Nina Olsen Lauridsen og Jacob Linnemann Andersen

Nye træer og stærke rødder

Mine blå mærker fra de mange bumpede køreture er efterhånden forsvundet. Og jeg har forbavsende hurtigt vænnet mig til igen at have adgang til rindende vand, bad og toilet.

På dette tidspunkt i sidste uge forholdt det sig noget anderledes. Da var vi så småt ved at afslutte en tur et godt stykke ind i den store Prey Lang-skov, hvor vi havde overnattet to nætter, mens vi i dagtimerne bevægede os endnu længere ind i skoven. Vi skulle ud at plante træer på nogle af de mange tomme pletter i skoven, hvor ulovlig skovhugst har stukket sit grimme, svedne ansigt frem.

Jeg har efterhånden deltaget i en lille håndfuld træplantninger her i Cambodja. Men jeg må nok indrømme, at denne var (træ-)kronen på værket. Kronen, fordi vi denne gang var knap 140 personer af sted; fordi vi havde medbragt hele 2.000 træer som skulle udplantes; fordi deltagerne havde så mange forskellige baggrunde; og fordi vi her virkelig fik at se og føle, hvad det er for et skovområde vi støtter de lokale i kampen for at bevare.

Først med bus og så med ko-maskine
Men først skulle vi frem til lejrpladsen. Det var en hel ekspedition i sig selv. Vores lejr lå omkring en dagsrejse nord for hovedstaden Phnom Penh, i Kampong Thom-provinsen. Først med bus, så overnatning i telt på plænen foran den lokale skole i en lille landsby, efterfulgt af yderligere transport.

Denne gang i grupper af seks-otte personer på ladet af en primitiv anhænger til et lille, men stædigt og godmodigt traktorlignende køretøj. Goh-yun kalder cambodjanerne den. Det betyder noget i stil med ko-maskine, og den fungerer da også upåklageligt som trækdyr i stedet for en vandbøffel eller to. Den arbejder bare en lille smule hurtigere. Den brummer noget højere, og lugter måske lidt mere af benzin end den typiske vandbøffel.

Et par af vores goh-yuns (ko-maskiner) på vej ind i skoven. Stien her er en bred og flad  boulevard sammenlignet med nogle af de steder vi senere skulle passere. Så det var med at holde godt fast og dukke sig, når skoven langede stikkende og krassende lussinger ud til os. Det gjorde den ret ofte.

Et par af vores goh-yuns (ko-maskiner) på vej ind i skoven. Stien her er en bred og flad  boulevard sammenlignet med nogle af de steder vi senere skulle passere. Så det var med at holde godt fast og dukke sig, når skoven langede stikkende og krassende lussinger ud til os. Det gjorde den ret ofte.

I skovens dybe fred og fordragelighed
Formålet med turen var dog ikke kun at plante træer. Den underliggende læring med turen var at vise deltagerne, at man sagtens kan arbejde sammen med folk, som har en anden baggrund og tro end en selv. Man kan spise sammen med dem, bade sammen med dem, danse og more sig med dem. Og man kan sågar sove sammen med dem – i telt eller i nabohængekøjen.

Det gælder for kristne, buddhister og animister; det gælder folk fra byen og folk fra landet; det gælder folk fra forskellige organisationer; og det gælder folk fra forskellige lande. På denne tur var vi en god blanding af det hele, men selvfølgelig langt flest cambodjanere.

Fokus var især på mødet mellem folk med forskellig religiøs baggrund. I Cambodja kan forskellighed være årsag til konflikt og fremmedgørelse. Det gælder også for de forskellige religiøse grupperinger i samfundet.

Sådan forholder det sig i mange, hvis ikke de fleste lande. Og altså også  her i Cambodja. Men blot fordi det er en mere eller mindre evigt tilstedeværende udfordring, betyder det ikke, at man ikke skal gøre noget ved det. Tværtimod. Og her kommer Danmission og ikke mindst organisationen Peace Bridges ind i billedet.

Peace Bridges – at bygger broer af fred og forsoning
Danmission arbejder sammen med den lokale organisation Peace Bridges. Organisation er baseret på et kristent grundlag, og de ansatte Peace Builders underviser blandt andet i ikke-voldelig konflikthåndtering og forsoning. Som Chanmony – eller Mony som han bliver kaldt,  er en af de ledende kræfter i organisationen. Han forklarer, at religion ofte spiller en rolle i forhold til konflikter.

Buddhister udgør langt den største del af befolkningen ofte i kombination med en eller anden grad af animisme – hvor alt, også planter og dyr – har en form for ånd eller sjæl. Kristendom er til gengæld stadig en ganske ny og fremmed ting for de fleste cambodjanere. Under 5 % er kristne. Nogenlunde samme andel gælder andelen af muslimer i landet.

Mony oplever, at kristne, som tidligere har være buddhister eller animister, har en tendens til at lægge ret stor afstand til elementer fra deres fortid, som kan have mindst lige så meget rod i kulturelle traditioner som i en egentlige religiøse spørgsmål.

Ny tro skal ikke betyde nye konflikter
Skiftet til en ny tro, kan have den effekt at tidligere familiemedlemmer, venner, kolleger og naboer pludselig kan have sværere ved at tale og forstå hinanden. Hvilket i sidste ende kan lede til forskellige former for konflikter.

Oftest foretrækker folk at holde sig til folk med samme tro og baggrund. Det ser vi jo også i Danmark og de fleste andre steder. Lige børn har ofte lettest ved at lege sammen. Men Peace Bridges arbejder via forskellige metoder og workshops med at vise cambodjanerne, at det ikke behøver at være sådan.

De viser ikke bare, at der skal være plads til forskellighed, de viser også, at selv om der opstår konflikter, er det vigtig at løse dem og søge forsoning i stedet for at eskalere en konflikt. Og det gælder uanset om konflikten har baggrund i religion, traditioner eller noget helt tredje.

Mony fra Peace Bridges, Danmissions partnerorganisation, er ordstyrer da deltagerne deler de-res oplevelser og erfaringer fra turen med hinanden.

Mony fra Peace Bridges, Danmissions partnerorganisation, er ordstyrer da deltagerne deler deres oplevelser og erfaringer fra turen med hinanden.

Mony, forklarer, at Peace Bridges lærer folk at være mere åbne og forstående over for andre. I bund og grund hvad der svarer til at elske gud og til at elske sin nabo eller sin næste. I modsætning til den typiske cambodjanske tilgang ”øje for øje, tand for tand,” som typisk ikke stopper der men i stedet  fortsætter, så endnu et øje ryger. Og endnu en tand. I en ond spiral.

En rystende skovtur – sammenrystende
For Peace Bridges skal næsten/naboen opfattes så bredt som muligt. Så det at elske sin nabo er at have respekt for og hjælpe alle, både mennesker, dyr og natur i det hele taget. Og netop derfor fungerede vores træplantningstur ude i skoven på flere niveauer:

Kristne og buddhister spiste og sov sammen, selv om de normalt ville opholde sig adskilt fra hinanden; folk fra menneskerettighedsorganisationer og naturbeskyttelsesorganisationer plantede træer sammen, selv om de normalt ville arbejde for hver deres egen sag; danskere og cambodjanere og australiere grinede og dansede sammen, også selvom vi absolut ikke forstod alt hvad der blev sagt eller grinet af.

Og alt sammen var det med til at vise deltagerne, at vi for det meste har langt mere til fælles end det, der skiller os ad; at det er mere givende at fokusere på det konstruktive i at arbejde fredeligt og fordrageligt sammen, end det er at eskalere ikke-fredelige konflikter.

Det er en fremadrettet og konstruktiv tilgang, der i allerhøjeste grad er brug for blandt Cambodjas civilbefolkning i disse tider, hvor ansvaret for en positiv udvikling af landet synes at ligge på deres skuldre. I hvert fald hvis udviklingen skal ramme bredt og ikke være begrænset til en snæver elite, som det på nuværende tidspunkt er tilfældet.

Det er en lang og sej kamp, hvor først den enkelte persons tilgang må ændres, før han derefter kan begynde at påvirke sin familie og sine naboer. Ikke desto mindre er det målet med Peace Bridges arbejde, at det vil ske, og at den lange, ujævne vej vil være den mildest talt ukomfortable tur værd.

At arbejdet med den enkelte vil have en afsmittende effekt som ringe i vandet. Eller som skrøbelige rødder på nyplantede træer, der langsomt vokser sig stærkere og stærkere, og forhåbentlig til sidst genskaber den skov, som så brutalt er blevet fjernet.