Bærerdygtighed afhænger hvem der bærer og har båret

Fornylig afholdte vi i afdelingen for den Tanzanianske lutherske kirkes nationale sundhedsarbejde en workshop om bæredygtighed. Den blev til og planlagt pga at afdelingen lige nu er i dyb finansiel krise, der er ingen penge til at køre hovedkontoret for pt. og derfor ser vi et behov for at tænke anderledes i fremtiden, for at tænke bæredygtighed fremfor alene at tænke på hvem udefra skal sponsere alt arbejdet.
Til workshoppen havde vi inviteret en del gæster, som viste sig at være nogle meget vise og ressource fyldte personer både fra kirkens hovedkontor og udefra og alle arbejdede virkelig med. Blandt andet deltog lederen af evangelisationsafdelingen og stod meget passende for vores morgenandagter. En dag gav han et eksempel.
Han fortalte om, hvordan man tidligere, og nogle isolerede steder vel også stadig i dag, i Tanzania, transporterede syge til hospitalet. Transporten af den syge blev udført ved hjælp af en båre som blev båret på skuldrene mellem 2 eller 4 mænd. Når der var langt til nærmeste hospital ville første hold gå af sted med den syge og undervejs, når man kom gennem andre landsbyer og bærerne blev trætte, ville andre i de andre landsbyer tage over. Sikke en hjælpsomhed og sammenhold det viser, at fremmede og medborgere tager over og bærer videre! Men - problemet opstod, når man kom frem til hospitalet og der blev spurgt til patientens navn, sygehistorie, symptomer og baggrund. Så kunne ingen svarer, for de var jo blot bærere, der havde taget over på vejen for at hjælpe og de pårørende var blevet tilbage. Der manglede ejerskab for patienten, nogen der også var bærere af historien og nogen der følte ansvar for det langsigtede mål, nemlig at patienten fik den behandling som var nødvendig.
Denne historie viser på en god måde udfordringerne ved, at gøre noget arbejde bæredygtigt, som blev startet for mange år siden, endda af folk udefra og som i mange år er blevet båret af godhjertede og hjælpsomme mennesker og organisationer. Kirkens sundhedsarbejde blev startet af de første missionærer som ren diakoni og barmhjertighedsgerning – hjælp til de fattige og dem uden adgang til sundhedsydelser – og den mission ønsker man at bevare også i dag. Dengang tænkte man ikke på bæredygtighed og lokalt ejerskab. Tiderne skifter, nu skal kirken selv eje og bære sit arbejde – og man skal huske at det skal gælde for alle niveauer af det. Medbærerne insistere nu på at det er de lokale kræfter som skal bære. Det kan virke helt oplagt og naturligt, men kan være en udfordrende øvelse, sådan undervejs at få overdraget et ejerskab. Der er blevet båret med, ja måske nærmest taget over på vejen, så de oprindelige og retmæssige ejere på nogle punkter måske er ladt tilbage eller har ladet andre tage over, fordi det var nemmest og mest effektivt eller fordi alle troede at man var med. Nu står vi og har brug for at ”patienten” kommer tilbage i de rette ejeres varetægt, at de tager og føler ansvaret og at medbærerne ikke tager over, men ej heller giver slip; i hvert fald før man har sikret at ejerne har godt fat. Hvis vi ikke har de rette ejere og ”pårørende” med hele vejen, så mister vi både historien og det langsigtede mål og arbejdet vil aldrig blive bæredygtigt.
Det er en lang og udfordrende vej vi står foran, og der er rigtig mange og mange ting at tage højde for. Men det er den eneste vej og efter workshoppen er afdelingen udstyret med nye tanker ideer, planer og ikke mindst fornyet gåpåmod.