Før jeg første gang satte mine fødder på det afrikanske kontinent, var jeg ret bekymret. Jeg var 17 år og rejste til en del af verden, der var helt ukendt for mig. Det der fyldte mest var, hvordan jeg ville reagere, når jeg oplevede fattigdommen. Hvad siger man til en mor, der ikke kan skaffe nok mad til sine børn? Eller til børn, der har mistet forældre til AIDS? Til pigen, der bor på gaden og til drengen, der ikke kan gå i skole? For jeg vidste ikke så meget om det der Afrika, men jeg vidste jo, at der var stor fattigdom og fyldt med fattige, stakkels mennesker.
Som man tror og helt anderledes
Når jeg bliver spurgt, hvordan afrikanske lande er og hvordan afrikanere lever, forklarer jeg altid, at det både er præcis, som man tror og samtidig helt anderledes. For ja, der er fattige mennesker. Mennesker, der sulter, forældre, der dør af AIDS, piger, der bor på gaden og drenge, der ikke går i skole. Her er bare også så meget andet. Mødet med fattigdommen i mange afrikanske lande har for mig sjældent været mødet med håbløshed og har aldrig været et møde med stakler. Det er møder med mennesker fyldt med handlekraft og håb. Det betyder, at jeg kun meget få gange har følt mig trist og lammet efter et møde med en afrikaner – faktisk tværtimod.
Det betyder også, at jeg siden min første rejse til det afrikanske kontinent hader den sædvanlige historie om de stakkels afrikanere i det fattige, mørke Afrika, som kun kan reddes af hvide helte. For sådan er virkeligheden slet ikke.
Tanzania – både godt og skidt
Det er nemlig en kompliceret virkelighed hernede syd for Ækvator. I Tanzania er der stadig stor fattigdom og mange mennesker lever med ikke at vide, hvor de skal få nok mad eller penge til skolegang, hospitalsophold og andet, som vi fra lande som Danmark kan tage for givet. På Zanzibar er de endda fattigere end i resten af Tanzania. Jeg har besøgt landsbyer, hvor flere hundrede mennesker måtte deles om ni offentlige toiletter, og vores studerende på Upendos syskole er piger, der kommer fra fattige familier og ofte ikke har haft råd til at gennemføre deres skolegang. Derudover oplever vi i øjeblikket et stigende pres på pressefrihed og ytringsfrihed i Tanzania, så der er mindre rum til at kritisere magthaverne.
Men Tanzania står også for økonomisk udvikling med en voksende middelklasse. Byerne udvikler sig, overalt ser man mennesker gå rundt med smartphones og der ny infrastruktur, der er alt andet end hvad man tænker på, når man tænker på Afrika. Se bare videoen her, der nok er lidt propaganda-agtig, men som med en ny tekst til en populær sang fortæller om blandt andet Air Tanzania og den nye lufthavnsbygning i Dar es Salaam.
På Zanzibar bygges der også en ny lufthavnsbygning, men det er ikke helt sikkert, hvornår den er færdig. Indtil videre glædes vi hernede over, at vi nu har fået et bagagebånd i lufthavnen, så man nu lidt nemmere kan finde sin kuffert, når man er landet. Udfordringer og små skridt mod det bedre er en del af vores virkelighed på Zanzibar.
Jeg håber, at jer, der læser med i min blog, fornemmer den komplicerede virkelighed, som jeg bor og arbejder i. At jeg får fortalt godt nok, at her er fyldt med udfordringer, men også, at her er fyldt med håb, glæde og udvikling.
Mange håbefulde hilsner
Maria
Ps. Jeg slutter lige af med et foto, jeg har taget fra luften af vores smukke hav. Zanzibars natur er også til evig glæde for os, der bor her. 