Køkultur i Arusha

Arusha er en by i vækst. Ved seneste opgørelse i efteråret 2012 passerede byen 500.000 indbyggere og tanzanias præsident kunne ved et af sine besøg I efteråret udnævne byen til “Arusha City” som er niveauet over “Arusha Town”. En foreslået kommunesammenlægning med et par omengskommuner, som ville gøre byen endnu større, blev dog afvist, da der ikke er tilstrækkeligt bebygget i omegnen af byen, som er steppe eller bjergland.

 

Vi bor ude på landet 15 km fra centrum for enden af en rød støvet/mudret grusvej omgivet af kaffemarker for foden af Mount Meru. Her uden for byen ligger husene ikke så tæt at de kvalificerer til hverken City- eller Town-betegnelsen. Men også herude i forstaden Kisongo er der hektisk byggeaktivitet. Flere huse skyder op og nede ved hovedvejen (3 km fra vores hus) er der lagt fundamentet til indkøbscenter mellem den internationale skole ISM og den halv færdige tankstation. Flere naboer vi taler med, siger at om fem-ti år er alle kaffemarker bebyggede og opslugt af Arusha City. Magneten for de hvide tilflyttere og andre medlemmer af den voksende tanzanianske middelklasse er helt klart ISMs Arusha Campus, som nu får indkøbscentret til nabo. Vi føler os meget privilegerede at både Ingrid, Jonas og Nikolaj kan gå på den skole, som ligger så tæt på hvor vi bor.

 

Så der er mange mennesker i Arusha, og det giver som i enhver anden storby køer i trafikken og på de offentlige kontorer og i banken. Masaiernes kvæg blander sig også på de store veje, men mest når man kører ud af byen. Særligt på skattekontoret: TRA, som står for Tanzania Revenue Authority, er der en veludviklet køkultur. I Arusha ligger TRAs afdeling i en centralt placeret moderne bygning i flere etager hvor kørekort og bilregistrering klares i stueetagen, mens skattekort og andre sager klares højere oppe. Det er vel det nærmeste man kommer på Borgerservice – til gengæld uden nummersystem. Så her er lange køer og der kræves en del tålmodighed, når man som jeg skal have skiftet kørekort fra mit internationale til et lokalt tanzaniansk.

 

Snakken går blandt de over 100 ventende som har fordelt sig i køer til de seks forskellige kontorer. Humøret er højt og forskellige forsøg på at komme foran i køen bliver afvist med store smil. Der er få siddepladser i lokalet, men det er tilladt at bruge dem efter aftale med naboerne i køen.

 

Den kinesiske gæstearbejder, som står bag mig har jeg vekslet et par ord med. Vi er her i samme ærinde, men han både sin kinesiske chef og en lokal kollega med. Så kan de fordele sig i køerne og få bragt de nødvendige fotokopier fra den lille bod på den anden side af gaden. Han kender Mærsk, shipping firmaet, men ellers ved han ligeså lidt om Danmark, som jeg ved om Kina.

 

Sidst jeg var her havde jeg også en hjælper. Martin, som er englænder, men er flyttet hertil fra nabobyen Moshi, hvor han boet de sidste 40 år, hjalp mig til at betale registreringsafgift på Danmissions bil, så det kun tog en formiddag. Han klarede bankkøen, mens jeg ventede på at få taget fingeraftryk, som er nødvendigt når man skal have hvad der svarer til et CPR- eller SE-nummer – i Tanzania hedder det et TIN-nummer.

 

Til kørekort er der også brug for fingeraftryk, men her i stueetagen er der opstillet fire maskiner til biometri, imodsætning til den ene maskine som betjener alle Arushas iværksættere og bilkøbere på etagen ovenover. Det er også nogle dyre apparater – så dyre at det danske konsulat her i byen ikke har råd til et, hvorfor pas udstedelse skal foregå ved ambassaden i Dar Es Salaam eller Nairobi i Kenya. Men mere derom en anden dag…

 

Jens Kaaber Pors