På vej, fordi de mennesker som Danmission og Danmissions partnere hjælper og støtter i Cambodja, og som jeg nu er kommet ud for at arbejde både for og med, også er på vej. Derfor er På Vej da også temaet for årets Konfirmand Aktion, som netop beskæftiger sig med Cambodja, og som derfor også kommer til at blive en del af min vej.
På Vej er desuden også titlen på den film, der er blevet lavet for at beskrive de voldsomme udfordringer, som de lokale cambodjanere der bor i og omkring Prey Lang-skoven lever med.
Se filmen “På vej” fra Prey Lang
I fællesskab med lokale samarbejdspartnere arbejder Danmission for at hjælpe disse mennesker, blandt andet gennem fredelig konflikthåndtering og ved at give dem bedre midler til at registrere de ulovligheder, der bliver begået imod dem. Det er alt sammen problematikker og udfordringer, som jeg får helt tæt ind på livet de kommende seks måneder.
Og så også på vej, fordi en af de første ting der har slået mig efter at være landet herude, netop er nogle af de ting der foregår på vejene – måden man kommer omkring og midlerne til at gøre det.
Brikker til et puslespil
Men ”på vej” er som sagt hvad jeg har været de sidste efterhånden mange uger. Til Cambodja. Et land jeg stort set ikke kendte noget til, andet end hvad folk fortalte mig, og hvad jeg så ellers har kunnet læse mig til i bøger og på nettet.
På et tidspunkt fik jeg mulighed for at kigge lidt i Danmissions store billedarkiv. Et digitalt arkiv der stadig vokser i takt med, at frivillige hos Danmission får kategoriseret, scannet og arkiveret de tusinder og atter tusinde billeder, som i tidens løb er blevet taget af missionærer og andre udsendte.
Der viste sig at være en del billeder fra Cambodja. Der var billeder af mennesker, bygninger og steder, som jeg ikke genkendte, og som det derfor var lidt svært helt at relatere til, men fælles for dem var, at de billede for billede – eller brik for brik – var med til at sætte min fantasi i gang og gøre mig endnu mere spændt på rejsen, end jeg var i forvejen.
Sådan transporteres en gris
Særligt ét billede brændte sig af mærkværdige årsager fast på min nethinde. Billedet øverst i indlægget. Måske fordi billedet, hvor mærkeligt det end var, alligevel havde et element, der var let for mig at relatere til: det var nemlig et billede af en gris. Og dem har vi jo trods alt en del af i Danmark.
Så der var altså noget genkendeligt på billedet. Og så alligevel slet ikke. For grisen lå snøret fast på en knallert, liggende på ryggen med alle fire ben ud til siden, og ifølge billedteksten var grisen beruset. Lige som grisepjokket i Emil, tænkte jeg. Hvor sødt.
Men jeg tænkte også, at det var en lidt speciel form for svinetransport, som jo nok aldrig var gået an hjemme i Danmark. For der ved vi jo nok, hvordan svin skal transporteres. Eller det vil sige, vi transporterer dem i hvert fald anderledes.
Grise bliver stadig fragtet rundt som den berusede gris på billedet i toppen. Staklen hér spottede jeg på en tur til området omkring byen Kratie, der ligger ved Mekong-floden nogle timers kørsel nordøst for Phnom Penh.
Nu hvor jeg så er ankommet og så småt ved at have fundet mig til rette i hovedstaden, Phnom Penh, skal jeg da så ellers lige love for, at der er mange ting vi – eller måske de – gør anderledes. Alt, er jeg faktisk lige ved at tro.
Travle bier på hjul
Endnu et eksempel, igen relateret til vej- og transporttemaet, er trafikken og måden man kommer omkring på. Her er ingen fortove, så kun i meget begrænset omfang kan man bevæge sig rundt til fods. Til gengæld er her masser af to- og firehjulede måder at komme rundt på.
Stort set hver eneste person her i byen lader til at have en scooter eller motorcykel; de mere velstillede har biler (nogle har endda meget store biler – man kan undre sig over, hvordan de har fået råd, men det er en anden historie), og så er der endelig også scootertaxierne (tuktuk’er), der ræser rundt blandt de alle de andre trafikanter.
Og kodeordet er her ”blandt” eller måske snarere ”blandet”. For det der med færdselsregler, vigepligt, signalering når man svinger osv. det bruger vi ikke rigtig her. Alt foregår i en stor pærevælling, hvor man fletter ind og ud mellem hinanden, man kører imod trafikken, indtil man vurderer, at det er til at krydse over i den, trods alt, rigtige side; man fylder langt flere folk på hvilket som helst køretøj end oprindeligt tiltænkt – der kan for eksempel sagtens sidde tre på en scooter. Og mange bruger hverken hjelm eller sikkerhedssele.
Kunne man se det ovenfra, er jeg sikker på, at det til forveksling ville ligne en stok flok myrer i noget der umiddelbart ikke kan kaldes andet end kaos. Eller måske snarere bier – for trafikanterne summer løs. Men kun meget sjældent bliver de arrige og stikker. Og det er meget anderledes end derhjemme. Og når jeg befinder mig midt i det hele, så lader det faktisk til at fungere. Måske fordi trafikken aldrig rigtig helt glider, og tempoet derfor heller aldrig bliver rigtig højt.
Eller måske fordi cambodjanerne ikke har – eller i hvert fald ikke kender – deres ret og måske derfor heller ikke har så travlt bag rattet eller styret med holde på netop dén ret og med at bande og svovle over de bøller, der skulle være så vederstyggelige at forbryde sig imod den.
Nå, nu kom jeg vist ud ad et sidespor. Dem kommer der sikkert mange flere af, så tilbage på sporet med mig igen.
Jeg er nu ikke længere på vej til Cambodja men rent faktisk ankommet. Og jeg skal nu til at bevæge mig rundt i landet. På min vej kommer jeg forhåbentlig til at møde mange af de cambodjanere, som Danmission arbejder sammen med og for. Og forhåbentlig også mange andre. Det glæder jeg mig til.
Jeg ville have sluttet af med nogle kloge eller smukke ord på khmer (cambodjansk). Men det rækker mit ordforråd desværre ikke til endnu. Jeg er dog sikker på, at det også nok skal komme. Hen ad vejen.
Del en kommentar