Sidder i skyggen – en solstribe rammer mine fødder. Jeg tænker over kulturmødet med Tanzania og fordøjer oplevelserne, mens et kvindekor øver til søndagens kvindestævne. De danser og synger, men bliver afbrudt af korlederen, der retter stemmer til. Det er fantastisk at opleve et folk, der sætter livsglæden i fokus på trods af de livsvilkår, de nu engang har. Gæstfriheden eksisterer, hvor end vi kommer hen, og smil møder os på vejen. Det er også et samfund, der bygger mere og mere på udvikling samt uddannelse og dygtiggørelse af fagområder. Det er fedt at møde de unges engagement og gåpåmod.
Turen nåede til Bukoba, hvor en tur på markedet, kirkebesøg og Viktoriasøen dannede rammen for de første dage i byen. Kirkebesøgene foregik i Kashura Kirke som bykirke og Kagondo Kirke ude på landet. Begge steder delte vi os op i yderligere to grupper, der hhv. fulgte hele gudstjenesten og fulgte med i søndagsskolen. Søndagsskolen i Kashura var god ift. pædagogik og formidling. Biskoppens kone styrede slagets gang og fangede børnenes opmærksom med levende fortællinger, billeder og sang. Børnene blev bragt på banen, og stemningen i det ellers overfyldte og iltfattige lokale var god.
Den sidste dag i Bukoba blev proppet med oplevelser og møder med mange mennesker og fortællinger. Halvdelen af gruppen kørte en vild tur i jeep over støvede, røde veje til en secondary school (svarende til udskoling og gymnasium), som havde tværreligiøs – og økumenisk dialog på skoleskemaet. I Tanzania lever muslimer, lutheranere, katolikker, anglikanere, pinsekirke og traditionel religion side om side. I de fleste tilfælde skaber naboskabet ikke problemer, men af og til skaber forskelle og uvidenhed om hinanden konflikter. Derfor er en del af Danmissions samarbejde med Nordveststiftet i Tanzania fokuseret på religionsdialog. Eleverne dramatiserede et selvskrevet stykke om, hvordan venskaber på tværs af religioner og kirker blev udfordret af misforståelser om hinandens religion, og hvordan et råd af religiøse ledere fra de forskellige samfund kunne medvirke til åben dialog. Efter dramastykket udvekslede vi erfaringer med de unge om, hvordan vi i vores respektive lande takler religionsforskelle. Tanzania 1-0.
Sidst på eftermiddagen mødtes vi med en børnegruppe, der arbejdede med menneskerettigheder under Human Rights Desk i Bukoba. Børnene viste os sang, dans og tegninger, de brugte til at lære om børnerettigheder og konflikthåndtering, Derefter talte vi med børnene om, hvordan de brugte de ting, de lærte i gruppen om konflikthåndtering i deres hverdag. De kvinder, der ledte gruppen fortalte yderligere om Human Rights Desks arbejde, der i bund og grund går ud på at mægle i konfliktløsning (især voldssager) og at informere om rettigheder. Deres slogan er ”Know your right – take your responsibility” – kend din ret og tag det ansvar, det medfører at kende den.
Det andet hold kørte to timer ud på landet efterfulgt af en halvanden time endnu længere ud for at deltage i to fejringer af spare-låne-grupper, der efter et år afsluttede gruppen og fik udbetalt deres optjente penge. Det var stort at være en del af fejringen og se glæden hos de mennesker, der fik mulighed for at renovere huse, købe dyr og land eller fik skolepenge til børnenes skolegang. Vi blev taget imod med sang og dans, og jeg tror ikke, jeg før har mødt så stærke kvinder. De kæmper for retten til land, selvom det ikke er normalt i samfundet. Sidste programpunkt gik ud til børnehjemmet, Tumaini Childrens Center, hvor Anders Vestergaard og Line Bilberg var volontører for et par år siden. De var taget i forvejen og tog imod os sammen med børnene. Det foregik med leg, sang og dans, hvor det ikke var en mulighed at sidde over. Børnehjemmet tager gadebørn til sig og hjælper dem med at få et mere stabilt liv og skolegang, der passer til deres faglige niveau. Der er voksne til stede, og når børnene er stærke nok, prøver projektet at få dem tilbage til deres familier med hjælperaftaler, så deres fremtid ser lysere ud end tidligere.
Eftersom vi ikke vidste, hvad dagen ville bringe, blev det en dag med glædesøjeblikke, der indprenter sig inden i. Børn og voksne i sang og dans, stærke personer vi har fået stor respekt for og skæbner, der rører en så dybt, man ville ønske, man kunne gøre hverdagen mere enkel for dem. Dog er essensen, at man i Tanzania er taknemmelig for livet i sig selv og skaber de vigtige øjeblikke, som os udefra måske oplever som den dybdegående, rørende, glade sang.
Af Signe Maj Petersen
Del en kommentar