15 grader og regn. Vi er nu tilbage i Danmark efter vores to ugers rejse i Tanzania. En både spændende, øjenåbnende og udfordrende rejse. Det var spændende at opleve en kultur, som er markant anderledes end vores egen. Øjenåbnende var det at møde stærke kvinder og mænd, unge og ældre, som på trods af deres situation kæmpede for en fremtid for deres familie, og som glædede sig over de små ting i livet. Alle steder vi kom, fik vi serveret festmad, selv når det var hos fattige familier. Åbenheden og gæstfriheden var unik – alle steder vi kom, blev vi mødt med smil, varme og sodavand i lange baner (jeg fik drukket mere sodavand på de to uger, end jeg har gjort det seneste halve år ;-) ). Ikke én gang mødte jeg nogen, som ikke tog godt imod os, eller ikke var åbne og nysgerrige efter at lære os at kende og at høre om vores land og kultur.
Flere gange under vores rejse tænkte jeg: hvor kan jeg dog lære meget! I Mwanza besøgte vi en advocacy-gruppe (fortalervirksomhed), som startede i 2012 og er støttet af Danmission og ELCT (Evangelical Lutheran Church in Tanzania). Her mødes ledere, aktivister og lærere med det formål at hjælpe mennesker til at kende deres rettigheder. Jurister og socialarbejdere underviser i menneskerettigheder og formålet er at udøve retfærdighed og at stoppe vold, da især mange kvinder og børn er udsat for vold. Noget helt særligt ved denne gruppes bestyrelse er, at den er tværreligiøs. Hvis medlemmerne af advocacy-gruppen opdager, at nogen gør noget ulovligt, så prøver de først og fremmest at få personen til at erkende det og eventuelt løse det med familien. Hvis ikke det lykkes, så tager de folk til politiet. Medlemmerne gav flere eksempler på dette. For eksempel kendte en af dem en mand, som var meget voldelig overfor sine koner (det er normalt i Tanzania, at en mand har flere koner) og børn. Efter at denne mand var kommet i kontakt med advocacy-gruppen, havde han lært, at der var andre måder at løse konflikter på end ved at bruge vold. I stedet for at slå, siger han nu til sine børn, at de ikke får julegaver som motivation for bedre opførsel.
Advocacy-gruppens udgangspunkt er, at mennesker ikke nødvendigvis får en straf, når de har været voldelige. Denne tanke var fremmed for os alle i gruppen. Men historien om den mand, som var forandret efter mødet med advocacy-gruppen, og som lærte, at vold ikke er den eneste måde at løse konflikter i familien på, har jeg tænkt på mange gange siden. Jeg synes, der er noget smukt ved, at man giver mennesker en mulighed for at lære, at der er andre måder at gøre tingene på. Hvis man er opvokset i en kultur (eller en familie), hvor vold er udbredt, så er det mere atypisk at bryde med denne cirkel, end det er at gøre det, man har været vant til. Vi hørte mange eksempler på, hvordan nåde og forsoning havde fundet sted. Det fik mig til at tænke på, hvor anderledes det er i Danmark. Hvordan kriminelle ofte ender med at forblive i kriminalitet, og hvordan nåde og forsoning sjældent er en del af løsningen. Advocacy-gruppen møder også udfordringer. For eksempel gør infrastrukturen, at det kan være svært at komme frem, når folk ringer, og det er heller ikke altid, at folk vil tage i mod den hjælp, de bliver tilbudt.
I Mwanza oplevede vi også en ny side af den lutherske kirke i Tanzania. Indtil da havde vi været til flere gudstjenester, som mindede meget om gudstjenester i den danske folkekirke. Så meget, så man nogenlunde kunne fornemme på rytmen i det, præsten sagde, hvad der blev sagt. I Mwanza var vi inddelt i mindre grupper og var med ude på husbesøg, hvor vi skulle holde andagt og bede for familier, som var en del af kirken, men som ikke havde været i kirken et stykke tid. Der blev også tilbudt forbøn for syge. Vores vært fra Finland, Hanna, kaldte det for vækkelse i den lutherske kirke. For de fleste i gruppen var dette meget nyt og anderledes. Selvom det for os selv ville være grænseoverskridende, hvis der pludselig stod 40 mennesker udenfor vores dør efter, at vi ikke havde været i kirke en søndag (hvoraf 5 var ”missionærer” fra udlandet), så var vores oplevelse, at de familier vi besøgte, var meget glade for at få besøg, for at høre en lille andagt og at blive bedt for. De er vant til, at kirken arbejder på den måde.
Vores rejse begyndte langt ude på landet i Karagwe og fortsatte til større og større byer. Vores sidste dage Tanzania brugte vi i den turistede storby, Arusha. Mens nogen var ude at besøge et masai-fællesskab, gik andre på opdagelse i byens gader og på markeder. Vi boede lige overfor en vestlig café, hvor de havde både WiFi, café latte og cheese burgere. Efter to uger med begrænset internet og ris og bønner til de fleste måltider, var det tiltrængt. Og samtidig var kontrasten til vores andre oplevelser ude på landet hos små familier så slående, at det var lidt svært for mig at være i. Det er svært ikke at være ramt af, hvor privilegerede de fleste danskere er i forhold til tanzanierne. Det er klart noget af det, som for mig har været mest udfordrende ved vores rejse. Jeg håber ikke, at det er noget jeg glemmer, så snart jeg har haft varmt vand i bruseren i to uger herhjemme.
Tak for, at du har fulgt med på vores blog! Nu skal vi ud og holde foredrag om vores rejse rundt i landet, så måske vi mødes :-)
Af Maria Sandborg-Olsen
Del en kommentar