Mr. Nasser's bus

Vi er i Kastrup Lufthavn med sommerfugle og malariapiller i maven. QatarAirways venter paa den anden side af gaten, snart klar til take off.

Vi lander færdige og udkørte i byen Enteppe i Uganda. Vejret er solrigt, bilerne sværmer som myg på en varm sommerdag og vi er befriet fra de 50 dollars et visum koster. Man bliver straks ramt af den afrikanske sjæl, alting farer rundt, men alligevel kommer man ingen vegne. Vi hilser paa chaufoeren, Mr. Nasser, bagagen bliver smidt i bussen og der ud af går det. Bussen minder mest og et rugbrød fra 1970, og rumler og skrumler som et fly paa vej mod afgang, en følelse vi efterhånden er ganske familiære med.

I Uganda kører man som en sindssyg, og efter den lange kø væk fra lufthavnens parkeringsplads går det da også kun fremad. Vi drejer hurtigt ud på en grusvej, en vej vi kører på i op mod to timer. Her ser vi det virkelige Uganda, her er hersker kaos. Vi ser ingen sult eller decideret elendighed, men over alt gaar der folk med krukker på hoved, motorcykler med fuld oppakning og geder der krydses vejen som det passer dem. Man kan tydeligt lugte de brændte affaldspladser, mens støvet u filteret løber op i næsen. Følesen af afmagt og forfærdelse findes dog ikke. Over alt smiler og vinker folk, og hver eneste gang vi runder et hjørne, i en fart man ellers kun finder på de danske motorveje, lyser øjnene i de ellers så mørke ansigter.

Motorvejen ligger dog i vente og efter tilkørslen stopper vi kun ved ækvator. Et stop der markere overgangen til den sydlige halvkugle, som vi for foerste gang saetter fod paa. Tanzania kommer nu lige pludselig tæt på, og norstjernen er nu ikke længere inden for rækkevide, vi er nu på den anden side af jorden. Vi forsaetter dog i vores lille lyn af en bus, til den tanzaniaske grænse. Ved grænsen skal vi endelig have vores tanzaniaske visum, et stykke papir både Christian og jeg har ventet på, i flere måneder.

Efter den lange ventetid ved graensen bliver vi smidt i en ny bil. En Landrover Defender, der forlaengst havde overskrevet sidste salgsdato. Vi vinker farvel til Mr. Nasser og turen gaar nu mod Bokoba, den stoerste by i det nordvestlige Tanzania.

Da vi begynder at koere er solen allerede gaaet ned, men der er stadig lys paa himlen. Rundt omkring staar landskabet i flammer, store roede flammer. Tankerne stryger tilbage mod Junglebogen, som vi begge saa i flyveren paa vej mod Entebbe. Den “roede blomst” dominere alt og er det enste tegn paa liv, i det ellers totale moerke. Det ser absurd og voldsomt ud, men samtidig spektakulaert og fantastisk.

Vi ankommer til Bokaba Hotel klokken 22.00, glade men fuldstaendig udkoerte efter den lange rejse. Vi kan allerede se at intet i dette land minder om Danmark, for selvom det er aften og solen forlaegst er gaaet ned, saa skinder gadelamperne svagt, og lyset viser en helt anden verden en den vi kommer fra. Vores rejse er nu for alvor begyndt, og vi kan ikke vente med at naeste kapitel skal begynde.