Harmoni mellem mennesker, harmoni med naturen

FN erklærede i 2010 den første uge af februar som den Internationale Uge for Tværreligiøs Harmoni. Alle FNs medlemslande opfordres til at fejre denne uge med henblik på at fremme dialog, fred og harmoni mellem forskellige religioner. I Cambodja fejres denne uge også og her følger en kort beretning.

Fejringen af dette års Internationale Uge for Tværreligiøs Harmoni skete under sloganet: ”Harmoni mellem mennesker, harmoni med naturen”. Det var tredje år i træk at forskellige organisationer med støtte fra Danmission under temaet religion og naturressourcer fejrede ugen.

1505520_1655517111342278_4717282351281365766_n

I Cambodja har civilsamfundet været hurtig til at tage ideen om fejring af den Internationale Uge for Tværreligiøs Harmoni til sig, mens den cambodjanske regering har været lidt tøvende. Efter flere opfordringer fra Danmission har religionsministeriet valgt at følge trop, men mere om det i en senere blog.

Arrangørerne bag dette års arrangement havde valgt at fejringen skulle ske i naturen, lagt væk fra hovedstadens mødelokaler og religiøse bygninger. Kl. 6 om morgenen startede en længere bustur efterfulgt af en næsten lige så lang tur på et motoriseret køretøj ind i et skovområde nordøst for hovedstaden Phnom Penh.

IMG_0539IMG_0538

Her samledes 186 mennesker (halvdelen var kvinder) fra Cambodjas tre største religiøse grupper – buddhister, muslimer og kristne. Der blev holdt forskellige taler med udgangspunktet i sloganet for begivenheden. Blandt talerne var bl.a. repræsentanter fra religionsministeriet og skovministeriet, samt en præst, buddhistisk munk og en muslim.

Den muslimske repræsentant

Den muslimske repræsentant

Munken Bun Saluth, som var den buddhistiske taler, er landskendt for sit arbejde med at bevare en skov i det nordlige Cambodja og for dette arbejde har han vundet en international miljøpris. Det var lidt af et scoop at få munken til at deltage i arrangementet, da han sjældent deltager i den slags begivenheder.

Peng Ath (repræsentant for det lokalsamfund som har ansvaret for den lokale skov hvor besøget fandt sted) fortalte med sorg om skoven og hvordan alle træerne var blevet fældet. Lokale beboere er begyndt at genplante skoven og de lokale myndigheder har godkendt at skoven tilhører det pågældende lokalsamfund. Peng Ath benyttede muligheden til at appellere til repræsentanten fra skovministeriet om hjælp til at få regeringens godkendelse af ejerforholdet. Det ville være en hjælp til fortsat at kunne beskytte skoven og undgå at staten giver området til et privat firma, hvilket sker mange andre steder i landet.

Keo Narith (repræsentanten fra skovministeriet) lovede ikke noget i sin tale, men betonede vigtigheden af at religiøse grupper arbejder sammen for at beskytte skoven. Han udtrykte et håb om at deltagerne ved et senere besøg ville kunne se at der er kommet flere træer til glæde for de lokale beboere.

Munken, Bun Saluth, har fået skovområdet i det nordlige Cambodja godkendt af regeringen og det beskytter han sammen med andre munke og lokale beboere. Om det at have en skov sagde han: ”Det er en velsignelse for lokalsamfundet at have en skov – den kan beskytte os mod naturkatastrofer, hungersnød, sygdomme og samtidigt kan vi leve af skovens produkter. Vi bliver nødt til at forene vores kræfter for at beskytte skoven – og det arbejde starter allerede i dag. Uden skov er der nemlig heller ingen harmoni.”

Bun Saluth

Bun Saluth

Kl. 21.30 nåede deltagerne tilbage til hovedstaden efter en lang og indholdsrig dag, hvor de var blevet lidt klogere på forholdet mellem religion og naturressourcer og hvordan religiøse grupper kan bidrage til at beskytte naturen.