Globalt udsyn skal føre til lokalt nærvær

Jeg er på konference – African Palliative Care Conference, vi har netop haft afslutning med flotte ord og hilsner fra ministerier og WHO.

Vinden rasler i palmerne og maven er fyldt efter endnu en overdådig buffet. Jeg har en håndfuld nye visitkort i tasken fra folk, jeg knap nåede at finde ud af hvem var, har netop lagt badge og den orange snor, som jeg og nogle hundrede andre har gået rundt med de sidste tre dage. Udsigten byder på Lake Victoria på Uganda-siden.

Der er langt til ”mine” patienter i landsbyerne på og omkring bjerget uden for Arusha i Tanzania. Langt til den unge kvinde som for en uge siden blev enke, til den unge mor med det deforme hoved, til bedstemoren med HIV som er udsat for vold og til manden med kræft i ansigtet.

Da jeg kom for tre dage siden kunne jeg næsten ikke rumme afstanden, for det føltes ikke bare som kilometer det drejede sig om, men det var fra den simple hytte og den dødelige syge til en stor konference, med god mad, parlamentsmedlemmer, ministrerer, folk fra hele verden i meget komfortable omgivelser. Men som tiden er gået, er mine patienter kommet tættere på igen, for selvom der tales meget om politikker, sundhedssystemer, nyeste forskning, fortalervirksomhed og fundraising ja så er det alt sammen i den sidste ende for at mennesker, som mine patienter skal få bedst mulige støtte og omsorg mens de lever med og måske dør af livstruende sygdomme. Uden alle disse mennesker der forsker, går foran og taler for palliativ pleje, så ville vores arbejde være endnu sværere og det vi har opnået ikke muligt. Selvom vi i disse dage er langt fra patienterne fysisk, så mødes vi i en sammenhæng med gensidig forståelse for, hvad det er vi arbejder med, der hvor vi kommer fra. Det hele hænger sammen og jeg og mine kollegaer er nogle af dem, der er ansvarlige for sammenhængen – det er os der skal bringe tingene med hjem, implementere og give videre.  Om nogen så har kirken noget at byde ind med i denne sammenhæng også for det palliativ pleje handler om – at give håb og omsorg er en af kirkens kerne ydelser – og derfor er det også vigtigt at vi er repræsenteret på konferencer som dette.

Det har samtidig været en fornøjelse at være her med mine kollegaer og se der iver efter at suge til sig, skynde sig videre til næste præsentation, opleve deres kritiske sans, høre deres refleksioner og kloge spørgsmål, se vores programleder blandt de der præsentere resultater og få bekræftet at selvom vi til daglig ofte ser det, vi ikke har opnået endnu, så er vi kommet rigtig langt i Tanzania og den lutherske kirke med at kunne yde palliativ pleje til 26.000 mennesker sidste år på landsplan. Det er godt at se de mennesker, som jeg ser give så meget af sig selv hver dag, kan få fyldt på. Det virker som en rigtig meningsfyldt investering at Danmission kunne hjælpe os afsted på denne konference.

Og så bliver jeg stolt på vegne af afrikansk palliativ pleje for selvom der er meget der ”mangler” sammenlignet med vestlige standarder, synes jeg også vi er foregangsmænd på nogle områder. Her formår vi i højere grad synes jeg den helhedsorienterede omsorg, som kigger på det hele menneske og vi formår den tidlige indsats som hjælper mennesker til en bedre livskvalitet. I vestlige lande er palliativ pleje ofte den pleje som gives de allersidste dage/uger inden en person dør, hvorimod vi her har patienter i måneder og nogle gange år. Det giver os i højere grad mulighed for at give dem ”liv til deres dage og dage til deres liv”. For palliativ pleje handler ikke (kun) om døden, det handler endnu mere om at leve et godt og værdigt liv.