Vi har i et tidligere blogindlæg fremlagt livet på landet som rimelig stillestående og folkene derfra som generelt så tilfredse med tingenes tilstand, at det set med vestlige øjne til tider kan synes uambitiøst. Men som altid er der undtagelser, der bekræfter reglen – vi har mødt et par personer, som har trodset deres opvækst i de stagnerede provinsområder og er kommet langt videre, end det er tilfældet hos mange af de personer, som bliver tilbage i de vante, trygge rammer.
Denne mand fra Chhouk er fuldtidsbeskæftiget med at vaske sin ko én gang dagligt.
Da vi for en måneds tid siden boede blandt jævne, lokale folk i den lille flække Chhouk, blev vi en aften introduceret for en af præstens gamle kammerater – en mand ved navn Sophat. Han skilte sig ud, først og fremmest på sine glimrende formuleringer udi det engelske, men også hele hans væremåde: En afslappet, nonchalant og selvsikker mand. Sophat er en af Phnom Penhs større forretningsmænd, og har med sin blomstrende virksomhed forbindelser til hele verden. Han arrangerer alt fra visum til khmer-undervisning og gør det således let at være nytilkommen forretningsmand, som vil prøve lykken i den fremadstormende, sydøstasiatiske storby. På denne hans hjemmebane har vi efterfølgende mødt ham flere gange, hvor vi har fået et indblik i hans inspirerende historie.
Sophat siger, at hans kristne tro har haft en stor indflydelse på hans liv og succesfulde virke, og selvom hans virksomhed ikke har det fjerneste med religion at gøre, bruger han i det daglige alligevel bibelvers som en selvhjælp til store og små problemer.
35-årige Sophat på hans kontor i downtown Phnom Penh
Første gang han mødte kristendommen, var da hans fætter som nyuddannet præst forbandt de små husmenigheder i de små landsbyer, hvor Sophat selv er fra, i omegnen af Chhouk. Sophat var ikke overbevist til at starte med, men var alligevel nysgerrig på den nytilkomne religion i det buddhistiske samfund. Gradvist konverterede han og hans nærmeste familie, og kristendommen blev ham en stærk støtte, da hans forældre kort efter sin endelige tilkendegivelse gik bort. I de følgende år tog hans fætter ham til sig, da han flyttede ind i den nyopførte kirke i Chhouk, hvor vi selv boede under vores ophold. Ved at flytte fra det lille landsbymiljø, hvor uddannelse ikke rækker længere end til den utilstrækkelige folkeskole, blev en gymnasieuddannelse ham mulig. Sophat er født med en stor nysgerrighed på verden, og det var en uvant og givende oplevelse at kristendommen i Cambodja i høj grad påskønner og muliggør videreuddannelse. Efter gymnasiet var Sophat ivrig efter mere, så han flyttede til Phnom Penh, hvor han i de følgende fire år studerede på bibelskole. Han gik i tiden herefter med tanker om at blive præst og udbrede det kristne budskab, men ved nærmere eftertanke havde han fået blod på tanden af storbyens fart, og følte sig ikke rede til at flytte tilbage til det langsommelige, traditionelle liv i provinsen. Han valgte derfor at forblive i byen, hvilket har vist sig at være en god investering.
Thavry med den engelske version af sin bog, som er hendes fjerde udgivelse – forinden har hun udgivet tre børnebøger.
Et lignende eksempel er den unge forfatterinde Thavry Thun, som vi mødtes med på en café i Phnom Penh til en snak om hendes fortid og Cambodjas fremtid. Her til lands er hun meget oppe i tiden og lidt en superstjerne, idet hun som en af de første af sine landskvinder har udgivet en bog om netop dét at være kvinde i Cambodja. Bogen hedder ”A Proper Woman”, og selvom den lille paperback med det enkle sort/hvid-portræt af kvinden bag, ikke syner af meget, har den været verden rundt på diverse konferencer, foredrag og bogmesser. Hun er vokset op på en lille ø på landet i en fattig familie. Hendes forældre er uuddannede bønder, men har altid villet at det skulle være anderledes med hende. I hendes bog beskriver hun hvordan forventningerne til kvinder har været igennem tre generationer, og hvordan de Røde Khmerers regime i særdeleshed har dannet grobund for disse. Den generelle konsensus har i lang tid lydt, at en kvinde først i livet skal tages vare på af sine forældre, og siden, når hun har fundet sig en mand, tager han over. Kvinder er og bliver familiemennesker og bør nødig bevæge sig udover denne rolle.
Netra med sin kone Kim og deres søn Daniel
Forleden var vi på et kort visit tilbage til landet i Chhouk og besøge vores tidligere værter – heriblandt den unge Netra, som er far til Daniel. Vi spurgte en sen aften, hvor han stadig sad med sønnen på skøddet, hvor hans kone var. Der blev pinlig tavshed, og han svarede med blikket i jorden og en nervøs latter, at hun var på arbejde. Vi undrede os over den pludseligt ændrede stemning, så en af de andre mandlige tilstedeværende måtte rede trådene ud for os: Konen Kim har set sig nødsaget til at tage arbejde på en café inde i byen, da pengene i familien er små. Netra, manden i huset, har trods sin bibelskoleuddannelse ikke fundet noget videre fast arbejde udover enkelte spillejobs. At kvinden ikke kan nøjes med at gå hjemme virker til at være til stor skam for ham og til stor morskab for andre, da det ikke just er dét, der indgår i ægteskabsløftet.
Landlige og traditionelle kønsroller som disse, eksemplificerer Thavry ved at beskrive hendes egen families historie. Hendes mor voksede op under Pol Pot-styret og mistede i en tidlig alder sin far, grundet hans høje stilling som jurist. Efter regimets fald og farens død var familien fanget i en uvant fattigdom, som pressede Thavrys mor ud på arbejdsmarkedet, trods et brændende ønske om uddannelse. Thavrys mormor var fra en tid, hvor uddannelse var et stort privilegium, forbeholdt velstående mænd. Derfor blev Thavrys mor ikke bakket op i sit vidensbegær, som hun senere var opsat på at videregive til sin datter. Det ønske er heldigvis gået i opfyldelse, og i dag er Thavry et landskendt forbillede for andre unge kvinder – et forbillede, hun selv manglede under sin opvækst. ”I have received very positive feedback from a lot of Cambodian females, who can recognise themselves in my words,” siger hun. I danske øjne vil man betegne hende som en feminist, men det mærkat vil hun nødig have siddende på sig: Hun er af den opfattelse, at feminisme udelukkende omhandler kamp for kvinders rettigheder, mens hun med denne bog i stedet opfordrer alle, uanset køn, til at forfølge deres drømme og lægge sig fri af samfundets normer og forventninger.
Stemningsbilleder fra marked
Det er inspirerende at se personer som Sophat og Thavry bryde den sociale arv, men fælles for dem begge er også, at de på trods af en opvækst på landet aldrig er vendt tilbage dertil. Dette er en gennemgående tendens i Cambodja: De unge og begavede tager til storbyen for at studere, og efterfølgende slår de succesfulde af dem sig ned her. Imens bliver bønder og andre ufaglærte efterladt tilbage i den traditionelle livsstil. Det skaber en uligevægt, da de, som egentlig har de rette visioner, gåpåmod og vilje til at kunne gøre meget godt for de små provinser, i stedet grupperer sig i Phnom Penh og lader landlivet i stikken.
I vores samtale med Sophat kommenterede han på denne tendens, og omtalte “the leftovers”, som han kalder de tilbageblevne fra hans generation, med stor splittelse: På den ene side er han klar over deres vigtighed for at landet kan køre rundt – med knap 16 millioner mennesker, der spiser ris tre gange dagligt er der nødt til at være nogen der dyrker det. Også for kirkens overlevelse er det vigtigt at nogen bliver tilbage. Samtidig fornemmer man en snert af overlegenhed hos ham, over at være ham, som er kommet videre og ikke er nødt til at “stirre på hønsene dagen lang og høre risene gro,” som han udtrykker det. Vi fornemmer også at dette i grove træk opsummerer det generelle syn på det landlige liv.
En kvinde blandt næsten de næsten høstklare ris i Chhouk.
Som ung dansker er dette relaterbart, da dette i høj grad minder om det stærkt debatterede udkantsdanmark. På trods af at problemet synes meget større her i Cambodja, er det ikke på samme måde en anerkendt problemstilling, men ses tværtimod som en ren naturlighed. Vi synes dog tydeligt at kunne se konsekvenserne, idet at de på landet står tilbage med århundreder gamle traditioner og tankegange, som en naturlig følge af mangel på oplysning.
Imens har storbyen fuld fart på med selvstændige singlekvinder, bramfri bøssebarer og fremsynede forretningsdrivende. Som før beskrevet er kontrasten mellem land og by enorm, og den vokser sig kun større.
Vi læses ved!
Ida og Jeppe