Fremtrædende regeringskritiker er blevet dræbt

Cambodjas mest fremtrædende regeringskritiker, Kem Ley, blev dræbt d. 10. juli. Drabet har sendt chokbølger gennem landet.

For 14 dage siden havde jeg et ærinde om morgenen. Jeg passerede en tankstation få hundrede meter fra vores hjem og så nogle politibetjente og cambodjanere stimle sammen udenfor tankstationen. Jeg undrede mig over hvad der foregik. Da jeg igen kørte forbi en halv time senere blev min undren endnu større, idet jeg så en meget stor menneskemængde foran tankstationen. Jeg tænkte at der nok havde været et voldeligt overfald. Midt på formiddagen fik jeg en sms fra lederen af en lokal partner med besked om at Kem Ley var blevet dræbt. Jeg blev dybt rystet og chokeret.

IMG_0885

Anne Mette og Ernst defilerer forbi Kem Ley

Her til morgen følger jeg med tusindvis af cambodjanere efter begravelsesvognen med den fremtrædende regeringskritiker, Kem Ley. Begravelsesoptaget startede kl. 7 i morges og da jeg slutter mig til optoget ved 8-tiden er det allerede 5 kilometer langt.

Begravelsesvognen bevæger sig meget langsomt fremad. På begge sider af vejen står der sørgende mennesker; nogle holder et billede af Kem Ley og andre deler gratis vand ud til de forbipasserende. Mange af dem tager billeder og videoer af optoget som hurtigt bliver delt på de sociale medier. Det er ikke kun de sørgende der filmer; det gør politiet også, men det virker ikke til at genere nogen. Foran regeringsbygninger står der militære køretøjer med skydeklare soldater.

Kem Ley var Cambodjas mest fremtrædende regeringskritiker og analytiker. Han var kendt for at være en eminent kommunikator, der kunne formidle meget komplicerede politiske emner så det kunne forstås af menigmand. Kem Ley var en stærk kritiker af den cambodjanske regering, men oppositionen gik heller ikke ram forbi. Hans kritiske men sobre analyser gjorde ham til en kendt person i Cambodja og han blev ofte citeret i aviserne og deltog i radioudsendelser.

Kem Ley var for mig ikke kun en fremtrædende regeringskritiker, han var også en personlig bekendt. Jeg mødte ham for første gang i 2010, hvor han hjalp en af Danmissions daværende partnere, KDFO, med at udvikle en strategiplan. Senere har han rådgivet Danmission i forhold til vores arbejde i den truede Prey Lang skov. Og sidste år deltog han i et seminar for alle Danmissions partnere, hvor han holdt oplæg om civilsamfundsorganisationer og deres rolle i skabelse af fredelige forandringer. Danmissions tidligere generalsekretær, Mogens Kjær, deltog bl.a. i seminaret.

Kem Leys morder blev anholdt kort tid efter drabet. Han påstår at Kem Ley skyldte ham 3000 dollars, men den forklaring er der ingen der tror på. De fleste cambodjanere mener at det er regeringspartiet, måske selve premierministeren, Hun Sen, der står bag drabet. Få dage før drabet offentliggjorde Global Witness, en international menneskerettighedsorganisation, en rapport om Hun Sen og hans families omfattende rigdom og kontrol med den cambodjanske økonomi. Rapporten affødte stærke reaktioner fra Hun Sens familie, som mente at rapporten var fuld af løgne. For de fleste cambodjanere kom indholdet af rapporten ikke som nogen overraskelse, for de vidste allerede at premierministeren og hans familie har erhvervet sig utrolige formuer. Efter offentliggørelsen blev Kem Ley interviewet om rapporten og i den forbindelse udtalte han sig endnu en gang kritisk om regeringen. Om motivet til drabet kan findes i disse udtalelser står hen i det uvisse. Sandsynligheden for at sandheden kommer frem i lyset er meget ringe, da flere tidligere drab på regeringskritikere aldrig er blevet opklaret. Det gælder f.eks. også drabet på miljøaktivisten Chut Vuthy, som blev dræbt i april 2012.

Da begravelsesoptoget nærmer sig udkanten af byen må jeg vende om. Optoget fortsætter til hans hjemby 70 km udenfor hovedstaden Phnom Penh, hvor han skal begraves i morgen tidlig. Med Kem Leys død har Cambodja mistet en meget respekteret og vellidt person, der turde tale regeringen imod. Han efterlader sig en gravid kone og 4 børn. Må han hvile i fred.

IMG_0884

Kem Ley og hans familie