Vi må i bagklogskabens klare lys erkende, at være blevet lullet i søvn af provinsens adstadige tempo; gensynet med storbyen Phnom Penh er efter tre uger i provinsbyen Chhouk en brat opvågnen.
Vi hæfter os ved, at vi ved første møde med hovedstaden særligt bed mærke i fattigdom og dårligdom. Men her ved vores gensyn er det en anderledes historie. Vi er tydeligvis blevet påvirket af vores tre ugers ophold på landet, idet at den fattigdom, vi først oplevede i Phnom Penh, ude i de små landsbysamfund blot er normalen. En generel levestandard. På landet er lighed og sammenhold befolkningen imellem stor, også selvom midlerne er få, så på en måde føler vi os hærdede overfor dårligdom.
Alligevel chokeres vi på ny over de kontraster, vi møder i storbyen – men hvor fattigdommen først skar os i øjnene, er det nu rigdommen, vi bider mærke i. De store, blankpolerede firehjulstrækkere virker endnu større, de høje skyskrabere og luksushoteller endnu højere, de vestlige mærkevarebutikker endnu mere malplacerede.
Eller for os virker de malplacerede, for egentlig hører de lige så meget til som alt muligt andet i Phnom Penh, som ligesom så mange andre asiatiske storbyer udvilkes med en så rivende fart, at det kan føles helt ukontrollabelt. Det står i stor kontrast til, hvordan den landlige tilværelse mange steder sidder fast i et andet århundrede, som mest af alt kan minder om noget, der er taget direkte ud af det danske frilandsmuseum. At et og samme land kan rumme huse af bambus, beklædt med palmeblade uden nogen former for elektricitet og samtidig luksuriøse Starbucks-caféer med forretningsmænd med de nyeste smartphones, klædt i dyre jakkesæt og kørende i endnu dyrere biler, overrasker os stadig.
Et tilbageblik på Chhouk. Her fejrer vi Sareouns mellemste søn Naras 4 års fødselsdag
Vi bliver grebet af en stærk uretfærdighedsfølelse, når vi ser så stærke kontraster side om side. Går man en aftentur langs Riverside, hvor byens pulserende natteliv er centreret, kommer denne for alvor til udtryk. Overalt ses unge piger i alt for korte kjoler og tårnhøje hæle, som tilbyder deres kroppe og midlertidige kærlighed for at tjene til dagen og vejen. Alt imens sidder pigernes klienter, personificeret som hvide, midaldrende mænd alene på en af de utallige turistspisesteder og drikker sig mod til nattens udskejelser. Det er først her ved floden, at vi fik øjnene op for den massive sexturisme, som desværre også er en del af Cambodja.
En fredag aften snakkede vi med en håndfuld engelske mænd, der ikke lagde skjul på, hvorfor de var kommet til Cambodja: ”We don’t know anybody here, so we dance like nobody is watching and do whatever we want,” lød det fra én af dem, mens han bestilte os hver en drink.
Senere på aftenen faldt vi i snak med en 18-årig ”worker of the night”, som hun titulerede sig selv. Hendes familie var flyttet fra provinsen til storbyen i håb om bedre. Nu var nattearbejdet hendes realitet. ”Are you happy here?” spørger Ida hende. Undrende svarer hun: ”A little happy,” med et skuldertræk. Den slags spørgsmål var hun ikke vant til at tage stilling til, og slet ikke på hendes vagter. Det blev kun til en kort samtale, for hun måtte ud og finde kunder, inden hun fik fri ved solopgang kl. 05. Det stærke møde med pigen, som kaldte sig Amy, satte mange tanker i gang. Det var tydeligt at se, at hun havde levet et hårdt liv, selvom fortiden var godt carmoufleret bag det smukke ydre, der kan blive dit i et par timer for en billig penge.
Det er en hård sandhed, men for os at se, er hun på mange punkter et symbol på sit fædreland: Udadtil tillokkende og eksotisk – med sine overdådige naturoplevelser, mystiske kultur og storbyer i fremgang er Cambodja et yndet mål for både turister, backpackere, forretningsfolk og opportunistiske entreprenører – men bærende på en tragisk fortid, som er svært at se ved første øjekast. Det er ikke let at forestille sig, at det ikke er mere end 40 år siden, at 1,7 millioner cambodjanere mistede livet under Pol Pot-regimet og hans Røde Khmerer. Og ligesom Amy sælger ud af sin krop, er Cambodja på mange måder også et land til salg. Især kinesere er interreserede i at investere i land, som kan udnyttes til mine- eller fabriksarbejde. Læs mere her.
En hyldest til den ældre generation
Vi får en dyb respekt og en stærk ydmyghed, hver gang vi møder et af de få ældre mennesker her i Cambodja. Det, de har gennemlevet, er svært for både os og yngre generationer at begribe. Det er dog også sjældent noget, befolkningen taler om. Det kan man ikke bebrejde dem. Man fornemmer en stærk fornægtelseskultur, som måske viser sig mere effektiv, end det med vestlig føle-efter-kultur kan lyde. Ved første øjekast kan det se ud som om, at Cambodja og dets befolkning har rejst sig forbavsende hurtigt. Men under overfladen lurer fortidens spøgelser endnu, hvilket især til udtryk i en utrolig voldelig familiekultur. En rest fra et voldeligt regime. Under regimet, som var imod alle former for intellektualitet, selvstændighed og religion, blev omkring 80.000 buddhistiske munke slået ihjel, og dermed blev en hel generation af lærere i etik og moral udraderet.
Også politisk er der nogle ting, der den dag i dag hænger ved. Det har vi snakket med de unge på dormitoriet i Phnom Penh om, som frustreret må se til, mens den nusiddende premierminister bliver genvalgt gang på gang. Premierministeren har i særdeleshed sin vælgerskare blandt den ældre generation, da han som person har fået tildelt æren for de Røde Khmerers endeligt, på trods af hans fortid som højtstående officer i selvsamme fraktion. Samtidig frygter de, som har oplevet Pol Pot-regimet – forståeligt nok – det nye, og foretrækker det velkendte og trygge nuværende regeringsparti CCP (Cambodian People’s Party). Et nyt regeringsvalg finder sted til næste sommer, og derfor ses CCP’s skilte overalt i landet. Der er til gengæld langt imellem valgplakaterne for oppositionspartiet CNRP, Cambodian National Rescue Party. Valgforberedelserne til næste års valg er nemlig skudt i gang, hvilket for nyligt betød den bratte lukning af flere regeringskritiske aviser og fængsling af CNRPs politiske leder, pga. en mulig forbindelse til USA. CPP virker tydeligt panikslagne over oppositionspartiets voksende befolkningsopbakning – ved kommunalvalget sidste år fik de næsten halvdelen af stemmerne.
Da vi for nyligt blev indvolveret i Danmissions samarbejde med nationale partnerorganisationer, er vi blevet gjort opmærksom på, hvor meget dette kommende valg fylder. Valget, som i mange situationer er en elefant i rummet, gør at man som organisation, der deltager i sensitive aktiviteter, f.eks. skovbeskyttelse, rettighedsoplysning, etniske fredsforhandlinger og religionsdialog, må træde varsomt. Dette virker for to unge som os fra et land med så stolt og stærkt debatteret en ytringsfrihed meget uvant.
I vores samtale med de unge kristne på dormitoriet forleden snakkede vi med Samady om hans forældre. De levede under Pol Pot-styret 1975-79, og de blev tilmed gift under disse forhold. Det foregik ved at ugifte mænd og kvinder stillede sig op i rækker og derpå tilfældigt blev sat sammen i par. Samady fortæller, hvordan hans forældre først ikke elskede hinanden, nærmest ikke kendte hinandens navne, men at spioner overvågede dem, så de var nødt til at opføre sig ægteskabeligt for ikke at komme i klemme. Samady forsikrer os om, at de i dag elsker hinanden, og at de selv efter 40 år og tilfældig pardannelse stadig er sammen.
Lyda, iført aftenens syvende og sidste kjole, med sin mand til deres bryllup
Derfor var det en meget følelsesladet og overvældende oplevelse, da vi i lørdags deltog i den kvindelige regnskabs- og administrationsleder i CLO (Continuing Learning Organisation, en af Danmissions partnerorganisationer), Lydas bryllup. Lyda har trods sin traditionelle buddhistiske families vilje konverteret til kristendommen og har altså nu giftet sig med en kristen mand af ren og skær kærlighed. En kærlighed, der bliver meget tydelig i lyset af kontrasten mellem nutiden og den nylige fortid, som Samady invier os i.
Vi læses ved!
Ida og Jeppe
Pitstop på vej til bryllup
