Fodvaskning hos hyrderne

I Soatanana vasker man gæsternes fødder, serverer et måltid, synger og beder for dem.

Vi ved det, for vi har lige været i Soatanana, en lille by ca. 45 km fra Fianarantsoa, hvor vi bor.

På madagassiske veje tager turen ca. to en halv timer.

Soatanana.  Alle i den lutherske kirke på Madagaskar kender byen. Det var her, den store vækkelsesbevægelse, der går under navnet ”Hyrderne”, begyndte i slutningen af 1800-tallet. Og det er her, bevægelsen fortsat har sit kraftcenter. Hyrderne har på afgørende vis præget den lutherske kirke på Madagaskar, og bevægelsen er fortsat en levende og dynamisk del af kirkens liv. Derfor måtte vi selvfølgelig besøge byen.

”Vi” – det er foruden Ida og mig – danskeren Nicolai Winther-Nielsen og tyskeren Judith, der i to uger er vore naboer på SALT, hvor de i samarbejde med stedets lærere er ved at bringe det teologiske fakultet her helt i front, når det gælder online undervisning i hebraisk og græsk. Med os havde vi også en af de studerende, der – ligesom mange andre her på SALT – hører til i hyrdebevægelsen.

Gudstjenesten derude begynder kl. 9. Vi nåede frem omkring en halv time senere, mens præsten var i gang med prædikenen. Uden for kirken kom fire-fem mænd og kvinder os i møde, klædt i de hvide dragter, som alle hyrder bærer. De bød os velkommen, og førte os straks ind i kirken. Vi havde ikke meldt vores ankomst, men den forreste bænk i kirken var gjort fri til os. Det var absolut sidste ledige pladser i kirken. Overalt, også oppe på balkonerne, sad folk tæt, børn, unge, midaldrende og nogle få gamle. En del, men langt fra alle, i hvide hyrdedragter. Ligesom ved de andre gudstjenester, vi har været til, blev vi slået af menighedens sang. Madagassere elsker at synge og lægger absolut ingen bånd på sangglæden.

Nicolai Winther-Nielsen og jeg bringer hilsen til menigheden i Soatanana

Gudstjenesten trak ud, især fordi hele menigheden to gange efter hinanden blev kaldt op for at lægge bidrag i de forskellige indsamlingskurve. Mens strømmen af mennesker op til indsamlingskurvene fortsatte, smuttede vi sammen med tre af de ledende hyrder udenfor og gik over i kirkens mødelokale (der ikke har nogen lighed med danske kirkers lokaler). Her fortalte de tre mandlige hyrder os om deres liv som hyrder, et liv præget af bøn, bibellæsning og et tæt fællesskab. Alle lyste de af glæde over at fortælle om det fællesskab, de var en del af.

Vi hørte om dæmonuddrivelser og bøn med håndspålæggelse, som er nogle af bevægelsens kendetegn.

Om de fysisk og mentalt syge, der kommer til byen for at få hjælp.

Om omsorgen for de syge, også når de, trods forbøn og dæmonuddrivelser, bliver ved med at være syge.

Om hvordan hyrder, to og to, bliver sendt ud overalt på Madagaskar for at forkynde evangeliet.

Om de kæmpestore møder, der bliver holdt i byen.

Og lidt om den økonomiske byrde, det er for dem at bespise de mange tilrejsende – hvilket (nok ikke helt utilsigtet) fik gæsterne til lommerne.

Tre hyrder fortæller

Efterhånden nærmede gudstjenesten inde i kirken sig sin afslutning. Vi blev ført ind ad en dør bag koret og nåede lige at modtage nadveren.

Da gudstjenesten var forbi, var det tid at sige ordentligt velkommen til de uventede gæster. Det blev en velkomst, vi sent vil glemme. Sammen med 20-30 af hyrderne gik vi ind i mødelokalet igen og satte os på de lave bænke. Der blev bedt og sunget sange, som gav udtryk for deres glæde over at modtage os som gæster. Derpå vandrede hele flokken ud igen og hen til et halvtag, hvorunder der stod en bænk. Vi gæster blev bedt om at sætte os og tage sko og strømper af. To af kvinderne, den ene med en stor kedel fyldt med vand den anden med håndklæder, gik i gang med at vaske vore fødder og tørre dem. Det blev gjort med omsorg, varsomhed og stor naturlighed.

Med fodvaskningen følger man Jesu eksempel og ord. Ifølge Johannesevangeliet vaskede han disciplenes fødder og sagde:  -Som jeg har gjort mod jer, skal I også gøre!

Igen gik vi alle ind i mødelokalet og satte os på bænkene.  Nu blev der serveret et måltid for os: ris med lidt kød og kartofler og dertil ris-te. På gulvet foran hver af os gæster sad en af de kvindelige hyrder og sørgede diskret for at fylde op, når vi havde drukket teen. Efter mere sang og afsluttende taler både fra deres og fra vores side var velkomsten overstået.  Det var vores besøg hos hyrderne også. Vi rumlede tilbage ad de støvede veje, beriget af den enkle og menneskevarme måde, man lever troen ud på blandt hyrderne i Soatanana.

Vi havde mødt en af forklaringerne på, at den lutherske kirke på Madagaskar er en af de hastigst voksende i verden. Og vi havde lært noget om, hvordan man byder uventede gæster velkommen!

PS: Hyrderne kan man møde overalt på Madagaskar. Ved gudstjenesten, også her, hvor vi for tiden bor, er de til stede i deres hvide dragter og har en række praktiske opgaver. I kapellet på det teologiske fakultet, SALTholder de hver lørdag morgen kl. 5.30 en særlig gudstjeneste, hvor de praktiserer bøn med håndspålæggelse og dæmonuddrivelse. I går kom en af dem og spurgte, om jeg ville prædike ved sådan en gudstjeneste. Det tager jeg som en tillidserklæring. Og så er det jo godt, at man er morgenmand!

Lidt om, hvad vi ellers går og laver:

Ida er nu ved at have ugen fuldt optaget. Tre formiddage om ugen er hun i vuggestuen, hvor de mindste af de studerendes børn bliver passet. Hun synger og leger med børnene og er blevet modtaget med stor begejstring. Børnene er små, men vakse.

En enkelt eftermiddag bliver optaget af arbejdet med kvinderne. Flere af dem vil gerne lære at strikke og hækle. Nogle er så ivrige, at de kommer til vores dør og beder om at få lidt privat undervisning.. Og så er der lørdag eftermiddag, hvor de lidt større børn går i en slags søndagsskole. Der er Ida også med. Første gang fik hun at vide, at der ville være omkring 20 børn Derfor kopierede hun 20 tegninger med bibelsk motiv, beregnet til at blive farvelagt. Der kom 69 børn. De deltes pænt om tegningerne.

For mig går det løs med Søren Kierkegaard og med Paulus’ breve til Timoteus og Titus. Der sidder omkring 100 studerende foran mig. Det er ikke let at få en samtale i gang med så mange, men jeg prøver ihærdigt at få dem aktiveret. Det er de helt med på.

Den første, der lærer i en undervisningssituation, er som bekendt underviseren. Det gælder også her. Jeg lærer meget, både Kierkegaard, Ny Testamente og fransk. De studerende er venlige, imødekommende og flere af dem interesserede. Når jeg er i tvivl om et ord og spørger om det, jeg siger på fransk, er korrekt, smiler de og siger Ja, hvilket siger mig, at de nok er mere venlige end ærlige.

Niels Grymer