Først vil jeg gerne starte med at beklage, at der er gået lang tid uden en hilsen fra Zanzibar. Jeg vil meget gerne fortælle om alt det, der foregår – desværre foregår der bare så meget, at jeg dårligt har tid til at fortælle om det. Nu forsøger jeg at fortælle kort og spændende om alt det, der er sket på den skønne ø, Zanzibar.
Engagerede og entusiastiske frivillige
I marts havde jeg fornøjelse at have en gruppe fra Danmission på besøg. Det blev en uge med mange oplevelser, hvor jeg havde glæden af at vise arbejdet på Zanzibar frem til nogle mennesker, der tog imod det hele med åbne arme. Det er fantastisk, når man viser noget frem, som man selv er glad og stolt over, at det bliver taget godt imod og jeg fornemmede, hvordan gæsterne er taget hjem til Danmark fyldt med gode indtryk og historier.
De engagerede og entusiastiske frivillige fik et bredt indblik i Danmissions arbejde på Zanzibar. De talte med elever fra Upendos syskole og fra ZANZICs diplomstudie. Vi var på besøg i Zanzibars største lutherske kirke og mødte Pastor Maloda, og vi var på besøg i øens ældste moské og fik forklaringer om bygningen af islam af Sheik Jabeer. Det og meget mere vil man kunne høre om, hvis man booker et foredrag med en af de frivillige. Det får mine varmeste anbefalinger herfra. Læs mere her
Kompliceret, strategisk arbejde
På Zanzibar arbejder vi i øjeblikket med at styrke det strategiske arbejde. Det er et stort stykke arbejde, der kræver møder – mange møder! Så jeg sidder til møder med de forskellige partnere, ZANZIC har, med dem, der bestemmer i stiftet, og vigtigst selvfølgelig med de ansatte på Zanzibar. Her snakker vi om styrker og svagheder, om udfordringer og muligheder, og om hvad vi ønsker fremover på Zanzibar.
Min opgave er at styre det hele igennem og sørge for, at de rigtige personer bliver inddraget på de rigtige måder og på de rigtige tidspunkter. Det er ikke nemt arbejde, men det er spændende og givende. Særligt, fordi processen betyder, at Øst- og Kyststiftet, som ZANZIC er et kontor under, faktisk stille og roligt begynder at tage mere ansvar for arbejdet på Zanzibar. Men også fordi der begynder at tegne sig et billede af, hvordan vi fremadrettet skal arbejde på Zanzibar med både kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse. Jeg glæder mig til at kunne fortælle jer om mere konkrete planer for fremtiden, når tingene er faldet helt på plads.
Halvmaraton, 10 eller 5 km. i Stone Towns gader
Den sidste store ting, der fylder her på Zanzibar, er planlægningen af Zanzi Half. Heldigvis er der gode mennesker omkring mig, der arbejder hårdt med alt det praktiske, så jeg kan bare blære mig med, at Upendo er med til at planlægge og at Danmission støtter økonomisk.
Danmission støtter både selve løbet og oprettelsen af Upendo Løbeklub. Løbeklubben mødes hver lørdag morgen og er piger og kvinder fra syskolen og systuen, der mødes og løber sammen. Det er altid fantastisk at opleve kristne og muslimer grine sammen – og det gør pigerne til løbeklubben. Alle glæder sig også til at løbe til Zanzi Half, hvor målet at de sammen løber 5 km.
Zanzi Half sætter fokus på kvinders rettigheder og sundhed. Og det bliver en festdag i Stone Towns gader med løbere fra hele verden og hvor vi endnu en gang fra Danmission støtter, at muslimer og kristne laver noget sammen. Jeg glæder mig allerede helt vildt til den 29. juni, men skal vist til at løbe lidt mere, end det er blevet til på det sidste, for at blive helt klar.
Løbet er åbent for alle, så kom og løb med! Læs mere her
Kama kawa: Tak
Som sædvanligt – kama kawa, som vi siger her på Zanzibar – vil jeg bare sige tak for, at I følger med og støtter arbejdet herude. Det betyder meget for både mig, mine kollegaer på ZANZIC og Upendo, og selvfølgelig allermest for de mænd og kvinder, unge og gamle, muslimer og kristne, som deltager i vores arbejde og som er dem, der skaber et fredeligt samfund på Zanzibar. Tak!