Vi mærker det nu, hvor vi har sagt farvel til alle de mennesker, som vi i løbet af de knap tre måneder er blevet knyttet til og er kommet til at holde af. Vi ses vel aldrig mere. Men det, vi fået givet, og det, vi har haft sammen, slipper os ikke.
Sidste dag inden afrejsen blev én lang afsked. Først morgensamlingen i kapellet. Som det er skik når man på SALT tager afsked med besøgende, optrådte både det store blandede kor og mandskoret. Der blev holdt tale, givet gaver og gode ønsker. Det med at sige goddag og farvel til deres gæster er noget, de kan på Madagaskar.
Derpå i løbet af dagen korte besøg derhjemme af studerende og andre, som lige ville kikke ind og sige farvel.
Og så om eftermiddagen afskedsdagens højdepunkt.
Kvinderne i centrum
Ida havde for nogen tid siden foreslået, at kvinderne den sidste dag skulle vise de ting frem, som de havde fremstillet i det kreative værksted, hun har stået for. Kvinderne har været mere end lærevillige. Alle de ideer, Ida havde med – og en hel del flere – er blevet taget imod med begejstring. Også ideen om en afsluttende udstilling af de fremstillede håndarbejder, smykker og julepynt mm. tog de straks imod.
På forhånd havde Ida forestillet sig en beskeden udstilling, man kunne gå ind og kikke på og så gå igen.
Det skulle vise sig, at kvinderne havde mere ambitiøse planer.
Da vi mødte op til den annoncerede tid, var flere rækker stole stillet op foran den fint pyntede talerstol. En række borde var fint dækket, og andre borde i baggrunden blev brugt til udstillingen.
Vi satte os og ventede. En halv time efter sad vi stadig og ventede sammen med arrangørerne og en håndfuld andre. De mange tomme stole fik os til at tænke, at det her da vist var en fiasko. Vi havde glemt, at vi var på Madagaskar. Med en halv times forsinkelse begyndte studenter og lærere at strømme ind. Mens den første sang blev sunget, blev salen fyldt. Derpå var der taler af fakultetets leder, Lotera, af lærere, af lederen af kvindegruppen. Også Ida måtte – temmelig uforberedt – frem og sige nogle ord. Kvindegruppen optrådte med sang, og det samme gjorde de mindste børn fra vuggestuen, hvor Ida også har arbejdet. Ikke alle børnene brød sig om at stå foran så mange mennesker. Deres forskrækkede gråd var en alvorlig konkurrent til de mere modiges sang. Men klapsalver fik de.
Omsider blev der lejlighed til at gå rundt og se på udstillingen. Omkring de udstillede genstande var trængslen stor – og begejstringen ikke mindre.
–Det var fantastisk, sagde Lotera bagefter. Det fantastiske var nok ikke bare de udstillede håndarbejder, men lige så meget, at kvinderne i den grad havde ladet sig inspirere og selv havde vist kreativitet. Når de skal ud og være præstekoner ude i landsbyerne, vil de få brug for al den kreativitet, de kan opvise. Det fantastiske var nok også, at kvinderne her kom i centrum, mens deres mænd (der ellers er vant til at stå i forgrunden og føre ordet) var henvist til tilskuerrollen.
Hjemme igen kom endnu nogle studerende på afskedsvisit. Til aften havde vi inviteret Margot og Anastase til ”spis-de sidste-rester–middag”. Anastase er studerende, og hans kone Margot er et lille spinkelt menneske med et hjerte, der banker for de fattigste, og med en energi, en tro og en vilje, der trodser alle vanskeligheder. (Hendes historie og hendes kamp kunne fortjene en beretning for sig).
Det sidste kirkebesøg
Den første del af køreturen tilbage mod Antananarivo foretog vi sammen med to studerende fra SALT, et ægtepar og deres fem-årige søn. Uden for Antsirabe var vi inviteret på søndagsbesøg i den kirke, hvor de i et års tid var præstepar, inden de begge fortsatte de teologiske studier på fakultetet i Fianarantsoa.
Sammen kørte vi søndag morgen fra Antsirabe mod vest. Efter 15-20 km drejede vi fra vejen og befandt os på en klippe- og stenfuldt sti, der førte ind mellem den frodigt grønne bevoksning.
Langsomt humpede vores firehjulstrækker frem, mens folk, der med bibelen i hånden var på vej til kirke, trådte til side og vinkede til os. Fremme i kirken stod andre parat til at tage imod, hjerteligt smilende, tydeligvis glade for at få gæster så langt borte fra.
Præsidenten (menighedsformanden) førte os ind i kirken, hvor børnene var samlet til søndagsskole. Omkring 300 børn, som sang af hjertens lyst og lyttede opmærksomt, da jeg bragte en hilsen. Hilsenen blev oversat af vores rejsefælle, stedets tidligere præst.
Både han og hans kone var tydeligt rørt over at gense menigheden, og det var mærkbart, at folk her også var glade for at gense dem.
Af en eller anden grund blev gudstjenesten lidt forsinket. Ventetiden blev brugt til at synge én salme og så én mere og…
Da man var klar til at begynde, var kirken igen blevet fyldt, denne gang med voksne og unge. På nogle bænke foran i kirken sad de ældste. Alle sammen mennesker, der var mærket af et nøjsomt og slidsomt liv.
Egnen er frugtbar, men hver familie har så små jordlodder, at det ikke er nok til at brødføde en familie. Derfor må de indimellem prøve at finde arbejde som daglejere eller andet. I perioder har de det så småt, at de ikke har råd til at give præsten løn.
Igen blev jeg bedt om at bringe en hilsen. Og igen blev vi fra flere sider takket for at være kommet på besøg. (Tænk, om vi i Danmark skønnede lige så meget på at få besøg af fremmede!)
Efterhånden har vi vænnet os til, at gudstjenester tager tid. Sådan også her. Tre gange blev hele menigheden kaldt frem for at lægge penge i indsamlingskurvene. Den slags tager tid, når der er nogle hundrede, der går gåsegang op til alteret og tilbage igen. Imens sang kirkens kor.
Og så skulle der også være tid til et improviseret indlæg. Kirkens præsident meddelte, at en familie har været udsat for indbrud, og at man ville bede for dem. Præsten bad derpå fra alteret en længere bøn for ofrene for indbruddet og også for indbrudstyven, at der måtte komme en forandring i hans liv.
Efter tre en halv time var gudstjenesten forbi. Derpå var det tid at fotografere de danske gæster sammen med snart den ene og snart den anden, inden vi hilste af og gik ud til den tålmodigt ventende chauffør.
Og nu siger vi så Veloma, Madagaskar! Tak for denne gang!
Del en kommentar