Hvis jeg vågner tidligt i min lejlighed midt i Stone Town, kan jeg kl. 5 høre kald til bøn fra den nærliggende moské, og kl. 6 ringer kirkeklokkerne i byens katolske katedral, som er min nabo.
En smuk solnedgang over Stone Town med den katolske kirkes tårne og den nærliggende moské.
Ofte sover jeg fra begge dele, men når jeg hører dem, glædes jeg altid over at bo i en del af verden, hvor kristne og muslimer side om side kan dyrke og fremvise deres tro, og det er altid særligt tydeligt for mig de tidlige morgener.
Mwanakwerekwe
10 min. kørsel udenfor Stone Town ligger bydelen Mwanakwerekwe. Og ja, det tog mig et stykke tid på Zanzibar, før jeg kunne udtale det rigtigt og endnu længere, før jeg kunne stave det, men nu sidder det fast. I Mwanakwerekwe finder man den største af øens lutherske kirker. Fra Danmark er jeg vant til en kirke med masser af liv. I Timotheuskirken i Valby hvor jeg er spejder, er der nærmest ikke en dag på ugen, hvor der ikke sker et eller andet i kirken. Det er det samme i Mwanakwerekwe. På hverdagene øver kirkens mange forskellige kor og forskellige grupper mødes. Om lørdagen er der undervisning for kristne børn – i Zanzibars skolesystem undervises der ikke i kristendom grundet Islams officielle status, så børn, der ikke går i kristne privatskoler, får deres kristendomsundervisning i kirken om lørdagen. Søndag er der naturligvis gudstjenester.
Kl. 7 starter første gudstjeneste. Her er kirken fuldstændig fyldt, mit gæt er, at vi er omkring 500 mennesker samlet. Gudstjenesten ligner på mange punkter den danske, men dog med undtagelser. For eksempel er der en længere bøn, hvor man knæler, og så er der flere forskellige kor, der alle optræder. I Mwanakwerekwe er det oftest kvindekoret, der starter med at synge en flerstemmig salme. De følges af ungdomskoret, hvor der ofte er dans, mikrofoner, keyboard, guitar og trommer involveret – mere eller mindre succesfuldt. Dejligst er det dog, når hele menigheden synger salmer. Det lyder simpelthen så godt, og så har jeg altså også en svaghed for, når mange synger sammen. Når vi synger salmer, jeg kender fra Danmark (dog på swahili), bliver jeg altid en smule rørt.
Dialog med muslimer – hvorfor nu det?
ZANZIC (Zanzibar Interfaith Centre), hvor jeg er leder, er et kontor under det lutherske stift, der dækker Zanzibar og dele af kysten i Tanzania. Vi er altså ikke et selvstændigt dialogcenter, men en del af kirken. To af mine tre kollegaer er præster ansat af kirken og derefter sendt til ZANZIC, og jeg arbejder tæt sammen med provsten på Zanzibar, Pastor Maloda. Nok er ZANZIC startet af Danmissions tidligere udsendte, men kun fordi den lutherske kirke efterspurgte det, det er jeg rigtig glad for, for det er vigtigt for mig, at jeg ikke arbejder med interreligiøs dialog på Zanzibar, fordi vi i Danmark synes, det er en god idé, men fordi kirken hernede synes, det er en god idé. Og hvorfor er det så det?
Dels mener vi på Zanzibar, at en del af det at være kristne, er at være med til at arbejde for fred. Når vi sammen med Zanzibars muslimer arbejder for et fredeligt samfund uden vold og splittelse, gør vi det, fordi vi ser det som en helt naturlig del af vores tro. Den interreligiøse dialog og de andre aktiviteter, hvor vi på ZANZIC bringer kristne og muslimer sammen, er altså en udøvelse af vores kristne tro. Men vi arbejder også med dialog, fordi vi som kristne er en minoritet. Uden fredelig sameksistens på Zanzibar, ville der slet ikke være plads til de kristne. Det så man i 2012-2013, hvor kirker blev brændt, kristne truet og en katolsk præst blev dræbt. Zanzibar er i dag et fredeligt sted, hvor kristne i meget høj grad kan få lov til at udøve vores tro, blandt andet på grund af den interreligiøse dialog, som Danmission støtter.
Jeg er glad og stolt over, at jeg ved mit arbejde på ZANZIC er en del af den lutherske kirke og en del af arbejdet med at skabe fred på Zanzibar. Som altid skal der lyde en stor tak for jeres støtte til vores vigtige arbejde her.
Mange hilsner
Maria