Vi er nu kommet på landet. På Herrens mark. Vores veje er skilte, men ikke mere end hundrede meter: Ida bor hos præstinde, engelsklærer og mor til tre, Sareoun, mens Jeppe er flyttet ind i den lille, kobaltblå kirke overfor på et slags kollegium. Her bor der, foruden den unge præst Krech Thy og hans højgravide kone nogle unge bibelskolestuderende. Vi har boet knap en uges tid, og vi er så småt ved at føle os hjemme – på ny overraskes vi over vores tilpasningsevne, idet forholdene her er meget ulig de danske: Vi tager bad i en spand forsynet med regnvand, spiser ris tre gange dagligt og sover side om side med et hav af høns og deres nyudklækkede kyllinger. Igen må vi konstatere, at det ikke er de ydre rammer, der sætter begrænsningen for hjemmevanthed og tilhørsfølelse.
Tidlig morgen i Chhouk.
Ratha og Sokha foran deres kirke og kollegie, iført deres t-shirts fra Fillipinerne.
Krech Thy
Vi bor i den diametrale modsætning til Phnom Penh: De rødbrune grusveje er mere hullede end trafikerede, og man skal rejse godt ti minutter på moto for at nå byens marked. Den evindelige baggrundsstøj af motorlam, igangværende byggeri og småsnak er om morgenen byttet ud med ringen fra de magre, blege køers klokker og hanegal, om aftenen med lyden af frøer og cikader fra de oversvømmede rismarker.
Og at rismarkerne er våde, som de helst skal være her i denne regntid, og ikke tørre, som da vi ankom første dag, er lidt af et vidunder. Vi har haft nogle regnfulde dage, og for de mange bønder, hvis levebrød udelukkende afhænger af vejrgudernes gavmildhed, er hver dag med nedbør et lille mirakel i den usædvanligt tørre regnsæson.
En noget fordrukken dagdriver viser stolt sin buffalo-tatovering frem.
Der er ingen grænser for, hvad der kan fragtes på en moto – også en velvoksen gris på godt 70 kg
Børneopdragelsen her er noget anderledes end derhjemme
Sareoun kalder os God’s blessing. Hun siger, at det var os, der kom med regnvandet til de tørstende ris, og at det var Guds vilje. Og der må siges at være noget guddommeligt over vejret: Lynene slår skarpt ned over de grønne bjerge i horisonten og maler de tunge, grå skyer glimtvist gule, selvom bygerne kan komme fra selv den klareste himmel. Derfor giver det mening, at bøn spiller en så central rolle her i de små landsbysamfund. Vi beder bordbøn, beder for hinandes ve og vel, beder for at morgendagen må have barmhjertighed.
Mødet med så stærkt troende mennesker får naturligvis os til at reflektere over vores egen tro. Kristendommen, vi møder her, er meget anderledes fra den, vi ofte møder i Danmark.
Forleden søndag inden gudstjeneste havde vi en god snak med vores værter om netop kristendommen. Krech Thy startede alvorligt ud med spørgsmålet: “Do you believe God created the entire world with everything in it?” Her måtte vi tænke os godt om. Vi forklarede, hvordan vi egentlig hælder mere til Big Bang og evolutionsteori end Skabelsens syv dage. Forvirringen stod malet i deres øjne. Mens vi ledte efter ord for at forklare, at kristendommen for os og mange danskere mere dækker over et værdigrundlag baseret på næstekærlighed, ydmyghed og tilgivelse, snarere end en konkret verdensopfattelse, var tavsheden hos vores tilhørere så tyk, at man kunne tage og føle på den. Et svært emne.
Men de var åbne og nysgerrige, og efterhånden blev vores forklaring godtaget og stemningen lettede. Vi forstod, at vi kommer fra to vidt forskellige kulturer. Det er det skønne ved dialog.
En diskussion, som vi ofte har med kirkens anden præst og humørspreder Krech Thy, er spørgsmålet om, hvornår man er rigtig kristen: Vi forklarer hvordan kristendommen i Danmark er et bredt begreb, og man selv bestemmer, i hvor høj grad man dyrker den. Nogle er meget seriøse med kirkegang hver søndag og et aktivt foreningsliv, mens den for andre ubemærket er gledet lidt i baggrunden i tilværelsen, og anledningsvis findes frem til jul og påske, dåb, bryllup og begravelse.
Her erklærer Thy sig uenig, da det for ham at se er nødvendigt at have oplevet en såkaldt ”second birth” – det øjeblik, hvor man i en lykkerus fuldkommen ovverrumples af Helligånden og herefter ændrer hele sin livsopfattelse radikalt. En genfødsel, som alle kristne, vi indtil videre har talt med, har været igennem.
Thy er førstegenerationskristen, og for ham blev konversionen vendepunktet i hans liv. Når vi fortæller, hvordan vi som de fleste andre danskere er født ind i kristendommen, forstår han vores historie ved at sammenligne os med buddhismen i Cambodja: Her er der også mange kulturbuddhister, hvor dedikationsniveauet svinger meget fra person til person, men traditionerne holdes ved lige og budskabet er alment anerkendt.
”You cannot be born into Christianity – a real Christian has to give birth to himself,” siger han
Såvel som de respekterer vores traditionsbundne og fortolkningsåbne tro, får vi også en forståelse for deres store tiltro til at Gud altid ved, hvad der er bedst for dem. Gang på gang møder vi skæbner, hvis liv er blevet vendt fuldkommen op og ned i mødet med den kristne tro:
Sareoun med sin mindste søn
Sareoun
I dag har Sareoun tag over hovedet, gasblus, en mand, tre velfungerende sønner og fritgående høns i baghaven ved papayatræet, hvis frugter er de bedste, vi endnu har smagt af slagsen. Men sådan har hendes liv ikke altid set ud, og derfor er Sareoun et ekstremt taknemmeligt menneske. Når hun slår øjnene op om morgenen, takker hun Gud for sin drømmetilværelse.
Hun har aldrig kendt sin far, og i niende klasse gik hendes mor også bort, og efterlod en børneflok på 12, med Sareoun som den yngste. Hun voksede op hos sin søster, og beskriver selv tilværelsen som værende ”very, very poor”. Hendes taknemmelighed er inspirerende, idet hun hverken har rindende vand eller madras i familiens fælles dobbeltseng, som er placeret i det kombinerede soveværelse og hønsehus.
Sareoun beskriver, at hun altid var ked af det. ”All I do was cry and cry and cry,” som hun siger. Fortvivlet og håbløs. Mødet med Gud blev vendepunktet i hendes liv. Hun møder kristne mennesker, og får efterhånden en kristen omgangskreds. Hun begynder at komme i kirken og blive seriøs omkring sin tro – så meget, at hun starter på bibelskole i Phnom Penh. Her lærer hun det sparsomme engelsk, som hun er så stolt af i dag, og underviser landsbyens børn hver eftermiddag.
Som førstegenerationskristen her på egnen er hun meget stærk og passioneret i sin tro. En uvant oplevelse, da vi første søndag oplevede hendes prædiken, som var med tårer, trancelignende tilstande og voldsom gestikulation.
Hun fortæller os hver dag, at vi er gode mennesker. Fordi danskerne i mange generationer har tilbedt den ene, sande Gud, har vi medgang i livet. Hun tegner en sammenhæng, der siger, at procentdelen af kristne i et land er proportional med graden af velstand og lykke, og bruger det som forklaring på, hvorfor Danmark er så rigt og Cambodja så fattigt. Derfor brænder hun så stærkt for at få flere af de fattige landsbyboere med på den kristne vogn, da hun ser, hvordan tilbedelsen af den forkerte religion har fatale følger som fattigdom og sygdom. ”Let’s pray for them,” slutter hun.
Hvordan forklarer vi hende, at vores velstand for os at se ikke har noget med Gud at gøre, men blot har rod i verdens uretfærdighed?
Vi læses ved!
Ida og Jeppe
Bøn i kirken
Hyppige strømafbrydelser dræber ikke den gode stemning. Net med sin guitar og Jeppe.