Fejring af en fratrædelse

Fejring af en fratrædelse

Sådan havde jeg ikke lige set på det...

”For mig var det virkelig mærkeligt, at nogen ville fejre sin egen fratrædelse”, sådan sagde ZANZICs nye koordinator Pastor Paul Mdumi i sin tale ved sin officielle tiltrædelse. Sådan havde jeg ikke lige set på det.

Lang tids hårdt arbejde

Da jeg i september 2018 startede på ZANZIC, var det med en dobbeltrolle. Jeg var nemlig både programkoordinator for Danmission på Zanzibar og koordinator – og dermed leder – af Zanzibar Interfaith Centre (ZANZIC) som ansat under Øst og Kyst stiftet i den lutherske kirke i Tanzania. Det er for meste er det gået ok.

Da jeg for alvor begyndte at forstå, hvordan tingene fungerede på Zanzibar, satte jeg mig for at arbejde for, at stiftet tog mere ansvar og ejerskab for ZANZIC, som er et kontor under stiftet og ikke en selvstændig organisationer. ZANZIC er blevet startet af danske udsendte, men på forespørgsel af stiftet, og ZANZIC er blevet ledet af danske udsendte, men stadig under stiftets ledelse. Men stiftet var, da jeg ankom til Zanzibar, meget lidt synlige i ledelsen af ZANZIC. Når der skulle tages beslutninger, har de kigget på mig og sagt ”men, hvad synes du, Maria? Vi gør bare, som du synes”. Det er naturligvis rart med en partner, der spørger om råd, men min personlige holdning er, at en dansker som mig (godt nok godt uddannet og med masser erfaring) ikke skal tage beslutninger om, hvilke vej en tanzanisk kirke skal tage.

Derfor har jeg arbejdet rigtig hårdt for, at stiftet har taget ejerskab over ZANZIC og en af de helt store brikker har været at få en lokal leder ansat. Det har taget mange måneder fyldt med møder, e-mails og uanmeldte besøg, hvor jeg har presset på. Og nu er det så lykkedes!

Fejring af Pastor Paul Mdumi

Den 13. november kom det officielle brev, hvor det stod, at Pastor Paul Mdumi er udpeget som koordinator for ZANZIC. Paul har længe været præst i den lutherske kirke og boet på Zanzibar i mange år. De sidste to år har han studeret en master i kristne/muslimske relation på St. Pauls University i Kenya – den uddannelse er for øvrigt betalt af Danmission. Derudover har han arbejdet meget med entreprenørskab.

Da vi fik det officielle brev om ansættelsen, inviterede jeg straks Paul og ZANZICs ansatte ud på frokost for at fejre det. Så ja, vi fejrede min fratrædelse som koordinator for ZANZIC. For mig er det en stor milepæl i ZANZICs historie, at der nu er en lokal koordinator. Måske kan man se det lidt ligesom et barn, der først er fuldstændig afhængig af forældrene, siden kan klare sig lidt mere selv og til sidst flytter hjemmefra. På samme måde var ZANZIC i begyndelsen fuldstændig afhængig af ledelse af Danmissions udsendte, men kan nu klare sig selv.

At stiftet tager ejerskab og har udpeget Paul Mdumi som koordinator, er et flot skridt på vejen mod et mere selvstændigt og bæredygtigt ZANZIC. Det var det, vi fejrede den 13. november!

Hvad skal jeg så nu?

Først og fremmest skal jeg snart holde juleferie med min familie i Danmark.

Men når jeg er tilbage på ZANZIC i det nye år, bliver det mere i rollen som programkoordinator for Danmission og i rollen som en partner, der kan rådgive og støtte ZANZIC. For udpegelsen af en lokal koordinator og det, at stiftet tager mere ansvar, betyder jo slet ikke, at Danmission er ved at trække sig fra arbejdet på Zanzibar. På samme måde som et barn, der er flyttet hjemmefra stadigvæk fra brug for støtte og råd fra forældrene.

På Zanzibar ser vi frem mod et 2020, hvor jeg skal hjælpe ZANZIC med at lave en stærk strategi og forhåbentligt begynder vi sammen på et helt nyt projekt støttet af Danmissions midler fra Danida. Samarbejdet mellem ZANZIC og Danmission er stærkere end nogensinde, og det glæder mig meget!
Styrket og med håb for fremtidige fælles resultater – det er da ikke den værste måde at gå på juleferie.

Tak for jeres interesse og støtte i 2019. Jeg glæder mig til at dele 2020 med jer.

Rigtig glædelig jul og godt nytår!

/Maria