Der kan være et eller andet grundlæggende forvirrende for kroppen, når den en lørdag aften forlader en dansk, kølig vind, hvorefter den i 12 timer befinder sig i en neutralt-tempereret flyvekabine for atter at træde ud i en saunalignende atmosfære. Ikke desto mindre var det følelsen af at ankomme til Cambodjas smukke hovedstad, Phnom Penh. Endnu engang mindes jeg om, hvorfor jeg tager sådanne rejser. Det giver et rus at opdage, at verden er større end man for en stund følte, den var.
En søndagstur langs Royal Palace efter ankomsten i PP.
Det tog nogle nætter at sove jetlaggen ud ad kroppen, men nu her – en måned efter ankomsten til Phnom Penh, kan jeg vist roligt sige, at jeg både er veludhvilet samt tilpasset den cambodjanske døgnrytme.
Selvom jeg altid har været af den overbevisning, at et “hjem” for mig ikke handler om landegrænser eller hjemstavnsnostalgi, kan det tage sin tid at skabe et hjem i et nyt land. Især når dette land er en del af en anden verdensdel, som er flere tusinde kilometer fra ens egen. Det hjælper altid, når man får nogle rutiner og vaner – det er dér, hverdagen starter. Jeg har den første måned forsøgt at lande i de nye rammer, hvilket først og fremmest har betydet et møde med min kommende arbejdsplads Peace Bridges Organization (PBO).
Den smukke udsigt langs Tonle Sap River.
Jeg er primært ansat for at varetage kommunikative opgaver vedrørende Prey Lang-skoven, som er én ad Sydøstasiens største skove af sin art. Kort fortalt er Prey Lang truet af massiv skovhugst, hvilket naturligvis kan være lidt svært at forholde sig til, når man hverken har set eller været i skoven. Skovens areal kan sammenlignes med Fyns, og hvis man forestiller sig en skov på størrelse med Fyn forsvinde dag til dag, så er tanken for mig pludselig lidt mindre fjern men langt mere skræmmende. Men hvilken rolle spiller PBO i dette projekt om at bevare Prey Lang-skoven? Det er jeg stadig ved at finde ud af, så stay tuned – jeg vender start tilbage med oplevelser og indsigter om både Prey Lang, PBO og hverdagen som antropologistuderende i denne pulserende hovedstand.
So long!
// Emma