvad der er sket. Christian og jeg kan heller ikke forstå det, men vi har lige været med i en historisk naturkatastrofe, den største jordskælv i Tanzanias historie. Konstant ringer Emeriks telefon og den fortæller om forfærdelige ting. Huse er styrtet sammen, mange er såret og enkelte døde. Vi kører op til nogle af Emeriks ansatte og vi går ind i et hus. Halvdelen af taget er faldet sammen og i stuen ligger der loftmateriale som er styrtet ned om hoveder på dem. Vi reagere ikke, for hvad skal vi gøre? Hele Bukoba er på den anden ende og vi er bare to hvide kammerater fra en lille by i Vestjylland? Det eneste vi kan, er at stå og kigge på ødelæggelse.

Jordskælvet målte 5,7 på richterskalaen og har dræbt 19 personer. Ved os skete der ingenting. Vi går ind i huset og jeg spørg ”er det okay”, Christian svarer ”ja, det er kun bananmosen er væltet”.