Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Udsigt til Human Rights

I Tanzania er det ikke unormalt at menneskerettigheder bliver overtrådt. Vi skal se kampen mod overtrædelserne og møde ofrene for overgreb

Vi står på ladet af en kørende pickuptruck med vinden i håret. Vi holder ”tager-volontør-med-på-arbejde-dag” og vi skal rundt med Human Rights Desk. Vi suser gennem byen og ser alt fra et helt nyt perspektiv, altså fra ladet. Da vi drejer ned af en hullet og bumpet grusvej, priser vi os lykkelige for den affjedring, pickuppen er udstyret med. Vi hopper op, ned og til begge sider, men vi kan ikke lade være med at grine, mens pickuppen bumler afsted. Bilen stopper et lidt afsides liggende sted i udkanten af Bukoba, og vi er nu ved at få løftet sløret for hvad Human Rights betyder i Tanzania.

30 meter inde mellem banantræerne, når vi destinationen. Vi bliver mødt af en middelaldrene dame, der byder os velkommen i hendes hjem. Human Rights gruppen fortæller os at damen nu vil fortælle sin historie. Hun hedder Christina og hun er enke. Christinas børn arver huset, da hendes mand dør, fordi traditionen ikke lader kvinder arve. Hun får lov til at bo i et af værelserne og børnene bor i de andre værelser. Christina gør store fagter, da hun fortæller at hende og manden i fællesskab byggede huset og at de havde boet der en årrække inden han døde. En dag Christina forlader huset for at handle ind, men da hun kommer tilbage sidder hendes børn på gaden. Det er hendes svoger, der påstår at hun og hendes børn ikke har ret til at bo der. Jeg tænker ”har man ikke rettighed til bo i noget, man selv har bygget og boet i det meste af ens liv”? Christina og børnene står nu helt uden bolig. Valdemar og jeg står nu begge med øjne så store som tekopper. Vi kan slet ikke forstå at den slags urimelighed findes og så er det Christinas egen familie. Næsten symbolsk begynder regnen at sile ned på denne triste historie. Det er tydeligt at se på Christina at hun stadig er mærket og at det hele stadigt ligger frisk i hukommelsen.

Svogeren får ikke lov til at blive boende, selvom han faktisk vinder første runde af retssagen. Christina modtager legal counseling gennem Human Right Desk, så hun i sidste ende vinder og kan flytte tilbage til sit retmæssige hjem. Christina afslutter sin fortælling med at sige tak til vores gruppe fordi de er skyld i at hun har en bolig og at hun kan være glad, hvor hun lige understreger hvor vigtigt arbejde Human Right Desk laver.

Valdemar og jeg tror vi er færdige og vender os mod bilen, men Tanzania er et gæstfrit land, så når man er gæst går man ikke uden at have fået noget. Det gælder også selvom det er tydeligt at penge ikke hænger på banantræerne der ellers omkranser ejendommen. Vi bliver budt på brød, te og varm mælk, mens vi sidder i klemt sammen i det lille hus og stemningen er god.

Vi går der fra med et smil på læben, selvom det er en barsk realitet vi lige har mødt.