ACP

Hej med jer!

Nu er hjemmesiden oppe at køre igen – det efterlader os med et lille pres, for nu skal vi jo skrive noget…
Vi har igen været ude med ACP. Vi fik set et par af de elever i øjnene, som ACP og dermed Danmission går ind og hjælper.
At vi kan hjælpe er jo altid positivt, men at se eleverne var en hård og rørende oplevelse.
Eveta og Alex William er et søskendepar som går på en Secondary school. Deres far er død og derfor var ansvaret for Eveta og Alex efterladt til deres mor. Men hvem har ansvaret når mor bliver ramt af et slagtilfælde og bliver lam samt efterladt med en hjerneskade?
Før havde familien en shamba, (en lille mark) med bønner, bananer og majs. Det har de praktisk taget stadigvæk, men der er ingen der er i stand til at passe den, eftersom børnene er på kostskole og der ingen pårørende er, og derfor kan moren ikke betale sine børns skolegang. Derfor er ACP gået ind og har valgt at støtte disse to elever. Som Venant pointerer, kunne børnene flytte hjem og hjælpe deres mor. Men det ville resultere i at de ikke får nogen uddannelse, ingen sociale færdigheder, og vil måske derfor ende på gaden.
Derfor er det meget vigtigt for ACP at fastholde de to i deres uddannelse og forberede dem på fremtiden, så de kan gå den i møde som stærke unge mennesker.
Eveta og Alex så alt andet end stærke ud da vi mødte dem. Deres øjne var fulde af bekymring. Vi forstår godt deres bekymring, det kan ikke være en rar følelse at gå i skole ét sted, velvidende at ens mor er syg og hjælpeløs et andet.
ACP har nu taget noget af ansvaret på sine skuldre og vi håber inderligt at disse børn finder ro. Ro til at nyde deres ungdom og deres skolegang.

På vej til mødet med Eveta og Alex mødte vi en mand i vejkanten. Han sad i den bagende sol på et bjerg og huggede sten. Hans job kræver enormt meget energi og giver en meget lille fortjeneste; man betaler næsten ingenting for de sten som han bruger meget energi på at hakke.

Manden har en kone og en meget lille shamba (mark), men han har ikke kræfter til at passe begge jobs. Han og hans kone havde 6 børn, 3 piger og 3 drenge. De er alle 6 døde i en alder af 6-7 år. De er døde på grund af fattigdom, og på grund af den fattigdom som de levede i, var deres hygiejniske forhold så dårlige, at selv den mindste sygdom kunne blive deres død.

Han så meget træt og udkørt ud men havde overskud til at sige “God bless you” (på swahili selvfølgelig, Venant oversatte). Vi var dog lykkelig for, at vi kendte de tre ord “na wewe pia” – i lige måde. Vi ønsker ham af hjertet det bedste.