”Frihedens have” (Jardin de liberté) står der på muren. Foran er der en lille bitte plæne, måske fire kvadratmeter. Det er stort set alt det græs, der er inden for murene i Fianarantsoas fængsel.
Det er søndag morgen. Vi er inviteret på rundvisning i fængslet. Med os har vi inspektøren for fængslet og direktøren for alle distriktets fængsler. Begge er kvinder, velklædte, venlige og myndige. Tydeligvis vant til at træffe beslutninger. De ser også ud til at være vant til at balancere i ujævnt terræn på deres høje stilethæle.
Vi er kommet til fængslet sammen med fem-seks af de frivillige, som hver søndag holder gudstjeneste med de indsatte. Holdet består af præster, studerende og deres ægtefæller fra den lutherske kirke. Med små – det vil sige stort set ingen – midler søger de at gøre kirkens budskab nærværende i et miljø, hvor håbløshed forekommer mere oplagt end håb, mistro mere nærliggende end tro.
I fængslet er der omkring 700 indsatte, deraf knap 40 kvinder og for tiden 17 i ungdomsfængsel (fra 15 til 18 år). De 700 er langt flere, end der er plads til. I de seks rum, mændene har at være i, må omkring hundrede hver nat sove på cementgulvet, kun med et plastikunderlag under sig. Madrasser er er der ikke råd til i fængslets budget.
På væggen i hvert af soverummene er der en tavle, hvorpå der står angivet nogle bibelvers. De fortæller om den daglige andagt, som de indsatte selv organiserer og holder i fællesskab, katolikker, lutheranere, baptister osv.
200 gram maniok pr. dag
På en åben plads uden for soverummene sidder de mandlige indsatte tæt sammen i morgensolen. En overvældende mængde af tavse mørke ansigter, der ser på os. Bag hvert ansigt er der en historie. Om bundløs fattigdom og tyveri eller om det, der er værre. Eller der er en historie om himmelråbende uretfærdighed. En stor del af de indsatte sidder her i årevis uden dom. Retsvæsenet er både langsomt og korrupt. Nogle er her, fordi de har en rig uven, der, mod betaling, har fået politi og dommer til at sætte dem i fængsel.
Lige nu venter de mange mænd på dagens måltid. Under et halvtag står nogle af de indsatte og passer en række gigantiske, dampende gryder. De løfter lidt på et af grydelågene, så vi kan se, hvad de koger: maniok. Det er dagens ret i dag og hver dag. Det er også dagens eneste måltid. Tidligere var den daglige ration på 500 gram maniok pr. mand. På grund af manglende midler er det nu reduceret til 200 gram.
De indsattes familier kan bringe yderligere fødevarer. Men mange har ikke familie i nærheden, som kan eller vil kendes ved dem.
Enkelte kirker og andre bidrager med fødevarer, men det rækker ikke langt.
-Vi har et jordstykke uden for byen til at dyrke maniok på, fortæller fængselsinspektøren. Men vi mangler penge til nye planter.
-Er dette fængsel værre eller bedre end de fleste andre? spørger jeg.
Svaret kommer prompte: -Det er afgjort et af de bedste fængsler i landet.
En af de frivillige fra kirken har dagen forinden været på besøg i fængslet i Manakara, en by, som turister elsker for dens smukke beliggenhed ud til Det indiske Ocean.
-Fængslet dér er forfærdeligt, siger hun. Der er snavset, og mange af de indsatte er tynde som skeletter.
På vej ud af mandsafdelingen kikker vi indenfor i det lille værksted, hvor der er plads til, at fem-seks af de indsatte kan beskæftige sig med bogindbinding, smykkefremstilling eller keramik.
Også i kvindeafdelingen sidder de indsatte i samlet flok udenfor. Vi går ind i det fælles sove- og opholdsrum. Indretningen er spartansk, men gulvet er rent. Ovenpå er der en systue med nogle få symaskiner. Her kommer den første af to opfordringer:
Første opfordring: Send volontør til fængslet!
Kan I ikke sige i Danmark, at vi har brug for volontører, der kan undervise kvinderne i forskelligt håndarbejde, siger fængselsinspektøren. De vil blive modtaget med glæde, få et meningsfyldt arbejde, og de kan bo hjemme hos min familie.
Opfordringen er hermed givet videre.
Det er ved at være gudstjenestetid. Forinden når vi et kort besøg i ungdomsfængslet og på det såkaldte hospital. En sygeplejerske kommer regelmæssigt på besøg, men da man ikke har råd til medicin, er det ikke meget, man kan gøre.
Medlevende menighed
Klokken er ni, og vi går ind i den rummelige kirkesal der er fyldt til sidste plads. De to frivillige, der har præstetjenesten, tager alba og stola på. Kvinderne dækker alteret, og gudstjenesten begynder. Nogle af de indsatte læser bibelteksterne. To andre leverer musikken på guitar og elorgel. Og alle synger højt og lydeligt med på salmerne. Præsterne vælger hver søndag salmer, de fleste kan udenad. Salmebøger er også et gode, der ikke er penge til.
Jeg har fået overdraget prædikenen og fornemmer, hvad en af præsterne tidligere har sagt, at en mere lyttende menighed end i fængslet skal man lede længe efter.
Omkring halvdelen kommer frem og modtager nadveren. Stille og med stor andagt.
Det er tydeligt, at for disse mænd og kvinder er kirkens budskab et lys i mørket. Gudstjenesten varer præcis en time. Kl. 10 er det katolikkernes tur til at holde messe i den samme kirkesal. Nogle af dem står klar i den modsatte side af fængselsgården, da vi går ud.
Stort behov
Ingen penge
Efter gudstjenesten er vi inviteret til middag hjemme hos Theoderic og hans kone, .
Theoderic har tidligere arbejdet på en af kirkens døveskoler. Han var for nogle år siden et kendt ansigt i Madagaskar, idet han var den første, der på madagassisk tv oversatte til tegnsprog.
Nu er både han og hans kone studerende på SALT og drivende kræfter i arbejdet for at få startet kirkeligt arbejde i landets fængsler.
Ikke alle i den lutherske kirke kan se nødvendigheden af et arbejde i fængslerne. Men arbejdet har dog fået det blå stempel af kirkens ledelse, og man har oprettet en organisation, ”præstetjeneste i fængslerne”. Derimod er der ikke bevilget penge til arbejdet, der er helt afhængigt af, om den lokale præst vil tage det op.
I øjeblikket har man arbejde på syv af landets fængsler.
Vi mangler penge til det hele, fortæller Theoderic. For det første til det forkyndende og undervisende arbejde, bl.a. til salmebøger og til bøger, kuglepenne og hæfter til dem, der går til konfirmationsundervisning. I øjeblikket er der omkring 20 der går til undervisning. Når de når frem til konfirmationen, vil vi gerne markere dagen med en beskeden fejring. Også det mangler vi penge til.
Desuden vil vi gerne kunne bidrage med et tilskud til kosten, f.eks. ris. Medicin, sæbe og tøj er der også behov for. Vi ville også gerne kunne hjælpe dem med at lære praktiske færdigheder, eller helt elementært lære dem at læse.
Et andet alvorligt problem er, at når de sættes på fri fod, står de uden en øre på lommen. Hvis deres familie bor langt væk, har de ingen mulighed for at reje dertil. Og så er fristelsen til igen at begå kriminalitet stor. Kunne de få bare til en busbillet hjem ville det være af stor betydning.
Endelig er der udgifterne til det organisatoriske arbejde. Vi vil gerne have opbygget en struktur, så arbejdet ikke hænger på enkelte personers engagement. Med mellemrum tager vi ud til de steder, hvor kirken har et fængselsarbejde, for at se, hvordan det går, og give råd og vejledning.
Og så kommer opfordring nummer to:
Anden opfordring: Støt arbejdet!
Tænk, om en kirke eller en gruppe i Danmark kunne se det som en opgave at bidrage til kirkens arbejde i Madagaskars fængsler, siger Theodoric. Det ville betyde meget her. Vi vil meget gerne tage imod og vise vores arbejde frem, hvis sådan en gruppe fra Danmark kan komme herned.
Det var den anden opfordring. Også den er hermed givet videre til rette vedkommende.
Del en kommentar