Vi sidder stadig her ved den blå kirke. Drikker vores sorte Nescafé. Føler os efterhånden hjemme, men må erkende, at vi bare ikke kan forlige os med dagsrytmen hos de lokale. De lokale følger solens rejse over himmelhvælvingen: Vågner naturligt ved solopgang og dertilhørende hanegal; holder siesta ved frokosttid, når temperaturen når sit højeste – også hvis man er på fint landsbyvisit til et stort frokostbord, som vi oplevede det for nogle uger siden under Pchum Ben-festivalen, er der indkorporeret tid til en middagslur; øjnene er trætte, når solen går ned ved seks-tiden og mørket falder på.
Det er en anden rytme, et andet tempo. Hver dag har nok i sin plage. Tidshorisonten strækker sig fra måltid til måltid, som hver og ét er omfattende i forhold til dansk standard: Det indebærer altid kogning af ris, en tur på marked og ofte slagtning af en kylling, and eller sågar hund. Der er ikke noget med en hurtig skål havregryn til morgenmad eller en klapsammen med leverpostej på farten. Generelt eksisterer begrebet ”på farten” ikke hernede. Alting til sin tid.
En dame på byens markedsplads, som sælger de bedste, cambodjanske madpandekager
Bondekone, som antog os som værende doktorer.
Vi har været grebet af en stærk følelse af rastløshed, sågar skyldfølelse, over ikke at foretage os så meget, som vi ville gøre hjemme. Al den tid, som ikke bliver brugt på noget produktivt, er for os et spild – der er så meget, vi gerne vil nå at opleve – mens det for dem er yderst værdifuldt. Og mens de lokale bruger denne tid til småsnak, babypasning og decideret stirren ud i luften, tyer vi til hyggelige sysler som krydsord og romanlæsning. Vores adfærd går ikke ubemærket hen, og bliver sidestillet med stor viden og høje, akademiske uddannelser. I deres øjne er vi meget intellektuelle, og flere har sågar spurgt os til råd om forskellige smålidelser, de døjer med, i den tro at vi er læger. En bondekone kaldte os for doktorer, udelukkende pga. vores højde, hudfarve og engelskkundskaber. De bliver meget overraskede, når vi fortæller, at vi kun lige har færdiggjort vores gymnasietid.
Til tider er det svært, når vi møder disse mennesker i øjenhøjde, men hele tiden føler at der i baggrunden lurer en usagt glorificering og en snert af misundelse af vores velstillede baggrund, som for dem ville kræve mange generationers slid og slæb. Hvordan forklarer man for eksempel, at ens familie hjemme i Danmark ikke er stinkende rig, blot fordi de ejer et køleskab og vi i vores kufferter har et sæt tøj uden huller for hver ugedag hernede.
Nyslagtet hund
Slagtermester har gjort sig fortjent til hale og en kold Ganzberg-øl.
Selvom de beundrer den danske levevis, værdsætter og deles de om de få midler, de ejer. På trods af de trange kår, er den endeløse gæstfrihed og imødekommenhed overvældende. Den føromtalte hund blev for os det stærkeste symbol på dette. Til et familiebesøg i et fattigt bondehus, måtte en af familiens skravlede hunde spontant lade livet, da værterne havde forstået, eller nærmere misforstået, at vi meget gerne ville smage hund. Den blev flået, vasket, parteret, kogt og endte som en velsmagende sødlige suppe, med kokosmælk, citrongræs og røde myrer for et ekstra strejf af syrlighed til en fuldendt smagsoplevelse. Indvolde såsom tarm, lever og lunge serveres separat som man i Danmark ville anrette en grøn salat. Hund betragtes som et yderst delikat og eftertragtet stykke kød, så dette offer var en enormt gavmild gestus.
”If you want to be rich, stay in your country. But if you want to live the simple, nice life – settle down in Cambodia!” siger værten Krech Thy dagligt. Han er meget ivrig efter at give os den fulde oplevelse af landet og få os integreret. Han introducerer os for nye gloser, eksotiske frugter og anderledes mennesker, mens han lægger fremtidsplaner for, hvordan vi kan købe et par tønder land til dyrkning af bananer og slå os ned på naboens rismark. Dét må blive efter, at vi er færdiguddannede.
Det er trættende at være søn af en far, der har hang til en øl og hjemmebrændt risvin efter fyraften på den lokale bodega og suppekøkken.
På besøg i et nedlagt, fransk kasino fra kolonidagene på toppen af Bokor Mountain.
Fra venstre: Sokha, Net og Ratha, der tager et forfriskende bad i et vandfald
Uddannelse her er alfa omega. Medmindre man resten af sit liv har lyst til at sidde fast i det hus, man er vokset op i, må man give alt, hvad man har. Der er kun ét skud i bøssen. Det er forventet, at eleven med den lyse fremtid kommer hjem fra skole sent om eftermiddagen, og læser efter aftensmaden til klokken 23, får fem timers søvn og står op igen ved 4-tiden om morgenen og forbereder sig til den forestående skoledag, der tager sin begyndelse klokken 7. Det har Jeppe mærket gennem sin flittige værelseskammerat Sokha, der går i 12. klasse, svarende til 3.g i gymnasiet. Endnu ved han ikke hvad han vil herefter – måske studere jura.
Sokha tager hver dag afsted til ekstratimer i matematik, biologi, historie og engelsk. Hvor det derhjemme er de udfordrede elever, der må have ekstra hjælp end den, de offentlige skoler tilbyder, er det her en selvfølge. En nødvendighed faktisk. I Cambodja er der obligatorisk, gratis skolegang for alle, men pensum er bevidst begrænset. Det er tilrettelagt således, at det nærmest er umuligt at bestå sin eksamen uden at have måtte punge ud for privatundervisning andetsteds. Sådan tjener lærerne gode penge, og ufaglærts månedsløn kan for dem indtjenes på en enkelt undervisningsdag.
Navneleg med engelskholdet. Præsten Thy til højre.
De unge er tynget af et enormt økonomisk pres, så hver riel må udnyttes optimalt. Dette medfører en enorm lærevillighed og videbegærlighed blandt eleverne, som vi også mærker blandt vores helt små 10-12 årige engelskelever, som hver eftermiddag kommer i Sareouns hjem. I deres unge alder er de skræmmende bevidste om vigtigheden af at kunne engelsk, og skriver side op og side ned med noter i deres fine kladdehæfter.
Selvom vi forsøger at gøre undervisningen meget nede på jorden og uformel, kan vi godt mærke, at denne form er undtagelsen, der bekræfter reglen og fordommen om den sorte skole. Som i så mange andre asiatiske lande er børnene opdraget med ikke at tænke frit og kreativt og undlader at tage stilling og sige fra. Et andet sted lidt uden for byen, hvor vi har undervist nogle gange, er vi blevet mødt af noget, som kan lede tankerne hen på en hær: På kommando rejser 20-30 drenge og piger i konfirmationsalderen sig synkront fra bænkene bag deres pulte og i kor med høj stemmeføring hilser os: ”Hello mr. teacher, how are you mr. teacher?” Undervisningsformen er stavning af de sværeste, engelske ord på tavlen til skue for hele klassen, mens vi som dommere i et talentshow nikker eller korrigerer til stor utilpashed. Selv de alleryngste staver som en drøm, men kan hverken udtale ordene eller har nogen idé om deres betydning. Som noget helt nyt for dem øver vi fællessang og konversation med dem – de er vant til tavleundervisning, udenadslære og skriftlige øvelser. Når vi spørger dem, hvilke aktiviteter der er deres favorit, ligner de ét stort spørgsmålstegn: Det har de ikke taget stilling til. De gør bare, som der bliver sagt.
Vi læses ved!
Ida og Jeppe
