Velkommen til Phnom Penh

Den første dag i Cambodjas hovedstad har budt på en stærk og bevægende påmindelse om landets voldsomme historie i 1970erne.

Velkommen til Phnom Penh

Det er min første hele dag i Cambodjas hovedstad Phnom Penh, efter at jeg ankom hertil med flyveren i går formiddags. Om et par dage skal jeg i selskab med en større gruppe mennesker køre dybt ind i Prey Lang-skoven på bagsmækken af en motorcykel. Her skal vi møde medlemmer af Prey Lang Community Network som Danmission sammen med Københavns Universitet støtter i deres arbejde for at bevare skoven og bekæmpe ulovlig skovfældning.

Men inden da har jeg lige et par dage til at lande på mine ben og komme over det værste jetlag, og det bliver til lidt sightseeing her i Phnom Penh. Og hvad er mon det første man tager ud at se her i Cambodjas hovedstad? Havde det nu været København, så havde svaret nok været Rundetårn, Tivoli og Den lille Havfrue, måske ledsaget af en hyggelig kanalrundfart. Helt så fredeligt blev det ikke at komme til Phnom Penh. “Jeg vil foreslå at du tager ud og ser Killing Fields og torturfængslet S-21”, skrev Nina, den danske hotelværtinde til mig da jeg spurgte hende om råd i sidste uge. Nå ja, og så det kongelige palads.

Jeg lagde blidt ud med det kongelige palads i går eftermiddags efter et par timers søvn. Smukt og fredeligt, lige rundt om hjørnet. Ikke noget foruroligende ved det. Men i dag gik turen så til de to store mindesmærker fra rædselsperioden med Pol Pot og de røde khmerer, S-21 og Killing Fields.

Torturfængslet S-21

S-21 var et af mange forhørsfængsler under Pol Pot-tiden, indrettet i et tidligere gymnasium. Tilsyneladende et smukt og fredfyldt sted bestående af en række bygninger omkring en gårdhave med træer og græs. Men inde i bygningerne får man vist og fortalt hvad der foregik på dette sted i årene 1975-1979, mens de røde khmerer var ved magten i landet. Tusindvis af mennesker, mænd, kvinder, børn, gamle, unge blev bragt til denne bygning hvor de blev lænket til gulvet ved siden af hinanden eller i små celler bygget op med rå mursten i de gamle klasseværelser. En for en blev fangerne udsat for systematisk tortur i alle afskygninger, nogle i mange måneder, indtil de skrev under på en tilståelse, fx om at være agenter for CIA eller KGB – organisationer de ofte knap nok havde hørt om. Når tilståelsen var i hus, blev de henrettet, mange af dem på Killing Fields, en halv times kørsel derfra.

Kun en håndfuld mennesker overlevede turen igennem S-21. Et par stykker af dem der overlevede, har i dag deres daglige gang i S-21 hvor de sidder ved borde, uddeler visitkort og fortæller de besøgende om deres oplevelser.

Killing Fields

Killing Fields – eller en af dem, for der er mange af disse steder spredt ud over landet – ligger ca. en halv times kørsel fra centrum af Phnom Penh. Området er en tidligere kinesisk kirkegård med smukke træer, fuglesang og en lille sø. Dette sted blev omdannet til massegrave under Pol Pots styre. Hertil ankom lastvogne fulde af mennesker som en for en blev registreret og derefter henrettet direkte ned i de huller i jorden hvor de senere blev fundet, efter at de røde khmerer var drevet fra magten i landet. Der dukker stadig knogler og tøjrester op af jorden, og med jævne mellemrum går de ansatte på stedet rundt og samler dem ind og lægger dem op til de øvrige rester i store kasser af glas hvor vi besøgende går forbi i tavshed med vores audioguides i ørerne.

Dengang henrettelserne stod på, var der ikke stille. Ofrenes skrig blev overdøvet af revolutionsmusik fra larmende højttalere ophængt i et stort træ midt i området. Den høje musik var ledsaget af voldsom støj fra en stor generator der sørgede for strøm til hele arealet. Ingen udenfor skulle vide hvad der foregik inde bag hegnet.

Det er historie men ikke længe siden

Jeg gik på S-21 og Killing Fields og tænkte på at alt dette begyndte mens jeg selv var 6 år og startede i 1. klasse i en skole i København. Levede et helt normalt dansk børneliv i 70erne. Da Pol Pot blev drevet fra magten, var jeg 10 år. Jeg husker at der i TV Avisen blev talt om Kampuchea, om Vietnam og Laos. Om de røde khmerer. Men det var langt væk og forekom fjernt og uvirkeligt.

Og jeg har set billederne af de mange ansigter, anonyme ofre for Pol Pots bødler, fotograferet i en særlig stol der holdt hovedet på plads mens de havde et nummer rundt om halsen – sådan en stol kan man i dag bese på S-21. Og billederne er der også. Jeg ser at ansigterne ligner dem man ser i Phnom Penhs gader i dag, levende mennesker, børn der leger, kvinder der sælger grøntsager på markedet. Chaufføren i tuktuk’en. Manageren på hotellet. Og jeg tænker på at alle disse mennesker stadig den dag i dag på hver deres måde er berørt af begivenhederne fra 1975-1979 i det land der i dag hedder Cambodja. Det er nogle af disse mennesker vi arbejder sammen med i Danmission, og som jeg skal møde i de kommende dage.

Jeg er meget stille i aften.

Mindebygning i centrum af Killing Fields. Inde i bygningen står tusindvis af kranier fra ofrene stablet oven på hinanden. Besøgende sætter blomster og brænder røgelse.

Mindebygning i centrum af Killing Fields. Inde i bygningen står tusindvis af kranier fra ofrene stablet oven på hinanden. Besøgende sætter blomster og brænder røgelse.