Afbrudte forbindelser

Daniels blog indlæg fornyligt om alle fordelene ved godt netværk og gode forbindelser har sat tanker i gang hos mig.

Daniels blog indlæg fornylig om alle fordelene ved godt netværk og gode forbindelser har sat tanker i gang hos mig. Jeg kan helt genkende Daniels oplevelser. Gennem vores år i Madagaskar fik vi også opbygget et stort netværk alle steder og forbindelser i lufthavnen, på hospitalet, ved politiet, på diverse offentlige kontorer, i nærmiljøet og i taxamiljøet gjorde at der altid var hjælp at få, når der var brug for det. Vi kan savne det, når vi her i Tanzania stadig, efter et år er i gang med at opbygge og oprette vores netværk og få de gode forbindelser. Det tager tid. Jeg tror lidt, det er noget af essensen ved Afrika, på godt og ondt, at man er afhængig af sine forbindelser.

I mit arbejde i palliative pleje (pleje og behandling af døende og folk med livstruende sygdomme) oplever jeg, at arbejdet også består i at prøve at genoprette brudte forbindelser eller være en ny forbindelse, for det er i hårde og svære tider at netværket bliver uundværligt her, også når det ikke blot handler om bekvemmeligheder i hverdagen. Det er når en person eller familie er presset  pga. af alvorlig sygdom at uforsonede og måske fortrængte konflikter og skuffelser viser sig tydeligt.

For lidt tid siden havde vi en patient, som følte de barske konsekvenser af afbrudte forbindelser. Anna havde AIDS. Hun boede med sit ene barn på en bakketop lidt uden for landsbyen. Huset eller rettere det lille skur hun boede i var kummerligt, utæt, fugtigt og ildstedet så ikke ud til at blive brugt meget til madlavning. Vand skulle hentes nede i landsbyen og bæres op ad bakken. Anna var meget syg og meget sulten og svag. Hun kunne ikke dyrke sin jord, men kunne sidde fra sit hjem og se andre dyrke den og få fine afgrøder – som hun ingen del fik af, selvom hun var lovet det, som betaling for leje af jorden. Uden for huset havde hun sået en håndfuld bønner og hun have én majs plante. Sådan havde det ikke behøvet at være. Havde hendes livsvilkår været bedre, havde HIV ikke behøvet at udvikle sig til AIDS og hendes behandling ville have haft større effekt. Havde hun haft det gode netværk og de rette forbindelser havde hun måske levet i dag.

Da Anna stadig var rask ragede hun uklar med de fleste.  Hun var endt i konflikter med familie og folk i landsbyen pga. forskellige ting. Måske har hun haft en provokerende adfærd, måske var hun en ”svær” person at være med – og de konflikter og den adfærd måtte hun betale prisen for, da hun blev syg. Ingen i familie eller nærområde hjalp hende, da hun blev syg og fik det svært. Der virkede som om at der ingen tilgivelse eller forbarmelse var. Måske fordi de synes hun ikke fortjente det, måske fordi de ikke ville tilgive hvad der var sket tidligere, måske vidste de ikke hvor galt det var fat da hun boede for sig selv eller måske fordi Anna ikke kunne eller ville modtage hjælpen fra dem. Det tog os tid i teamet at finde ud af, hvad der egentlig foregik og lå til grund for situationen – og den var som de fleste konflikter ikke sort-hvid. Vi forsøgte at genoprette de afbrudte forbindelser; tale tilgivelse og overbærenhed og om at lade gamle konflikter ligge og hjælpe en syg kvinde som var helt alene. Der var ingen tvivl om, at Anna var glad for forbindelsen til os og satte pris på det vi forsøgte at gøre både mht til behandling, mad og netværk. Desværre døde Anna fortsat ensom – blot med sit ene barn hos sig, som har måttet bære en al for tung byrde også mens Anna var syg og døende. Jeg har ofte tænkt på, at det ikke som sådan var AIDS der slog hende ihjel, men hendes ensomhed og afbrudte forbindelser.

Før vi helt lukker Annas sag i vores team, skal vi have fulgt på hendes barn for at forsøge at undgå at han skal betale yderligere pris for afbrudte forbindelser, men sikre os at han bliver taget hånd om på bedste måde.