Demokrati tur/retur

Cambodjas største oppositionsparti er blevet lukket. Til gengæld er det fedt at være Global Fortæller!

Demokratiet i Cambodja er kraftigt på retur i disse dage. Premiereministeren og regeringspartiet har fået lukket det eneste store oppositionsparti, så nu er der temmelig dystre udsigter for parlamentsvalget næste år. Det skriver jeg mere om længere nede, men først får I en lille smagsprøve på livet som Global Fortæller i Danmark:

Hverdagen som global Fortæller

Kl. 7.45: Telefonen bipper, jeg står op og tager et hurtigt bad, inden jeg finder noget morgenmad i køleskabet sammen med Jenny. Vi bor hos præsten i Stoholm, Else, hendes mand Sune og deres hund Mickey. Sune er kørt på arbejde, men vi når lige at sige godmorgen til Else inden hun skal til en samtale.

Kl. 9.00: Denne formiddag har vi fri. Jenny har sat sig i sofaen med en bog, med Mickey siddende indenfor klappeafstand. Jeg har aftalt at besøge min bedstefar, som bor i byen.

Kl. 12.00: Vi spiser frokost med Else inden vi skal ud til konfirmanderne i Kobberup Kirke, hvor Else også er præst.

Kl. 13.30: Vi parkerer bilen bag kirkehuset ved siden af kirken. Vi sætter projekter og lyd op, og laver et udstillingsbord med de mange ting fra Cambodja, som vi sælger.

Kl. 14.00: Konfirmanderne kommer ind ad døren og finder deres pladser. Vi begynder oplægget med at lære dem at sige ”chum reap sur” (goddag på khmer). Undervejs skal konfirmanderne også prioritere, hvad der er vigtigst i deres liv. Den præcise rækkefølge varierer fra gruppe til gruppe, men rent vand, mad, familie og fred ligger alle steder i top 4. Efterfølgende viser vi, hvad nogle unge kristne cambodjanere havde prioriteret. Konfirmander diskuterer lidt, hvordan mad og vand kan ligge så langt nede på linjen.

Konfirmander diskuterer, hvad der er vigtigst. Rent vand, familie, mad eller fred? Cambodjanerne havde bøn, kirke og familie i toppen, mens vand, mad og fred ligger i midten.

Kl. 17.00: Vi er tilbage i Stoholm, og varmer en tidlig aftensmad, så vi kan nå til spejdermøde i Skive om aftenen.

Kl. 19.00: Spejdermødet starter med spejdersange, inden Jenny og jeg får lov til at styre mødet. Det bliver en god blanding af fortællinger og billeder fra vores rejse og forskellige lege og aktiviteter. Spejderne er glade og interesserede, og vi slutter af med en kort andagt. De har alle fået penge med til at købe nogle af de ting vi har med. Aftenens store hit er ”hoppedimser” og de flotte guldsmede i træ, som kan balancere på spidsen.

21.15: Vi runder en god dag af med aftenskaffe med Else og Sune. De har ikke noget TV, så man bliver nødt til at snakke sammen eller læse i en bog. Det er faktisk ret hyggeligt!

Så for at opsummere: Jobbet som Global Fortæller er ret fedt! Vi bor hos nogle fantastisk søde menne  sker, og får lov til at dele vores oplevelser fra Cambodja med folk i hele Danmark! Vi har allerede mødt over 1000 mennesker. Det er både FDFere, konfirmander, sogneklubber, minikonfirmander, efterskoleelever og alt muligt andet.

Kommunalvalg

Imens kører resten af verden videre som sædvanligt, og de fleste danskere var i sidste uge nede og stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Jeg gik selv forbi mit lokale bibliotek forrige fredag for at brevstemme til kommunal og regionsrådsvalget. Forhænget var blåt, og blyanten rød, hvilket Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis beskrev som et billede på det rummelig danske demokrati. Her har intet parti forrang for de andre (bortset fra på Frederiksberg, hvor det hele er grønt ifølge Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm). I Region Midtjylland, hvor jeg stemte, kunne man således sætte sit kryds ved Jan Jørgensen på Jørgensenlisten, og i København stillede 4 kandidater op under liste H: ”En Død Hest”. Og selvom der har været meget debat om, at valgplakater rives ned – især på det bandehærgede Nørrebro – kunne 3 plakater, som Jonatan Spang i Tæt På Sandheden hængte op på Nørrebro for DF, LA og Nye Borgerlige, trods alt få lov at hænge i over 3 dage.

I Cambodja var der også kommunalvalg tidligere i år. Næsten 100.000 kandidater stillede op til valg i de 1646 kommuner. Valgdeltagelsen var høj – faktisk på niveau med den danske! Diversiteten i opstillingslister kan dog ikke måle sig med danske forhold. Over 2 ud af 3 borgmesterposter gik til regeringspartiet, mens protestpartiet tog de resterende bortset fra én enkelt kommune, der gik til et mindre parti.

Fordelingen af borgmesterposter i Cambodia efter valget tidligere i år. Regeringspartiet: 1156, oppositionspartiet: 489, øvrige: 1

Demokrati?

Hvordan det så ud under valgkampen ved jeg ikke. Men da vi rejste rundt i landet, kunne man se store billboards og skilte fra regeringspartiet på hvert andet gadehjørne. Selv i de mest fattige landsbyer langt væk fra alting var der altid et partilokale et sted. Der var til gengæld ikke skyggen af reklamer for de øvrige partier. At oppositionspartiet på trods af dette fik knap 44 % af stemmerne vidner om, at mange cambodjanere virkelig ønsker forandring, og giver håb frem mod næste års parlamentsvalg. Ved sidste valg i 2013 fik regeringspartiet 55 % af sæderne i parlamentet. De resterende 45 % gik til oppositionspartiet.

Fordelingen af sæder i parlamentet. Regeringspartiet: 68, Vakant (Tidl. oppositionspartiet): 55

Regeringslederen gør dog, hvad han kan for at beholde magten. Mens vi var i Cambodja blev en uafhængig og kritisk avis lukket under påskud af en enorm skattegæld. Lederen af oppositionspartiet blev desuden arresteret og anklaget for at konspirere med amerikanerne om at kuppe landet. Dagen efter var vi til møde med en cambodjaner, Mony, der arbejder for en af Danmissions lokale samarbejdsorganisationer. Han var fortvivlet og frustreret over udviklingen, men egentlig ikke overrasket. Han havde ingen forventning om, at premierministeren ville gå af, selvom han skulle tabe næste valg. Mony trøstede sig dog med, at premiereministeren efterhånden er gammel og syg (de snart 40 år som regeringsleder har sat sit præg på manden), og efter hans død vil der sandsynligvis opstå en større magtkamp i parti-toppen.

Dødsstødet

Den 16. november i år markerede ifølge BBC enden på demokratiet i Cambodja. Det er nemlig lykkedes for premiereminsteren og regeringen, at få højesteret til at erklære oppositionspartiet ulovlig under beskyldninger om konspirationer mod regeringen. Ifølge regeringen, forsøgte oppositionspartiet med støtte fra USA at kuppe regeringen på ulovlig vis. Fra den ene dag til den anden blev Cambodjas eneste reelle oppositionsparti lukket ned, og alle de folkevalgte politikere fra partiet har fået forbud mod at være politisk aktive 5 år frem.

USA og EU har allerede kritiseret beslutningen om at lukke partiet, og Sverige har aflyst flere planlagte støtteprojekter i Cambodja ovenpå nyheden. Danmark er endnu ikke kommet med en selvstændig udmelding om situationen. Det må også siges at være en noget prekær situation, som den vestlige verden er sat i. Grunden til, at premiereministeren efterhånden åbenlyst kan afskaffe demokratiet i Cambodja er, at landet ikke længere er så afhængig af støtte fra vestlige lande. Ikke fordi Cambodja er blevet selvkørende, men fordi Kina i stigende grad søger indflydelse i regionen, og de seneste år har investeret massivt i bl.a. Cambodja. Cambodjas nye allierede har ikke noget imod, at landet styres af en semikommunistisk diktator, og premieremisteren har i forbindelse med sagen ikke lagt skjul på, at han ikke længere vil lefle for vestens ledere. Han opfordrer ligefrem USA til at trække støtten til Cambodja. Det vil alligevel blot gå ud over NGOerne, og dermed USAs mulighed for indflydelse i landet, siger han.

Der er altså ikke nogen nem løsning, og kampen om indflydelse i Sydøstasien varsler i mine øjne om en fremtid med et noget anderledes verdensbillede end i dag. En ting er sikkert: Demokratiet og friheden er under hårdt pres i regionen. Forfølgelserne i Myanmar, træfældningen i Prey Lang og lukningen af Cambodjas største oppositionsparti er alt sammen konsekvenser af magtforskydninger på verdensplan, der har fatale konsekvenser for utallige sagesløse mennesker i lande, som de færreste danskere kan placere på et kort.

 

Den danske netavis Zetland er også opmærksomme på udfordringerne i Cambodja. De har skrevet en analyse af situationen, som du kan læse her: https://www.zetland.dk/historie/sejvpzNA-m8DPGBr0-0c13f