Vi er nu velankommet i Cambodja, og er faldet godt til. Vi er ved at have fordøjet vores umiddelbare førstehåndsindtryk som vi i dette første indlæg på vores blog vil beskrive:
Den første store omvæltning, vi blev mødt med, var klimaet. Varmen, der sjældent bevæger sig under 30 grader, kombineret med luftfugtigheden, hvor det nærmeste vi kommer er saunaen i en dansk svømmehal. Vi sveder 24 timer i døgnet, og så snart vi har taget dét brusebad, der føles som det mest tiltrængte i vores liv, føler vi allerede behov for et nyt. Dette kan der ikke ændres på, så vi har så småt affundet os med det.
I Phnom Penh lufthavn blev vi mødt med 100+ nysgerrige blikke fra små cambodjanere, og derpå i taxi kørt igennem aftentrafikken, som må siges at være et kapitel for sig. Færdselsregler er ikke-eksisterende, det er trafikkens Vilde Vesten. Vejene mangler afstribning, og vigepligt er mildest talt en by i Rusland.
Dog er der fine fodgængerovergange over de større færdselsårer – men at respektere dem og lyskrydsene som trafikant er en anden sag. Grøn og rød betyder ikke det store udover at være en fin farve på en lygtepæl. Men på trods af dette tilsyndeladende kaos, har alting alligevel sin særlige orden. Her findes en hensyntagen sjældent set i den danske trafik. Man venter tålmodigt på at manden, der på vej hjem fra markedspladsen, som ved et uheld taber sin kurv med saltede muslinger midt i et trafikeret vejkryds, får samlet de sørgelige rester sammen. Eller også kører man udenom ham – en moto eller tuk-tuk kan klemmes ind på selv de smalleste steder. Der findes to regler i den cambodjanske færdselslov: Dythornet er til for at blive brugt, og kører dine medtrafikanter for langsomt – gas da blot op med hovedet under armen.
Udover de mange motos, består en stor del af trafikken i Phnom Penh af vulgært store og dyre firehjulstrækkere. Hovedsageligt ser man de asiatiske Toyota og Hyundai, men også et par importerede Ford, Chevrolet og BMW smyger sig ned ad de snævre gader og stræder. Kombineret med at der på hvert eneste gadehjørne enten står en desperat tuk-tuk chauffør, en madmutter med sin transportable bod med alskens særheder eller er et byggeri i gang, er kontrasten enorm. Et af de største chok for to velfærdsbørn var mødet med denne voldsomme kontrast mellem rig og fattig.
Selvom indbyggertallet i Phnom Penh ikke er langt fra det i København, virker byen her som en myretue i sammenligning. Det hænger sammen med, at folk konstant er på gaden, ofte hvor de blot sidder på fortovet på billige, røde plasticstole. Sludrende, dasende eller sågar sovende.
Udmattet moto-chauffør tager sig et lille hvil
En syerske på det labyrintiske Russiske Marked
En fiskerkone viser dagens fangst frem
Under vores ophold i flodbyen Kampong Cham et par timers kørsel nordøst for Phnom Penh, så vi en anden slags fattigdom. Her herskede et mere lige, men stadig meget fattigt samfund, hvor størstedelen af befolkningen levede af det, de selv havde dyrket eller fanget, ved at sælge det på byens markedspladser. Den på mange måder barske tilværelse smitter dog ikke af på de mange børn, som tilsyneladende upåvirkede løber rundt i skrald og vandpytter og leger. Selv de mest forhutlede voksne har overskud til et smil og gratis smagsprøver på eksotisk frugt og grønt.
Et af de utallige markeder i Kampong Cham, der ligger lige op ad Mekong-floden. Her fås alt fra stegte frøer til kogte hønsefødder
Overalt bliver vi også mødt med en iver efter at kommunikere med os, men det når aldrig rigtig længere end et indledende ”hello”, hvorefter de må bakke smilende og en anelse forlegne ud på grund af manglende ordforråd udi det engelske. Dog er de generelt gode til at hjælpe hinanden her: Der bliver ofte tilkaldt en mere engelskkyndig person, så kommunikationen kan fortsætte. Hvis man ligeledes henvender sig til den første den bedste tuk-tuk chauffør og har brug for et lift, bliver man også ofte peget hen til en anden, som ikke har haft stort med kunder denne dag.
Munken Sanghai viser sprudlende sit hjem frem
Når man først møder den unge Therevada-buddhistiske munk Sanghai i sin orange kåbe, bliver man grebet af en følelse af ærefrygt over at stå overfor en direkte personificering af noget så helligt og dedikeret, med sit kronragede hoved og tynde lemmer. Men lige så snart han overstadigt smilende og med strålende brune øjne begynder at fortælle på livet løs om livet i templet, bliver man overrumplet af hans jordnærhed, menneskelighed og varme person.
25-årige Sanghai har været munk i ti år, og viser med stolthed hele stedet frem – også hans lille, tætpakkede kammer. Han undskyldte forinden grinende sit rod, og viste sig igen som det (næsten) helt almindelige unge menneske med helt almindelige hverdagsproblemer, han er. På værelset, som han delte med to ni-årige munke, lå de før så hellige, orange klædedragter smidt hulter til bulter, side om side med halvlæste bøger om tør Dharma. Med et kæmpe smil viste han sine skatte frem: To laptops til at se henholdsvis boksning og fodbold, som tydeligvis var hans store passion, simultant. Da den omfattende rundvisning i tempel, skole, spise- og sovesal med videre var ved at være nået til ende, blev vi igen mødt med den cambodjanske gæstfrihed. Vi blev ivrigt inviteret til at spise frokost og blive længere i den lille munkelandsby i Kampong Cham, men måtte til hans undertrykte skuffelse afslå, da vi måtte videre.
Den ene af Sanghais værelseskammerater
Dagen forinden havde vi været sammen med ti af hans munkebrødre, plus ti Cham-muslimer og ti kristne deltaget i en religions-workshop, arrangeret af Danmissions partnerorganisation CLO (Continuing Learning Organization). Formålet var at skabe forståelse og dialog dimellem religionerne, særligt om begrebet tilgivelse. I Cambodja erkender omkring 95% af befolkningen sig til buddhismen, så de kristne og muslimske fællesskab er i stærkt mindretal. Særligt kristendommen er relativt ny i Cambodja, da den var ilde set under Pol Pot-styret, så de nykristne, der først og fremmest er førstegenerationskonvertitter, føler sig nødsaget til at kæmpe med næb og klør for at holde deres tro ved lige. Dette medfører ofte en ret radikal og tekstnær tilgang til Biblen. Derfor er en god snak over en kop kaffe og en passionsfrugt kærkomment i et land, hvor religion fylder meget i folks hverdag, og hvor nuancerne kan forekomme ret sort-hvide. CLO er en ret ny organisation, som arbejder på at udbrede budskabet om dialog, men det kan være en udfordring, når man hele tiden skal have religionsministeriets godkendelse for at få noget ført igennem.
Vi læses ved!
Ida og Jeppe