Bananstaten Tanzania

Bananstaten Tanzania

Væbnet med en ordbog vover vi os ud i Bokoba. Vores swahili-kunnen skal stå den ultimative prøve i virkelighedens hverdag.

Vi bliver modtaget af langt de fleste tanzaniere med karibo (velkommen), når vi møder dem, og vi svarer med et smil asante (tak). Selvom vi oplever imødekommenhed overalt, så er det tydeligt, at vi er fremmede og mzunguer (hvide). For når vi baner os igennem markedet i Bokoba, så er vi pludseligt den attraktion alle kigger på. Der er dem, der i smug giver os et stjålent blik, og der er dem, der stopper helt i deres arbejde for at stirre på de sære blege væsener midt i mylderet. Vi forsøger selvfølgelig at forvinde i mængden, for at få så autentisk en oplevelse som muligt, men vores pigmentfejl svigter os gang på gang.

Heldigvis er det ikke kun blikke, vi modtager fra lokalbefolkningen. For vi mærker også en stor interesse for at kommunikere og fortælle om alt fra politik til swahili-sproget. Når vi fortæller, hvor vi kommer fra, og hvordan ting fungerer i Danmark, lytter de med stor entusiasme og interesse. Man kommer langt med et smil og de få høflighedsfraser vi efterhånden har lært. Nogle gange har vi dog måtte give op og lade sprogbarrieren vinde, fordi vi ikke kan swahili, og engelsk ikke er allemandseje. Der er ikke andet at gøre end at trække på skulderene og bevæge sig videre i tilværelsen.

Da vi for første gang bevæger os rundt på Bukobas marked, er det tydeligt hvilken vare og hvilken frugt der dominerer. På store dele af markedet, er jorden dækket af grønne bananer, som stadig sidder på grenen de blev skåret ned med. I en klasse er der omkring 100 bananer, og det er altså tungere end vi kan bære. Vi griner højlydt mens vi går, da ingen af os har set så mange bananer i vores liv. To storsmilende damer fanger vores opmærksomhed. De er tydeligt underholdt af os, og de siger noget på swahili vi ikke forstår. Valdemar arbejder hårdt på at gøre sig forståelig, men der er ingen af parterne der forstår. Vi ville nemlig gerne smage på Afrika og dermed de grønne bananer. Med håndfagter og insisterende venlighed får vi kommunikeret, at vi gerne vil købe nogle bananer. Da damerne endeligt forstår, griner de højt og vi griner med. Bananerne skal tilbederedes før de kan spises, og det ved en hver selvfølgelig.  Vi prøver på skift at løfte op i de tunge klaser, og vi må alle give op. De rare banandamer og resten af marked griner for anden gang af de skøre turister. Vi håber at vi ses igen, banandamer.