En stille by
Normalt er gaderne i Stone Town fyldt med folk. Turister, der er ved at blive kørt over af cykler og scootere, mens de kigger på de mange smukke døre. Børn, der spiller fodbold i de smalle gader. Tildækkede kvinder, der sidder på trappesten og hyggesnakker. Mænd med store vogne, der lige præcis kan transportere vare rundt i gaderne. Byens gader altså er fyldte med mylder og larm. Men under Ramadanen har Stone Town været helt stille.
En af de lukkede caféer, hvor jeg ellers normalt tit sidder og drikker en kop kaffe.
Her er stille, fordi langt de fleste restauranter, caféer, kiosker og små boder er lukket under Ramadanen. Og der er heller ingen mennesker, der sidder foran husene og nyder et glas te sammen, hvilke man ellers ofte ser. Stilheden skyldes nok også, at langt de fleste af byens beboere faster, og derfor ikke har den samme energi som de plejer.
At være kristen under Ramadanen
Her på Zanzibar er kristne et mindretal – faktisk er hele 97% af øernes beboere muslimer. Derfor må vi indrette os den muslimske kultur. Det betyder, at vi under Ramadanen ikke spiser eller drikker offentligt. Nogle få restauranter er åbne, men der er sørget for, at der hænger stof for vinduerne, så det ikke er synligt, at der sidder nogle og spiser.
Mange kristne synes, det kan være svært at skulle indrette sig. Jeg synes nu, det er i orden, for man kan sagtens spise hjemme, når man har lyst. Derudover kan vi også spise på vores kontor i Stone Town, da vi jo kun er kristne ansat. Men når vi har holdt møder med muslimer, har vi ikke serveret hverken kaffe, te, vand eller frokost. Og jo, jeg savner da en kop kaffe til et langt møde, men kan også sagtens undvære.
Kultur og religion hænger sammen
Jeg er blevet overrasket over, at alle muslimer, jeg kender her på Zanzibar, faster. En ting er vores muslimske samarbejdspartnere, der jo kommer fra de religiøse miljøer. Men også mine trænere og venner fra min bokseklub faster, og det er altså unge mænd, der godt kan drikke en øl og ikke går i muslimske klæder. En af dem kæreste med en canadier, som han bor sammen med, selvom de ikke er gift. Det er altså ikke mænd, der i deres hverdag efterlever Islam. ”Selvfølgelig! Jeg ved ikke, hvordan man ikke gør”, forklarede en af dem mig, da jeg forundret spurgte, om han fastede. Jeg tager det som en læring om, hvor stor en del Islam er af kulturen. De her mænd er vokset op med, at alle omkring dem faster. De sætter slet ikke spørgsmålstegn ved at faste. På en måde er det vel på samme måde, som at langt de fleste danskere går i kirke juleaften.
Jeg elsker for øvrigt idéen om Ramadan. Om at man faster for at mindes, at ikke alle har mad altid, og at man bruger tiden på at se indad. Under Ramadanen skal muslimerne også opfører sig særligt godt, de må ikke skændes og de skal gøre gode gerninger. Ramadanen er en tid for renselse og renhed, præcis ligesom den kristne faste. Jeg bliver inspireret af tankerne bag, og tænker, at jeg en dag selv må prøve det der med at faste.
Det er altså en særlig tid på Zanzibar i øjeblikket og jeg suger til mig af det, man lærer, når man bor i en fremmed kultur. Til juni skal der fejres Eid og afslutningen på Ramadanen. Det glæder jeg mig til at opleve! Og så glæder jeg mig til lidt liv i gaderne igen!
Mange hilsner fra Zanzibar
Maria