Okay, indrømmet. Jeg er ikke et morgenmenneske. Men det er det arbejdende folk i Cambodja til gengæld; morgenmennesker. Om det har noget at gøre med dagtimernes varme og høje luftfugtighed skulle ikke undre mig, men her i Phnom Penh begynder en regulær arbejdsdag for mange mennesker på et tidspunkt, der nok i min omgangskreds ville blive betegnet som nat. Peace Bridges Organizations (PBO) kontor, som jeg til daglig sidder på, åbner som regel dørene omkring klokken 8 om morgenen, hvilket jo ikke er et helt absurd tidspunkt at stemple ind på. Men denne morgen var anderledes. I morges blev jeg nemlig bedt om at møde ind klokken 4.30 – og ja, hvis du nu tænker: “Se dét er et absurd tidspunkt!”, så kan jeg kun erklære mig enig. På vej til arbejde var gaderne egentlig forholdsvis tomme. Langs vejene var der dog fuldt drøn på med mennesker, der ankom på scooter med frugt og grønt i alle afskygninger, som de solgte videre eller omvendt. Jeg fulgtes med min kollega, Jeudi, som fortalte mig, at de handler fra tidlig, tidlig morgen, da de ved daggry skal være klar til at tage deres varer videre til andre markeder enten i Phnom Penh eller i en provins. Pludselig tænkte jeg ikke så meget over min egen søvnighed, men over deres – og hvor meget det må kræve at arbejde det meste af natten for at tjene til dagen.
Årsagen til min tidlige start på dagen skyldes, at det i dag er FNs Internationale Fredsdag, hvilket betød, at jeg sammen med fire kollegaer fra PBO kørte til Kampong Speu Province, hvor vi klokken 8 mødtes med cirka 100 lokale folk bosat i Prambei Mom Community Forest. Efter at have kørt af smalle, bumlede veje et par kilometer, ankom vi endelig til en lille åbning i skovområdet. Der var ufattelig smukt, og da vi kom så tidligt på dagen, lå bakkerne stadig dækket af morgendis.
Lidt efter lidt ankom de lokale på transportmidler (der kan ses på nedenstående billede), som jeg fik forklaret var de eneste maskiner, der kan klare at køre i skovens terræn – men som oprindeligt blev brugt til at spænde på køer, når marken skulle pløjes. Efter de lokale havde sat sig under pavillonen, introducerede en kvinde dagens program. Det hele foregik på Khmer, men jeg fik snust mig frem til, at der blev snakket om historien bag FNs Internationale Fredsdag, vigtigheden af at plante træer for at mindske CO2 udledningen og for at veje op for Cambodjas enorme skovødelæggelse.
Folk ankommer fra forskellige dele af Kompong Speu Province.
Daniel Sar fra PBO fortæller om baggrunden for FNs internationale fredsdag.
Nogle af deltagerne til træplantningen i Kompong Speu.
Da både programmet og dagens formål blev præsenteret, rejste folk sig, og herfra blev det faktisk en lille smule magisk. Alle greb én af 700 plante-klare små træer og gik i flok ud mod de arealer af skoven, hvor der grundet skovhugst nu er temmelig øde. Som jeg stod og betragtede dem, fik jeg lidt den samme følelse, som når et landshold skal spille en virkelig afgørende kamp, og man ved, at alle hepper på dem lige nu, eller når Dronningen skal give sin nytårstale – og man bare ved, at alle kigger med. Følelsen af at alle er en del af det, der lige nu foregår – det var ret fantastisk!
Der opstod et fællesskab lige dér midt i skoven blandt mennesker fra vidt forskellige skovsamfund, men som alle var på den samme mission; at få genplantet den skov, de (og vi andre egentlig også) er afhængige af.