Intet nyt er (forhåbentlig) godt nyt

Vi beklager dybt, at der er gået så lang tid mellem sidste indlæg og dette. Men som vores mødre siger: intet nyt er godt nyt!  Vi kan dog trøste jer med, at der er sket en hel del, derfor kan I nu bare læne jer tilbage, så vil vi tage jer med på en rundtur gennem vores sidste par uger i Tanzania.

 

Tirsdag den 15. September startede vi på vores nye arbejde; den anden halvdel af vores kontrakt med Danmission.

To gange om ugen skal vi arbejde sammen med ”Aids Control Project”, som er et program, der hjælper udsatte børn og deres skolegang.

Projektet er blandt andet støttet af Danmission, som bidrager med skoleuniformer til elever, der går i primary school og betaler skolegang for elever i secondary school.

I 2014 bidrog Danmission med i alt 214 skolegebyrer til secondary elever og 560 skoleuniformer til primary elever.

 

”Aids Control Project” kan vælge at støtte eleverne 30 %, 50% eller 100%.  Projektkoordinatoren, som hedder Venant fortæller, at ACP kun vil støtte 100% til elever og familier, hvor dette er den eneste udvej. Venant ønsker ikke at  fratage al økonomisk ansvar fra familien, samt fratage deres vilje og lyst til at kæmpe.  Derfor kan det ofte være en fordel at støtte med mindre end 100%.

 

Vores opgave i dette projekt er at besøge de børn, der bliver støttet, ude på skolerne og i deres hjem. På vores første dag besøgte vi en secondary skole, hvor 4 elever bliver støttet af ACP, vi fik lov til at stille spørgsmål; både til dem og til skolen. Formålet med besøget var at skabe dialog og et trygt sted, samt for ACP at se resultater af deres indgriben.

 

Torsdag den 17. September mødtes vi igen med Venant, hvor dagens program var at høre om baggrunden og historierne bag Aids Control Project.

Før besøget undrede vi os en del over projektets navn. Aids. Betyder det, at børnene har aids? Er det familier, hvor aids har været en del af hverdagen, og skal vi ud for at kontrollere alt går som det skal?

Dertil kan vi så nu konkludere: Nej. – I hvert fald ikke mere.
Navnet er resultatet af 1980’ernes aids udbrud, hvor projektet gik meget ind for at give information, der kunne forebygge aids. Her mødte de stor modstand fra kirken, men gennem videre dialog blev der skabt forståelse.

Projektet arbejdede meget i hjemmene, hvilket de kaldte ”homecare”. De hjalp aidsramte familier; hjalp bl.a med mad og husbyggerier.

I 1991 blev Danmission en stor del af ACP, og har siden hen støttet projektet økonomisk.

 

I dag ligger ACP’s opmærksomhed hovedsageligt på uddannelse, eftersom aids ikke udgør så stort et problem som tidligere.

 

Livet her på Karagwe Secondary School går stille og roligt fremad. Vi er kommet godt i gang med at undervise i engelsk og IT, dog skal vi vænne os til vores nye autoritære roller som lærere og ”madams”. Vi bliver stadig overrasket og forvirret, når de tiltaler os med madam, for denne respekt og høflighed, er vi slet ikke vant til.

Fredag den 18. September gik eleverne på ferie. Det gav os anledning til selv at tage et smut til nabolandet, Rwanda. Her boede vi i Kigali, hvor vi fik mulighed for at være ægte turister. Vi besøgte Genocide Memorial, spiste god (vestlig) mad og nød byen.

Rejsen dertil vakte både glæde og frustration. 12 timers transport i primært små busser med ALT for mange mennesker gav os stor frustration og meget ømme haleben. Men vi klarede det! Nærmest helt selv.  Her i Tanzania bliver vi af og til ”ophøjet” og særbehandlet grundet vores etnicitet og hudfarve. I Kigali var sagen en ganske anden. Vi blev behandlet på lige fod som afrikanerne – for det meste.  Det var en rar følelse ikke at føle, man skiller sig helt ud.

Onsdag den 23. September kunne vi fejre en rund fødselsdag i Rwanda. Ida fyldte 20 år, og det gav Frederikke god mulighed for at udøse al sin kærlighed, forkælelse og fødselsdagsentusiasme ud over hende. Dagen var rigtig god, men det var en meget speciel følelse at være så langt væk fra familie og venner på sådan en stor dag. Heldigvis er Frederikke en fantastisk god erstatning.