I Siem Reap vil de lære at skabe fred

I Siem Reap vil de lære at skabe fred

I denne uge mødes 22 kommende fredsmæglere i Siem Reap for at modtage undervisning i, hvordan de i fremtiden kan håndtere- samt løse konflikter. Dette er et led i en uddannelse, der på længere sigt skal bidrage til fred i Cambodja.

Der bliver grinet og grædt. Klappet og krammet. Daniel Sar og Mealy Oum fra Peace Bridges Organization (PBO) er sammen med den allerede færdiguddannede fredsmægler Mrs. Deng Soklun i denne uge ansvarlige for at undervise og formidle, hvilke redskaber der skal bruges i konfliktfyldte situationer. Der er i dag fokus på traumer, og deltagerne skiftes til at dele en traumatisk oplevelse med hinanden. Daniel, Mealy og Soklun har på utrolig kort tid formået at skabe et rum, hvor hele følelsesregistreret må være tilstede. Denne peace builder-training er part 2 ud af 4 i PBOs fredsmægler-uddannelse.

Koncentration blandt deltagerne.

Leg i pauserne.

Leg i pauserne.

Siden Daniel i sidste uge spurgte, om jeg ville med til Siem Reap og følge træningen, har det stået på toppen af min liste at finde ud af, hvorfor 22 mennesker vælger at bruge tre dage fra klokken 8-16 – vel og mærke ad fire omgange – på at få viden om fredsskabelse. Hver gang jeg fik chancen, spurgte jeg nysgerrigt deltagerne ind til deres bevæggrunde for at deltage og ikke så underligt, fik jeg mange forskellige historier at vide – alle værd at fortælle. Dog var der især en kvinde, hvis historie gjorde særligt indtryk på mig. Hun er i dag 44 år, hvilket vil sige, at hun levede under Khmer-Rouge Regimet. Dette har givet hende ar på sjælen, hvilket hun fortæller er årsagen til hendes deltagelse i PBOs peace builder-training. Hun fortæller mig, at hun er overbevist om, at Pol Pot og det brutale Khmer-Rouge Regime aldrig ville have fået magt i Cambodja, hvis de havde modtaget den undervisning, som hun i dag modtager. “It is the most important thing that the world hear about conflict resolution and peace building”, fortæller hun mig med et insisterende blik og en bestemthed i stemmen, der ikke er til at tage fejl af. I løbet af de dage, jeg tilbringer med dem, giver det i stigende grad mening, hvorfor denne peace builder-training netop eksisterer og er så eftertragtet i et land som Cambodja – netop på grund af Cambodjas voldelige fortid. Flere deltagere udpeger mere eller mindre eksplicit denne forbindelse mellem Khmer-Rouge Regimet og behovet for, at vi alle er nødt til at lære om fred og ikkevoldelig kommunikation.

44-årig deltager, der fortæller om hverdagen under Khmer-Rouge Regimet og nødvendigheden af en peace builder-uddannelse.

44-årig deltager, der fortæller om hverdagen under Khmer-Rouge Regimet og nødvendigheden af en peace builder-uddannelse.

Jeg vil den kommende tid forsøge at samle enderne og få oversat de interviews, jeg har på Khmer – og jeg glæder mig til at dele det med jer!