I den seneste tid her i Phnom Penh har vi mødt utallige stærke og inspirerende karakterer, som har farvet vores Cambodja-eventyr, og som vi i dette indlæg vil portrættere:
En fredag eftermiddag gik vi en tur i et gammelt kunstnerkvarter, hvor der bugnede med streetart, som smukt blomstrede frem på faldefærdige murværker. Området var for år tilbage en populær destination for backpackere, da det var centreret omkring den smukke Boeung Kak-sø. Men nogle regeringsmedlemmer med egne virksomheder havde en glubende sult efter at transformere området til et industrikvarter, så i 2008 blev en aftale pludselig indgået og området solgt til den private investor. Snart efter blev søen fyldt op med sand, trods utallige protester fra beboerne. Efterhånden blev de tvunget til at flytte fra deres hjem, da massive oversvømmelser, som en naturlig følge af opfyldningen, fik en del huse til at kollapse og vand- og elforsyningen til at bryde sammen. Beboerne blev tilbudt en ringe kompensation for tabet af deres land, som de efter regeringens udsagn ikke havde de retmæssige papirer til at være på.
Eksempler på nogen af de motiver, der pryder de slidte facader i Boeung Kak.
I Cambodja er det langtfra nogen ny sag, at den lille mands ejendom og rettigheder bliver udnyttet efter de store autoriteters forgodtbefindende, hvilket vi har fået øjnene op for gennem vores arbejde med en af Danmissions lokale partnere ACT (Alliance for Conflict Transformation). Her har vi bl.a. arbejdet med en rapport over, hvordan der også i landområderne langs den store Mekong-flod, hvor lokalbefolkningens ve og vel udelukkende afhænger af deres fiskeri og landbrug, er planer om at anlægge store kraftværker. Rapporten redegør for de store konsekvenser, dette vil have for naturen og dermed de mange landsbyboeres livsgrundlag. Industrialiseringen vil medføre, at indbyggerne vil blive fordrevet fra hus og hjem, da der ikke findes tilstrækkelige papirer til at bevise deres ejendomsret. I stedet er deres land nedarvet i generationer på traditionel vis, og de lever en simpel tilværelse med naturalieøkonomi og uselvisk ressourcedeling. De har ingen økonomisk kapital og vil derfor ikke kunne købe sig ind i et nyt sted at bo.
ACT arbejder for at skabe opmærksomhed på dette og mange lignende problemer, som udspilles i tavshed uden ofrenes samtykke og offentlighedens bevidsthed. De kæmper for at fremhæve de lokales stemmer, som alt for ofte drukner i de magtfulde instansers pengebegær og bureaukratiske tendenser.
Vannak (nederst) samt hans ven og kæreste (øverst), foran et par af hans værker.
For at vende tilbage til Boeung Kak-området, er det i dag et hyggeligt, men fattigt slumkvarter, da mange af de oprindelige beboere er flyttet tilbage. Her hersker en rolig og rar atmosfære, og vi faldt hurtigt i snak med kunstneren Vannak. Da han opdagede vores interesse for kunsten, kom han lidt forhutlet og genert med skuldrene trukket op om ørerne os i møde med et forsigtigt smil.
Vi mødte ham udenfor en nedlagt fabriksbygning, hvor han bor med sin kæreste og et par venner. Bygningen var camoufleret fra forestillingen om slum og fattigdom, da facaderne var prydet med hans egne og flere internationale kollegaers værker. Alle kvadratcentimeter er udnyttet. Stolt fortæller han om de forskellige motivers tilbliven og betydninger. Han startede sit kunstnerliv for 15 år siden ved at gøre brug af de forskellige farveafgivende genstande, han kunne finde på den omkringliggende losseplads, og har praktiseret kunsten lige siden. Han var et inspirerende møde og et levende eksempel på, hvordan kreativitet ikke kender nogen grænser og kan spire frem under selv de trangeste kår.
En dreng samler små metalstumper i det tykke lag skrald, der udgør fundamentet for hele landsbyen.
En anden person, der er vokset op med få midler, er pigen Channy på 22. Channy voksede op i en skraldeby med en utrolig fattigdom i udkanten af Phnom Penh, hvor familier lever i og af skrald. Mange tjener deres levebrød ved i nattens mulm og mørke at tage på rov ind til byens losseplads, hvor de samler plastflasker og aluminiumsdåser. Dem propper de ned i store sække, som de selv har syet sammen på slidte trædesymaskiner af gamle foder- og cementsække. Dagstimerne går med at sortere nattens høst, og når dagen er omme, kan en effektiv skraldesamlerfamilie have fyldt to enorme sække. Dem kan de sælge videre, så den endelige indtægt ligger på 1½ amerikansk dollar – under 10 kr. om dagen. Alle hjælper til: Børn, unge, forældre og bedsteforældre.
En kvinde syr gamle cementsække og presenningsstumper sammen til store sække.
Her fyldes sækkene op med de sorterede flasker og dåser af et par seje kvinder.
Channy tog os på en rundtur i området, som strakte sig længere, end hvad vi ved første øjekast ellers havde forestillet os. Selvom mange internationale hjælpeorganisationers opmærksomhed i længere tid har været rettet mod landsbyen, og mange mennesker allerede har fået støtte i form af husly, undervisning og bistandsydelser, er dårligdommen stadig stor. Channy, som var opsat på at vise os sit gamle hjem, ledte os hen ad smalle stræder, hvor der sporadisk lå ildelugtende vand i store pytter, affald og et par brugte kanyler, dér hvor de barfodede børn legede. De lavede sandkager, akkurat som danske børn ville gøre det i sandkassen i børnehaven. Da vi nåede frem til det skur, der tidligere havde udgjort hendes hjem, var hun alligevel overrasket over, hvordan rammerne var blevet udbygget med presseninger og blikplader, og nu rummede en stor familie og deres lille kiosk. Her kunne man købe billig øl og små kvadratiske poser med shampoo eller instant kaffe.
Turen endte dog her, da Channy ikke ville løbe den risiko at føre os dybere ind i kvarteret. Længere nede af vejen kunne vi se en midaldrende mand tåge rundt, mens han gjorde mærkelige fagter og råbte uforståelige ord – selv for en khmer – henvendt til den tomme luft foran ham. ”Vær forsigtig,” sagde hun, mens hun bad os om at pakke det dyre kamera væk og vende om. ”Der er mange stoffer i omløb i dette område. Her er farligt.” Det var tydeligt at se, at manden ikke kun havde indtaget øl den eftermiddag.
Om Cambodjas fattige områder har vi læst os frem til, at det kemisk fremstillede og stærkt vanedannende stof metamfetamin hyppigere end nogensinde før lokker unge mennesker i fordærv. En billig og effektiv bevidsthedsflugt for de i forvejen tyngede beboere. Stoffet, der på gadesprog går under navnet ice eller crystal, kan købes for under 5 dollars af helt ned til 12-årige børn, direkte fra deres hoveddør. Politiet har efter sigende sat ind i kampen mod de illegale stoffer, men da de store bagmand gemmer sig bag et fintmasket net af en masse sælgere og endnu flere købere, er det svært at arrestere mere end de laveste i hierarkiet.
Channy blev heldigvis i en tidlig alder opdaget af en lokal NGO, som tog hende, samt Channys søster og kusine, til sig og ud af det barske miljø. Hun kom i skole, hvor hun var en flittig elev, især i engelsk, hvilket har gjort, at hun i dag frivilligt underviser børn, der kommer fra samme område som hende selv. Hun er meget taknemmelig for de muligheder, hun står med i dag, og vil derfor give tilbage til dem, der har den virkelighed, som i dag er hendes fortid. Channy besøger desuden Danmark i de første tre måneder af det nye år som led i Danmissions Globale Fortællere-program – det er hun meget spændt på.
Selvom denne mand manglede sin venstre fod, havde han på kæk vis alligevel travlt med at pege fotograf Ida hen for at tage billeder af nogle kortspillende kvinder – småspil om penge er ikke velset, omend det forekommer hyppigt.
En skønhed i skraldet. Kvinden til venstre bor med sin familie på 10 medlemmer – herunder sin mor, som ses til højre – i et lille skur, hvor hun om dagen arbejder med at sy skraldesække sammen, mens hendes mand er tuk tuk-chauffør inde i byen.
En noget lignende historie finder vi en anden udsat del af Phnom Penh. Her har Johnny, en anden af de fire globale fortællere, åbnet en lille skole, som han havde inviteret os til at besøge en anden fredag eftermiddag. Skolen ligger i dét område, hvor han på et børnehjem selv voksede op som forældreløs. Skolen er ment som et bedre alternativ end den kriminelle løbebane, som de fattige børn i en tidlig alder kan risikere at ende ud i.
Når man først møder Johnny, er man ikke i tvivl om, at han foruden at være meget imødekommende og ydmyg er en mand med høje ambitioner og et lynende intellekt. Dette har skaffet ham en uddannelse som ingeniør, og da vi mødte ham, var han netop hjemvendt fra en konference i Kina som repræsentant for Cambodja. Især er han interesseret i matematik, hvilket han viderefører gennem sin undervisning – han er ikke er bleg for at lære børnene smartere, men uortodokse regnemetoder, som selvom de ikke er velsete i det traditionelle cambodjanske skolesystem, kan hjælpe dem i fremtiden til at tænke innovativt og selvstændigt. Eleverne, som er fra 3 til 12 år gamle, lærer alt lige fra personlig hygiejne, engelsk, moral og etik til computerprogrammering. Netop sidstnævnte ligger Johnny meget på sinde at hans elever får kendskab til, da det for børn fra en familie med få midler kan være en direkte genvej til universitet, som ellers ikke er omkostningsfrit. Johnny betaler selv en stor del af udgifterne for at få skolen til at løbe rundt, og ellers har han et par high school-elever til frivilligt at stå for den undervisning, som eleverne kan supplere den lovpligtige, men utilstrækkelige folkeskoleundervisning med.
Vi læses ved!
Ida og Jeppe
Vi får også tid til at se meget andet på vores rejse. Her ses en ung dreng i ringen, der skal til at kæmpe i disciplinen Pradal Serey, som er Cambodjas svar på thaiboksning.
Morgenfrisk munk på tiggergang i Phnom Penhs gader.
I den flydende landsby Kompong Pluk et stykke udenfor byen Siem Reap, stager en dreng rundt i sin båd mellem de oversvømmede træer.