Blandede bolsjer fra lossepladsen

Tanker om Phnom Penhs fattigste bydel

Vi sidder nu på et hotel i Kampong Cham provinsen, hvor vi i morgen skal deltage i en workshop om religionsdialog og tilgivelse. Den sidste uges tid har vi tilbragt i hovedstaden Phnom Penh, hvor vi bl.a. har taget imod provstivolontørerne, der ankom søndag aften – kun 48 timer forsinket. Vi har heldigvis også haft mulighed for at bruge noget tid sammen med de cambodjanske Globale Fortællere, som efter jul kommer til Danmark for at deltage i Konfirmandaktion. Vi har blandt andet været på karaoke-bar, til ”worship” i den NGO, hvor en af cambodjanerne bor og arbejder og søndag aften oplevede vi en traditionel cambodjansk danseforestilling.

Men det der har gjort det største indtryk, var lørdag formiddag, hvor Channy tog os med ud til Stung Meanchey – en ”bydel” bygget på en gammel losseplads. Vi kører afsted i tuktuk’en og kommer gradvist længere og længere væk fra centrums store huse og dyre biler, og kører nu i stedet på små betonstier mellem små huse og boder. Til sidst drejer vores chauffør af på en smal grussti, der fører os ind på det område, der engang var losseplads for hele byen. Den kraftige regn dagen før har efterladt vandpytter og mudderhuller flere steder, og da vi stiger ud af tuktuk’en fortryder vi hurtigt, at vi kun har klipklapper på – jorden er bogstaveligt talt giftig.

I Stung Meanchey vokser planterne på bakker, der tilsyneladende primært består af plastikposer. (Foto: Charlotte Pert, The Phnom Penh Post)

Channy viste os hen til et lille hus, hvor vi mødte Samaji. Indtil for ti år siden havde hun sammen med sin mand et lille landbrug i provinsen, men tørke og lave ris-priser tvang dem til Phnom Penh for at lede efter arbejde. De endte her på lossepladsen, hvor Samaji i starten levede af at sy munkenes orange tøj. Efter nogle år havde hun dog overanstrengt sine øjne, så i dag syer hun gamle cementposer sammen til genbrug. På 3 dage kan hun typisk færdiggøre en ordre på 50 sække, hvilket giver ca. 25 $. Hun finder ikke selv sækkene, så omkring halvdelen af pengene går til at købe dem af affaldssamlere. Det giver altså en dagsløn på knap 5 $, som bliver suppleret af mandens indtægter som tuktuk-chauffør. Tilsammen skal de brødføde sig selv og deres 4 piger på 2, 6, 7 og 9 år – og selvom man bor på en gammel losseplads er der stadig folk, der kræver grundleje hver måned.

Samaji med sine to ældste døtre. Pigerne får gratis undervisning i bl.a. engelsk på Aziza’s Place.

Channy kender familien, da hun underviser de 2 ældste piger i engelsk på den NGO, hvor hun bor og arbejder. Channys egen familie har en lignende historie. Da Channy var 9 år flyttede hendes familie til Stung Meanchey, da de ikke længere kunne leve af deres landbrug i provinsen. Heldigvis kom Channy og hendes søster hurtigt i kontakt med NGOen Aziza’s Place. Hun flyttede ind på deres kollegie, og kom i en god skole. I weekenden var hun hjemme ved forældrene på lossepladsen. I dag er Channy den første fra sin oprindelige landsby, som har gennemført highschool. Takket være hjælpen fra Aziza’s Place har hun fået chancen for at skabe et liv for sig selv. Nu læser hun International Relations på universitetet og betaler sin husleje ved at undervise børn som hende selv i engelsk. Var hendes forældre ikke flyttet til byen, ville hun sandsynligvis stadig leve under fattige kår med hårdt slid i marken for et meget spartansk udbytte – og hun ville næppe have hørt om Jesus.

Channy foran den grund hendes families hus stod på. Efter ca. 5 år som skraldsamlere flyttede hendes forældre til Thailand for at finde arbejde. Channy og hendes søster blev boende på Aziza’s Place. I dag bor forældrene i en anden del af Phnom Penh og har begge jobs som bygningsarbejdere.

I Stung Meanchey findes der mange NGOer, der ligesom Aziza’s Place giver mad, husly og gratis undervisning til de fattige børn. Flere af NGOerne giver desuden forældrene et mindre beløb hver måned, for at give kompensation for den løn, som børnene kunne have fået ved at arbejde i stedet. Alt dette lyder jo ganske fantastisk, men helt uproblematisk er det ikke. Da jeg googlede navnet på området til dette blogindlæg faldt jeg over nogle artikler i hhv. The Phnom Penh Post og The Guardian, der forsøger at besvare nogle spørgsmål, som jeg ikke havde tænkt på at stille: For hvorfor flytter disse fattige familier ind på den gamle losseplads? Og hvorfor bor de der stadig, selvom pladsen blev taget ud af brug tilbage i 2009?

Amerikaneren Scott Neeson stiftede i 2004 organisationen Cambodian Children’s Fund, der bl.a. har opført over 300 boliger til fattige familier i området. (Foto: www.cambodianchildrensfund.org)

Folk flytter til – og bliver boende i – Stung Meanchey fordi det er her NGOerne er aktive. Her kan deres børn få adgang til ordentlige skoler (den offentlige skole i Cambodja er temmelig ringe), de kan få mad, og hvis man er heldig kan man få et af Scott Neesons stålhuse. NGOerne på den anden side er aktive i området, fordi det er her de fattigste mennesker i Phnom Penh bor – og så er det nemt at samle penge ind, når man kan tage billeder af børn, der går barfodede rundt i affald og ser sultne ud.

Så længe der tilbydes gratis skolegang og mad vil det tiltrække fattige familier fra hele Cambodja. Og så længe NGOerne sørger for, at børn får ordentlig skolegang, kan regeringen fortsætte med sit elendige skolesystem, hvor lærerne efter den almindelige undervisning tilbyder selvbetalte ekstratimer, hvor de rent faktisk forklarer stoffet og svarer på elevernes spørgsmål. Det er lidt som at slås mod Hydra. Når man har hjulpet én familie mod en bæredygtig fremtid kommer to nye familier til.

Var det mon bedre, hvis alle NGOerne bakkede ud, så familierne ikke længere ville bo på lossepladsen, og den cambodjanske regering ville blive tvunget til at forbedre det offentlige system? Jeg tror det ikke. Ingen af de børn Channy voksede op med i landsbyen har fået en uddannelse. Mange af dem lever stadig en usikker tilværelse, hvor en dårlig høst kan få store konsekvenser. Situationen i Stung Meanchey skaber ikke fattigdommen, men er en følge af den. De fattige har vi som bekendt altid hos os, og når så mange nu er samlet, bliver det vel egentlig bare nemmere at hjælpe dem.