”Upendo na amani”, sagde hun. ”Dini mbali mbali”, svarede hele rummet. ”Dini mbali mbali”, sagde hun så. ”Upendo na amani”, svarede alle. Det var en helt ny hilsen, jeg lærte i et rum fyldt med kvinder, kristne og muslimer samlet. Det var en meget smuk oplevelse, og hvis du læser med videre, lærer du hvorfor.
December i kvindernes tegn
Min december har været præget af aktiviteter med fokus på ligestilling og kvinders rettigheder. Og for en pigespejder som mig, er det noget, der ligger mit hjerte nært.
Vi startede den 1. december i Upendo Huset i Stone Town. 1. december er World Aids Day, og vi brugte anledningen til at invitere de gamle elever fra Upendo syskolen til at samles. En lokal kvindelig læge fortalte så om hiv/aids, om kønssygdomme og om kvinders helbred generelt. Der er noget helt særligt ved at være samlet sammen, unge og gamle, kristne og muslimer, i et rum hvor der er plads til snak og hvor vi finder ud af, at vi har mere til fælles, end hvad der skiller os.
På Human Rights Day, hvor Menneskerettighedserklæringen fejres, var jeg sammen med Rebecca, der er præst og koordinator for vores kvindeprojekter på ZANZIC og Hidaya, som er studerende på vores diplomstudie, inviteret til en konference om kvindelige religiøse ledere, menneskerettigheder og bekæmpelse af kønsbaseret vold. Det var her, jeg lærte din fine hilsen af kende.
Dini mbali mbali
Hvad sagde vi så til hinanden den dag i december? Man startede med at sige ”kærlighed og fred” og så svarede resten af rummet ”forskellige religioner”. Så sagde man ”forskellige religioner” og rummet svarede ”kærlighed og fred”. Det var meget fint, synes jeg. Dels var det som om, vi fortalte hinanden, at selvom vi har forskellige religioner, så ønsker vi alle kærlighed og fred i verden. Og så var det også en bekræftelse af, at alle religioner rummer budskaber om kærlighed og fred.
Generelt oplever jeg hernede i Zanzibar, at når vi mødes til aktiviteter, konferencer eller bare en hyggelig snak, så er der mellem muslimer og kristne en fælles forståelse om, at vi alle vil leve sammen i fred. De fleste kender også nok til de andre til at vide, at de ikke er onde mennesker. Der er selvfølgelig stadig folk på gaden, der ikke ved nok om andre troende og vil fortælle, at de gør onde ting. Fx fortælles der, at vi kristne drikker blod i kirken. Jeg kan se det for mig, i et muslimsk barns fantasi, hvordan kristne sidder halvnøgne sammen, mænd og kvinder, og drikker blod. I virkeligheden er det jo bare vin eller saftevand. Noget af det, vi arbejder med hernede er netop at nedbryde disse fordomme. Det sker gennem uddannelse og ved at skabe rammer for venskaber – blandt religiøse ledere, blandt unge og blandt kvinder.
At tildække sig eller ikke at tildække sig…
… det er spørgsmålet. På Zanzibar er langt størstedelen af befolkningen muslimsk. Det betyder, at mænd med hvide kjortler og tildækkede kvinder fylder gadebilledet. Så kan spørgsmålet nemt komme: Skal jeg så også tildække mig?
I det interreligiøse arbejde er vigtigt, at man er sig selv. Alle, der kommer i Upendo Huset og samarbejder med ZANZIC ved, at vi er en del af den lutherske kirke. Det giver os en styrke, at vi står ved vores tro. Derfor ligger jeg heller ikke skjul på, at jeg er kristen. Det betyder, at jeg ikke tildækker mit hår. Men jeg går dog i tøj, der dækker knæ og skuldre, og de dage, hvor jeg mødes med muslimske ledere, tænker jeg lidt mere over, hvad jeg har på.
Jeg har dog nu prøvet ved to lejligheder, at jeg tog hijab på. Det var under træningen af koranskolelærere på Zanzibar og på øen Pemba. Træningerne blev afholdt på muslimske skoler, og koranskolelærere er i sagens natur ret strengt religiøse. Derfor rådede både vores samarbejdspartner, Undervisningsministeriet og mine kollegaer på ZANZIC mig til, at jeg tog hijab på. Mine tog kollegaer fra ZANZIC, Lilian og Pastor Rebecca dækkede også deres hår (som I kan se på billedet herunder). ”De var virkelig glade for den respekt, du viste dem ved, at du tildækkede dig”, fortalte de mig bagefter. I min tale til lærerne fortalte jeg dog, at jeg var kristen og en del af ZANZIC. Jeg tænker, at det så blev endnu stærkere, at jeg havde hijab på, fordi det så blev tydeligt, at det var gjort i respekt for dem.
Glædelig jul fra Zanzibar
Julen nærmer sig og i Upendos butik har vi pyntet op med juletræ. Julen er højsæson for turister og hos Upendo er vi så heldige, at vi kan holde åbent, fordi vi jo både har muslimer og kristne ansat. Muslimerne tager så vagterne i julen, mens de kristne tager dem, når der er Ramadan. Endnu en vinding ved det interreligiøse arbejde.
Det er svært for mig sådan rigtigt at komme i julehumør, når der er 35 grader og ingen julepynt i gaderne. Men når jeg så tænker på julen som budskab om kærlighed og fred, så er det faktisk slet ikke svært. For det er det budskab, der står stærkest her på Zanzibar.
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Kristmasi njema fra Zanzibar – Upendo na amani
Maria