Efter et par kilometer drejer vi fra vejen og slår ind på en smal sti, der fører gennem tørre marker og op over et højdedrag. Det er vejen til Tsomitsohy, landsbyen, hvor vores følgesvend, Francesco, er præst på deltid. Det meste af sin tid er han studerende på SALT, det teologiske fakultet i Fianarantsoa.
Vi behøver ikke skynde os, siger han. Gudstjenesten begynder ikke, før vi kommer. Det er ikke ligesom i byen, hvor man begynder til tiden, selv om kirken kun er halvfuld. Ude på landet begynder vi, når alle er kommet.
Så vi tager os tid til at kikke på afgrøderne: bananpalmer, mangotræer, maniok, marker med bønner, tomater og små træagtige planter med rodfrugter, vi har glemt navnet på.
Dér er Tsomitsohy! Francesco peger i retning af en klynge huse ude mellem markerne. Husene har den samme røde farve, som den madagassiske jord. I udkanten ses langt, lavt hus, der vistnok har været hvidt engang. Det er kirken.
Før vi når frem til landsbyen, er vi blevet opdaget af børnene. De kommer imod os, står lidt på afstand og kikker, og så løber de foran os ind i landsbyen. Her bliver vi hilst velkommen af kirkens præsident (menighedsrådsformand), en midaldrende mand med et varmt og vindende smil. Alex hedder han. Vi kender ham allerede, for dagen i forvejen har vi besøgt den naturpark, Anja, hvor han arbejder som guide. Naturparken er privat ejet og besøges årligt af omkring 10.000 turister. For de penge, der kommer ind, driver man en skole med 400 børn, blandt andre børnene fra Tsomitsohy.
Nu møder vi Alex som den lokale kirkes præsident og tydeligvis som en mand, der nyder stor respekt i landsbyen. Klokken er ni. Det var nu, gudstjenesten skulle begynde. Men kirken er gabende tom. Alex inviterer os på rundtur i landsbyen mellem de røde huse, der stort set alle har to etager. Ovenpå bor menneskene. Neden under dyrene: høns, kaniner eller andet. Grise er her også. De har deres egne grisestier i det fri.
På vejen rundt følges vi tæt af en voksende skare af børn. Deres mødre er der også, lidt mere tilbageholdende. Mænd er her ikke mange af. De fleste er ude på deres marker, får vi at vide.
Overalt i den lille landsby bliver vi mødt af venlige, imødekommende smil, også da vi træder indenfor til et par kvinder, der sidder på gulvet og væver måtter i smukke mønstre og farver. Måtterne sælger de på markedet. På den måde skaffer de lidt penge til en sparsom økonomi. Midlerne er så små, at menigheden i perioder ikke har råd til at betale præsten for at tage bussen fra Fianarantsoa herud og holde gudstjeneste. En udgift på knap 25 kr.
Omsider er turen rundt i landsbyen forbi. På vejen rundt har vi hilst på landsbyens ældste beboere, en kvinde på over 90 og en mand, der er omtrent lige så gammel. Andre steder vil en 90 årig kunne se sig omkring og tænke: Hvor er alting dog forandret i min levetid! Her i landsbyen virker det, som om ingenting er forandret. Ingen biler, ingen elektricitet.
Vi er tilbage ved kirken, som i mellemtiden er blevet fyldt. Børnene optager de to første rækker. Bagved sidder kvinderne, unge og gamle, og ganske få mænd.
Gudstjenesten begynder. En gudstjeneste, der ganske nøje følger en traditionel norsk højmesse (og stort set en dansk). Liturgien er den samme. Men alt er alligevel anderledes. Murene skaller, bænkene er simple og uden ryglæn. Danske kirkers kostbare æstetik er langt væk. Men menigheden er med, synger af et helt hjerte, også på menighedssvarene, læser med i Bibelen, når der læses op, og lytter opmærksomt til prædikenen. Det er heller ikke hver dag, en præst fra det ukendte Danmark prædiker her. Hvad de hørte samme præst sige, er lidt uvist, for Francesco forklarer bagefter, at han oversatte lidt frit, så de kunne forstå det.
Også på anden måde er det en særlig gudstjeneste denne søndag. En af kirkens to kateketer træder tilbage. Hun får efter gudstjenesten nogle ord med på vejen fra præsten, Francesco, og præsidenten, Alex. I dagens anledning går søndagens indsamling til hende. Det er hendes pension. En helt normal måde at ordne de ansattes pension i den lutherske kirke på Madagaskar. Når man ser på den fattige menighed, må man erkende, at hun nok ikke kan se frem til en forgyldt pensionisttilværelse.
Efter gudstjenesten stiller præst, kateketer og vi danske gæster os op uden for kirkedøren og giver hånd til samtlige kirkegængere. Da alle er ude, stiller hele menigheden sig i en halvcirkel, og beder fadervor i kor. Derpå går man hver til sit.
Vi inviteres med hjem til Alex og hans kone. Der får vi en gave: to flettede måtter og desuden en levende hane. Francesco tager hanen i benene, og det er tid at gå tilbage mod landevejen.
Vi skal med en af de små busser, der kører mellem byerne overalt på Madagaskar, som regel fyldt til bristepunktet med passagerer og bagage. Hvornår bussen kommer, er ikke til at sige, for det er med busser som med kirker: man starter, når der er fyldt op.
Heldigvis behøver vi ikke vente længe. Bussen, der standser, ser ud til at være fyldt. Men en fyldt bus kan sagtens rumme tre personer mere og en enkelt hane. Hovedsagen er, at vi kommer hurtigt og i god behold de omkring 80 km tilbage til Fianarantsoa.
Det sidste stejle stykke op til SALT må vi tilbagelægge til fods. Da vi kommer hjem, sidder vores nabo uden for vores hus. Vi overrækker ham hanen og foreslår, at vi kan deles om den.
Så går vi indenfor sammen med Francesco, for vi skal slutte vores tur, som vi begyndte: med bøn. Det ville for mange her være utænkeligt at begynde en rejse som denne uden bøn, og at slutte den uden tak til Gud.
Få timer senere kommer vores nabos kone, den dygtige og smilende Luisette, ind til os med vores del af hanen, tilberedt og stegt. Syngende rumsterer hun en tid i vores køkken, og i løbet af kort tid serverer hun et dejligt måltid for os: hane med masser af ris (ris skal der til på Madagaskar, morgen, middag og aften) og dertil en frisk salat.
Vi sætter os til bords og føler os over al måde privilegerede.
Del en kommentar