Fredag med gæster

Fredag med gæster

Computeren fortæller, at klokken er 4.16 i Danmark. På Madagaskar er den 6.16. Dagen begynder tidligt her.

Vore naboer, Louisette, Jacqui og deres fire børn er oppe og ude. De snakker højlydt med hinanden, mens de gør sig klar til fredagen. Louisette synger, som hun tit gør, når hun arbejder. Jeg sidder indenfor i vores store, lidt mørke stue og begynder at renskrive en forkortet udgave af mit undervisningsmateriale om Søren Kierkegaard. De studerende har bedt mig om at få noget skriftligt. De har vist ikke alle sammen set lyset i den kendte dansker – endnu.

Ida kommer ned fra soveværelset, og vi spiser morgenmad, inden vi går til den daglige morgenandagt i kapellet her på det teologiske fakultet, SALT. Vi kommer, lige efter at klokken er holdt op med at ringe. Der sidder 8-10 studerende og et par lærere spredt i kapellet. Resten kommer i løbet af den første salme eller i løbet af den prædiken, som en af de studerende holder.

(ved en normal gudstjeneste er der altid en ekstra lang salme før prædikenen, fik jeg at vide af en studerende. Så er der en chance for, at folk kan nå at komme og få hele prædikenen med).

I kapellet har vi vores faste plads lige foran en kvindelig studerende, som læner sig frem og oversætter prædikenen for os. Efter andagten i dag spørger hun, om hun må komme og besøge os i formiddag, hvor hun ikke skal til undervisning. Hun er dagens første gæst.

Over en kop te og Idas hjemmebagte papaya/jordnøddekage fortæller hun om sig selv. Om hvordan hun fik kaldet til at læse teologi. Det har hun gjort, først fire år på et af kirkens seks præsteseminarier og nu på andet år på SALT. Som kvinde kan hun ikke blive præst i den lutherske kirke på Madagaskar, ikke endnu i hvert fald. Men det er ikke så vigtigt for hende. Hun vil gerne være evangelist og yde sit bidrag til den vækst, som kirken her på øen oplever. Det siges, at der hver uge opstår en ny menighed.

Hun fortæller også om det valg, der venter næste år i den lutherske kirke på Madagaskar. Der skal vælges ny ledelse på alle niveauer, i menigheder, i de regionale synoder og i synoden for hele kirken. Også til den vigtige post som præsident for hele kirken er der valg.

-Vi kan kun bede til, at det må blive gode folk, der bliver valgt, siger hun. Og vi forstår, at der efter hendes mening er god plads til forbedring i ledelsen af kirken. De regionale kirkepræsidenter har stor magt. Præster, der er uenige med præsidenten, kan have svært ved at få arbejde. Og dét, selv om der er stort behov for flere præster.

Hun får også antydet en kritik af min undervisningsform. Også hos mig er der plads til forbedring.  Men det er altså ikke nemt at undervise omkring 100 studerende på én gang. Selv om jeg prøver at skære Søren Kierkegaard ud i pap, er han ikke helt enkel. Og så på fransk!

Jeg takker hende for kritikken. Bare at antyde kritik er vistnok ikke særligt madagassisk. Man siger ikke sådan tingene lige ud.

Bortset fra det har der været flere typiske madagassiske træk ved samtalen:

Først bønnens plads. Selv om der kun er te på bordet og et lille stykke kage, indleder man sådan et samvær med bøn.

Dernæst kaldet. Jeg tror, at alle de studerende her som noget helt selvfølgeligt vil sige, at de er her, fordi de har fået et kald.

Og endelig: evangelisation. Ønsket om at bringe evangeliet ud til de landsbyer, hvor det endnu ikke har fået fodfæste.

Under samtalen har Ida måttet forlade os. Tre formiddage om ugen tilbringer hun en times tid i vuggestuen for børn af de studerende. Hun er hurtigt blevet populær. Inden hun kommer indenfor, råber børnene i kor ”Ida, Ida!”. Timen bliver brugt til at synge og lege. Vores nabo, Jacqui, der er vagt- og altmuligmand, har skaffet bambuspinde, som børnene bruger til at slå rytme med. Selv om de kun er op til tre år, er de vågne og kvikke og helt med på rytmerne.

Jacqui er på flere måder blevet sat i arbejde af Ida. En defekt gynge uden for vuggestuen fik hun ham til at sætte i stand. Et indianertelt bygget op over seks lange bambusstokke og diverse andre opgaver har hun givet ham. Han klarer det hele med et smil, selv om han sommetider ser lidt uforstående ud i begyndelsen. Han taler kun madagassisk, så kommunikationen foregår med tegn og fagter.

Om eftermiddagen er Ida igen på. Denne gang er det kvinderne (ægtefæller til de studerende), hun er sammen med. Ikke alle kan hækle. Det har hun lært dem. I dag viser hun dem, hvordan man af farvet papir kan rulle fine led til en halskæde.

Fra Danmark har Ida bragt en kuffertfuld materialer og ideer. Dem bruger hun flittigt af, selv om det, hun lige stod og skulle bruge, har det med at være blevet væk i de uoverskuelige (læs: kreative) bunker. Hvad hun ikke har i kufferten, kommer lige ud af hovedet. Hendes ideer bliver modtaget med iver, og hun synes selv, det er sjovt.

-It is a blessing that you are here, sagde en af dem. (Det er en velsignelse, at du er her) Større påskønnelse kan man da ikke få.

Sidst på eftermiddagen kommer hun hjem sammen med lederen af vuggestuen. Selv om det er køligt, sætter vi os ude på terrassen. Te og papayakage kommer på bordet igen. Snakken drejer sig blandt andet om hendes bekymring for, hvor hun skal bo, når hun om nogle år går på pension og ikke længere kan bo i en af de boliger, der tilhører SALT. Helst vil hun bygge sit eget hus. Det koster godt 10.000 kr., og det er mere, end almindelige mennesker kan klare.

Mens vi sidder og snakker, dukker en af de mandlige studerende op. Han har ondt i halsen og næsten ingen stemme. Det er et problem, eftersom han synger med i det otte mands store mandskor på SALT.  Fra en af de andre i koret har han hørt, at vi har et vidundermiddel. Det er en lille flaske med noget stærkt oregano-et-eller-andet, som gode venner i Danmark har givet os med.

Han får de første dråber af medicinen dryppet på en småkage og en kop varm te at skylle ned med. Medicinen og en lille colaflaske med honning, som vi har købt, får han med. –Det er godt at have et par forældre her! siger han og lover os, at han til gengæld vil bringe os en smagsprøve på den ost, som hans kone producerer.

Da han er gået, og vi er gået indenfor, kommer Louisette med to krus kaffe. De har lige malet bønnerne i en morter, og nu skal vi smage. Herligt med sådan nogle naboer.

Inden dagen slutter, når vi at få endnu en gæst, en ubuden én, som sikkert har boet her længere, end vi har. Vi er lige ved at afslutte aftensmaden, da Ida farer op fra stolen med et skrig.

På gulvet har hun set en flagermus, der kravler og flakser med vingerne. Jeg kikker efter, men den er der ikke. Ida er allerede ude af døren og har tilkaldt Jacqui. Han har én gang tidligere hjulpet os, da en flagermus blev ved med at kredse rundt under loftet i vores stue. Selv om der er fire meter op til loftet, er det svært ikke at lade sig forstyrre, når sådan et væsen flyver rundt over hovedet på én. Dengang var hele nabofamilien involveret i jagten, indtil Jacqui klarede sagen med en lang bambusstok.

Denne gang er flagermusen pist væk. Selv om de to ældste af nabobørnene hjælper til, finder vi den ikke. Ikke før de er gået igen. Da ligger den stille på gulvet foran køkkendøren. Jeg giver den et par venskabelige dunk med kosten.  Derefter bærer jeg den ud på fejebladet og viser trofæet frem for vore naboer.

Og så er fredagen ved at være forbi.