Sophia og Sada

Sophia og Sada

Sophia er kristen. Sada er muslim. De er begge 19 år gamle, født og opvokset på Zanzibar og er i januar begyndt som studerende på Upendo Syskolen.

Nye studerende

Januar er en skøn måned på Upendo Means Love. Nye studerende fylder nemlig klasselokalerne på syskolen. I starten er de fleste af pigerne lidt stille og generte, så gangene er lidt mindre fyldte med grin, end de plejer. Men alle går tydeligt til opgaven med stor omhu. De bøjer sig over maskinerne, hvor de starter med at sy i papir, og de skriver noter fra tavlen ned, når underviserne skriver og fortæller.

Jeg mødte Sophia og Sada til en snak, da de havde gået på Upendo i to uger. De var begge glade for at være starten på en uddannelse. Sophia fortalte, at hun virkelig godt kan lide at sy. For Sada betyder det mere, at hun lærer noget, hun kunne bruge senere i livet. Sada drømmer om at åbne sin egen skrædderbutik, mens Sophia gerne ville ansættes et sted.

Muslimer og kristne sammen

På Zanzibar støtter Danmission arbejdet med interreligiøs dialog. Det betyder, at vi på forskellig vis får muslimer og kristne til at tale sammen. Det er for mig allerede nu tydeligt, at det rykker noget, når vi taler sammen. Men det er også meget klart for mig, at det er en stor styrke, at vi arbejder med interreligiøs dialog på mange forskellige måder. På Upendo Syskolen gør vi det på den måde, man med et fint, teoretisk ord kalder ’diapraksis’. Det betyder egentlig bare, at man laver noget sammen. Modsat dialog, der handler om ord (logos), handler diapraksis om det praktiske. På syskolen bliver pigerne ikke som sådan trænet til at tale sammen. De bliver veninder. Det er en effektiv måde at nedbryde fordomme og styrke fællesskabet i det zanzibariske samfund.

Da Sada skulle starte på Upendo, var hendes familie lidt skeptisk. For skolen drives jo af den lutherske kirke, og ville de nu pådutte hende en kristen tro? Fordi det var en god og billig uddannelse, fik hun alligevel lov til at begynde på skolen, og både hun og familien er glade, fordi de nu har set, at hun kan komme, som hun er. Sada og Sophia ser frem til deres tid på skolen. De håber begge på at lære meget – og så håber de på, at de får nye veninder.

Jeg ved, at Sada og Sophia forlader Upendo med meget mere viden end om, hvordan man tråder en symaskine og designer flotte kjoler. Efter deres tid på syskolen har de også fået indsigt i en anden religion end deres egen, og så har de med sikkerhed fået nye veninder – både kristne og muslimer.

Tak for jeres støtte!

Tak for jeres støtte til Zanzibar! På grund af bidrag fra Danmission kan Upendo holde elevernes betaling lav, så selv de fattigste kan få en uddannelse, deltage i det interreligiøse arbejde og få udsigt til en bedre fremtid.

Mange taknemmelige hilsner fra Zanzibar
Maria og de studerende på Upendo Means Love