Har vi glemt sløjfen?

Man kan godt blive lidt ”træt” når man har hørt på noget længe, og vi har hørt om HIV og AIDS nu i mange år. Verden er måske blevet lidt ”træt” af at høre om det? Der er så meget andet der skal ordnes. Måske har vi helt glemt sløjfen. Men det er aktuelt som aldrig før.

Jeg har glemt min sløjfe derhjemme, havde ellers tænkt at jeg skulle have den på i dag – selvfølgelig netop i dag – og så glemte jeg den, denne ene dag i året hvor jeg i hvert fald burde tage den på. For der var så meget andet der også skulle huskes og gøres. Men så kom jeg til at se på datoen, tænke på sløjfen og spørger min kollega på sundhedskontoret : ”Hva’….eeh… Det er World Aids Dag i dag, bliver det slet ikke markeret her i byen og her hos os?”. ”Njaa” siger han – ”der er ikke noget budget til det. Selv det regionale sundhedskontor er i dag blevet sendt ned for at gøre byens centrale marked rent i stedet” (det lyder næsten lige så sort i mine ører, som det må gøre i jeres). Jeg spørger videre ”og når der ikke er budgetteret med noget, så gør man bare slet ingenting?” (som f.eks at huske at tage sin Aidssløjfe på, give en besked til morgenandagten, bruge de midler man har til dagligt – påmindelse til mig selv). Han svarer ” Magufuli (den helt nyvalgte præsident) siger der ikke er penge til store optog og markeringer og ”sitting allowances” ved møder, men at vi bør gøre noget for de mennesker der er berørt af hiv i hverdagen hver dag”. Se det lyder jo fornuftigt egentlig – og måske det han kan sige, for rygterne lyder, at han har overtaget en mere end tom statskasse og nu skæres der kraftigt ned for frynsegoderne. Den daglige indsats er vigtigst, men nogle gange er en større markering også vigtig for at holde liv i den daglige indsats.
Det ville give rigtig god mening at markere World AIDS dag i Tanzania, og jeg kan se i avisen at et par tiltag er planlagt for i dag i Dar og Singida, og det giver endnu bedre mening hvis flere gør noget for de hivramte hver dag. Ifølge WHO er Hiv og AIDS nemlig stadig den hyppigste dødsårsag blandt voksne i Tanzania. 1.5 millioner her i landet lever med det hver dag – 70.000 af dem ny diagnosticeret sidste år. Vi gentager fortsat mantraerne om 3 ”nuller”: ”Nul nye infektioner, Nul Aids relaterede dødsfald og Nul diskrimination” som er nogle af de globale mål for kampen mod HIV. De nye mål for bæredygtighed siger vist, at man i 2030 vil have afviklet HIV som værende en trussel mod folkesundheden, det vil man måle ved at 90 % af alle hivsmittede skal være diagnosticeret, 90 % af de diagnosticerede skal have adgang til behandling og 90 % af de som er i behandling skal have en så lav virus mængde i kroppen at de kan leve et raskt liv og være i lav risiko for at smitte andre. Der er lang vej endnu.
I mit arbejde ser jeg gang på gang patienter som dør af AIDS. De fleste af dem fordi stigma og diskrimination i en eller anden grad har hindret dem i at leve godt med hiv og i stedet dør de af AIDS. Behandlingen er der, de hurtige testmetoder er der, det kan forebygges – men når det kommer til det enkelte menneske, er det ikke altid så simpelt. Jeg ser også dem, som er sunde og raske og lever almindelige liv på trods af en hiv-diagnose.
En ny udfordring vi står med er vores 2. generations hiv-smittede. De som er født med hiv, vokset op på antiviral behandling og nu går ind i deres voksne år. De er vores 1. generation af 2. generations hivramte som ikke bare kan hjælpes på samme måde, som vi har gjort med 1. generations hivsmittede. De har allerede levet længe med virussen, behandlingen er mere krævende og med komplikationer efter mange år på medicin, mange har mistet forældre og er måske selv nu overhoveder for en søskendeflok. De går igennem de i forvejen udfordrende teenage år med en virus der kan slå dem ihjel – som smitter – som de er født med og måske sent er blevet fortalt hvad reelt er. De vil gerne have uddannelse, job, familie….mens de kæmper med svamp, hudproblemer, madlede og andre infektioner, og familien ser dem mere og mere som en byrde. Indenfor de sidste måneder har jeg sagt farvel til 2 omkring de 20 – unge smukke mænd – som burde have haft livet for sig, men døde efter mange måneders konstant tilbagegang og familier der ikke magtede eller ville dem mere, på trods af alle vores indsatser.
Hiv er fortsat et tabu her – selvom alle kender nogen der har det. Hiv er skamfuldt, selvom de som lever med det, er helt almindelige mennesker som ikke har gjort mere forkert end de fleste af os andre. Hiv er en grim virus som langsomt nedbryder kroppe. Det sker stadig at vi får hiv patienter i vores palliative pleje som allerede har ”full blown Aids” når vi ser dem første gang og kun lever meget kort efter at have lidt længe.
Man kan godt blive lidt ”træt” når man har hørt på noget længe, og vi har hørt om HIV og AIDS nu i mange år. Verden er måske blevet lidt ”træt” af at høre om det? Der er så meget andet der skal ordnes. Måske har vi helt glemt sløjfen. Men det er aktuelt som aldrig før.
I lørdags stod jeg og fyldte så-poser med jord og såede moringa træer med 12 børn – som alle lever med hiv. Regntiden er startet og det var tid til at så en ny flok træer så vi kan promovere de sunde blade til dem og deres familier og til andre i vores arbejde, som har brug for god næring til at kæmpe mod sygdommen. De er jo som alle andre børn; vi hyggede os, vi snakkede om sund mad, fik en sodavand sammen – og så indimellem ser man at en af dem har noget udslæt, en anden er 9 år men på størrelse med min 4 årige, en tredje må i behandling for en stor byld under armen og en fjerde får listet en pose med ny medicin med hjem.
For deres og alle de andres skyld, må vi ikke glemme sløjfen. Og måske kan vi i dag prøve at finde en måde at markere det på og så ellers prøve at gøre lidt hver dag, for de som lever med hiv.