Welcome to Igabiro

Hold op vi elsker Tanzania, undtagen når vi er syge.

Vi er fuldstændigt ødelagte, trætte, dårlige og uden tvivl meget syge. Lægerne lader sig vente på resultatet. Hovedet, maven og de trætte ben længes mod sengen derhjemme. Den mangler vi, vi har brug for at ligge og have ondt af os selv. Armene gør ondt efter blodprøverne, selvfølgelig kunne de ikke ramme åren i første forsøg. Føj det er ikke rart.

Mens vi venter på hospitalets dom tænker vi tilbage på vores ankomst, ankomsten til landbrugsskolen Igabiro.

Klokken er 17.30 og jeepen er netop kørt ind mod skolen. Her er meget tørt selvom vi er midt i regntiden. Vi ser dog stadig det smukke i stedet; det gule græs, de små huse spredt omkring på grunden, træer i tyve meters højde og udsigten over byen Muleba. Selv siger de ”her er ikke smukt endnu, her er ikke grønt”. Vi svarer ”vi er bare glade for at være nået frem”. Nået frem til det, der gennem de næste 2 måneder skal være vores hjem. For første gang skal Christian og jeg være alene; ferien er forbi, og arbejdet og hverdagen skal nu begynde.

Vi er begge meget sultne og vi spiser rup og stup af den aftensmad de serverer. Alt er godt og vi begynder at så småt at gå i seng.

Vi vågner på samme tid, midt om natten, opkast; Vi er syge, maverne fungerer ikke. Næste morgen sover vi, kommer ikke til vores aftale med rektor, vi er for syge. Mr. Aron – vicerektor – kommer ned til os, insisterer, og vi bliver kørt på hospitalet for at blive undersøgt. Hospitalet er slidt og primitivt; folk sidder bare og venter. Frem og tilbage, læger stormer ind og ud ad døre, men der er ingen fremgang, køen bliver bare større og større.  Venteværelset er proppet, og som eneste underholdning står der et tv bagerst og skratter; unødvendig larm. Gamle og unge sidder op og ned ad hinanden på gamle slidte bænke. Toiletterne er blot huller i jorden, uden toiletpair eller sæbe. Dette minder ikke om et hospital, men mest af om en kæmpe lejreskole for syge mennesker.

Vi kommer ind til en sygeplejerske. Rummet er blot to skillevægge midt i venteværelset, og vi kan knap høre hvad han siger for larmen på den anden side af det tynde stof, som skiller os fra de mange mennesker. Han udfylder nogle papirer, vægt, alder, navn og hvad vi ellers har af personlig data.

Vi bliver sendt videre med papirerne, ind til en læge. Vi bliver spurgt om en masse ting; hvad har vi spist? Har vi i forvejen sygdomme? Hvor har vi ondt? Det er svært at forstå det hele, for han snakker dårligt engelsk, samtidig med at vores hoveder ikke kan tænke. Lokalet; småt og gammelt, det minder mest om lille tomt klasselokale. Man skulle ikke tro det var et lægekontor. Vi bliver sendt laboratoriet. Får taget de nødvendige prøver og sætter os tilbage.

Her sidder vi så, vi har ventet i 4 timer. Verden er langsom i Afrika, tiden er endda langsommere. Vi holder os beskæftiget med cola, det hjælper meget på maven. Døren går op, vi går ind. Lægen kan vi ikke rigtig forstå, men vi for nogle piller. Mr. Aron siger ”Food poisoning, I am so sorry”.

Dagen efter var vi stort set raske. Vi slap med skrækken, selv om det var ganske forfærdeligt. Igabiro er et fantastisk sted og vi er slet ikke i tvivl om, at her får vi en fantastik tid. Welcome to Igabiro.