Hjerterum i Phnom Penh

Hjerterum i Phnom Penh

Et tilbageblik på en uge, hvor vi for alvor fik et indblik i khmerernes levevis i storbyen samt en masse nye bekendtskaber.

Dette andet blogindlæg er skrevet til lyden af frøernes kvækken fra de våde rismarker, cikadesang og hundeglam. Vi er nu havnet i udkanten af landevejsbyen Chhouk i Kampot-distriktet, et par timers kørsel syd for Phnom Penh. Her er meget anderledes i forhold til hvad vi hidtil har oplevet.

Men først lidt om den forgangne uge, som vi har tilbragt på et kristent kollegie for unge universitetsstuderende, kaldet Living Grace Ministry Student Hostel. Her bor tyve kristne drenge og piger, som alle studerer én af Cambodjas tilsyneladende fire mulige universitetsuddannelser: Arkitektur og design, jura, økonomi og medicin. Eleverne bor fattigt men hjertevarmt, og vi blev mødt af nogle meget gæstfrie og ligefremme personligheder, lige fra den forvirrede pige Li Hour, over den Justin Bieber-elskende drengerøv Hokheng, til den lettere feminine og karikerede Samady. For os nordboere var den helt enorme kærlighed overvældende, og overskyggede tanken om de tre velvoksne rotter, der puslede i krogene, muselort i potter og pander og kæmpeedderkopper – i hvert fald efter dansk standard – på badeværelserne.

Det lille kollegie midt i Phnom Penhs fattige og snørklede gader, som næsten føltes som en lille landsby inde i millionbyen, blev hurtigt vores hjem.

Så slemt som her boede vi langtfra på det lille kollegium. En dreng passer på familiens kvæg midt i det muslimske kvarter – et af byens fattigste – under broen over en af floderne i Phnom Penh.

Første dag måtte siges at være overvældende: Vi ramlede hovedkulds ind i planlægningen af den følgende dags søndagsgudstjeneste til en lille aftenandagt, og derpå et måltid bestående af frøer, kogte kyllingefødder og gryderetter med mere knogle end kød – naturligvis med hvide ris til. Også den føromtalte søndagsgudstjeneste var en ret anderledes oplevelse, når man er vant til store, hvidkalkede middelalderkirker, der runger af højtidelighed og mangel på fremmøde.

Sy Hokheng i færd med at pudse sine lædersko, klar til endnu en arbejdsdag på onklens advokatkontor.

I det lille rum, der på én og samme tid fungerede som kirke, spise- og sovesal, overmalet med farvehandlerens billigste, mintgrønne farve og fyldt med de allestedsnærværende, røde plasticstole var der sang, dans og klappen mere eller mindre i takt til guitar- og trommespil. De unge menneskers inderlighed var meget dragende, med deres tårevædede øjne og arme strakt over hovedet, gyngende fra side til side. Helligånden var i huset.

En af de andre beboere på Living Grace Student Hostel

De unges gæstfrihed kom atter til udtryk, da vi samme aften var inviteret til deres fest i baggården. Anledningen var vores ankomst og deres kommende ferie grundet den forestående Pchum Ben-højtid. Her drager de på deres motos på timelange rejser til deres små landsbyer i provinsen, for at spise middag og være sammen med deres familier, som stadig er af den buddhistiske tro. Der blev kreeret en overflod af mad og senere danset uden hæmninger til sveden drev af os alle. Idet engelskniveauet blandt de unge khmerer varierede meget, var det en fornøjelse at blive mindet om, at smil og grin er et universelt sprog.

Den jurastuderende Li Hour med et køleplaster på panden for at modstå varmen

Det overraskede os, på trods af Cambodjas mørke og blodige fortid, hvor stolte de unge var af deres fædrelands kultur og traditioner, og de kunne underholde i timevis om farverige klædedragter, smukke konger, slowmotion-agtig nationaldans og fantastiske oprindelsesmyter. Vi kom lidt til kort, da vi tøvede ved spørgsmålet om hvordan det lige er, at Danmarks nationaldans er?

Ida, Sana (der tidligere på året var i Danmark i 3 måneder som Global Fortæller) og Samady

Samady

Udover at være dén dreng på kollegiet, der bedst mestrer det engelske sprog – som han i øvrigt har lært sig selv udelukkende ved at læse Biblen og sine universitetsbøger – bærer han også på en hjerteskærende, men her til lands ikke usædvanlig, historie. Som en af de yngste ud af en søskendeflok på 11, står den 22-årige dreng til at blive den eneste i sin familie med en uddannelse. Familiens store håb.

Samady fortalte, hvordan hans studie bliver finansieret af hans to yngste søstre, ikke ældre end 17 år, som arbejder hårdt på én af de mange outsourcede, kinesiske fabrikker, som skyder op i Cambodja pga. den urimelige – for khmerer, men for kinesiske og thailandske industrifyrster: attraktive – lave løn. Da han beskrev sin taknemmelighed og kærlighed til søstrene, blev hans øjne blanke. Til trods for de få midler, han har til rådighed, tøver han ikke med at betale for smagsprøver fra markedet, og er med sin sarkastiske humor en enorm humørspreder. Når man møder så tekstnære unge mennesker, der er så stærke i sin kristne tro, kan man hurtigt frygte en snert af homofobi. Denne fordom manede Samady dog hurtigt til jorden, der erklærer sig selv som homoseksuel og er ekstremt vellidt af alle kollegiets medlemmer.

En fantastisk og selfie-glad dreng, som vi i skrivende stund savner og mangler, og som vi håber, vi kommer til at se igen, når vi om tre ugers tid bevæger os tilbage til storbyens stress og jag.

Vi læses ved!

Ida og Jeppe

En lille pige med sin mor på arbejde i hendes pomelo-bod. Skudt under en aftentur gennem Phnom Penh.