Jeg kender et træ....

Langsigtet løsning for kroniske syge

Fredag morgen på Nkoaranga hospital bliver dagens hjemmebesøg hos vores palliative patienter planlagt. Hos os er palliativ pleje, holistisk lindrende pleje og behandling af kronisk syge med livstruende sygdomme. Vi har fået et opkald fra Mirende; en mand i fyrrene med en kronisk leversygdom. Han ønsker besøg, da han synes han har fået det værre. Det bliver mig og Mama Swai vores team-koordinator som kører ud til ham – på vejen køber vi lidt grønne blade til dem, da de også havde givet udtryk for at de havde svært ved at skaffe mad. Jeg tænker med det samme at de blade i dag mest blot er en pæn tanke og udtryk for omsorg – at vi kommer med et bundt spinat hver eller hver anden måned vil jo ikke ændre deres grundlæggende problem med ikke at kunne skaffe den mad de har brug for.  Jeg tjekker tasken – jeg har tilfældigvis nogle frø med – jeg beslutter mig for at opstarte et forsøg på et bidrag en langsigtet fødevare løsning hos familien i dag. Familien består af Mirende, hans kone, tre børn og bedstemoren. Før han blev syg var Mirende den der dyrkede jorden og skaffede føden til familien – nu kan han blot sidde ude foran huset og se på det lille stykke jord, som konen forsøger at dyrke lidt majs og bønner på, ved siden af alle de andre ting hun skal gøre for at køre et hjem og familie.

Vi går ind i deres lille hus hvor Mirende ligger på sengen, der fylder hele rummet. Eneste lys er et lille vindue på størrelse med at A4 ark. Efter at have hilst på og talt lidt med Mirende, går Mama Swai i gang med at undersøge ham og jeg lister ud til hans kone. Vi sætter os og snakker lidt på et par skamler – mit swahili er stadig på begynder stadiet, men vi forstår hinanden fornemmer jeg. Jeg begynder at tale om ernæring, vigtigheden af det og sammensætningen – og om udfordringerne med at skaffe det, når arbejdskraften i familien ikke slår til. Jeg spørger om hun kender moringa-træet og viser et billede af det. Det gør hun ikke. Jeg begynder at forklare om at man kan spise bladene og bruge det som grønsager i madlavningen – og at bladene har utroligt højt indhold af vitaminer, mineraler, proteiner og aminosyrer sammenlignet med andre gode grønsager og frugter som kræver mere at dyrke eller koster penge at købe på markedet. Moringa bladende er nærende for alle og især godt til folk med kroniske sygdomme – som hendes mand. Træet kræver meget lidt at dyrke og når først det er der, ja så skal man blot plukke bladene – så ingen arbejdstid og kræfter brugt sammenlignet med at dyrke en grønsagshave. Hun er interesseret, men også tøvende – for hvor får hun fat i sådan nogle blade og sådan et træ. Jeg hiver posen med moringa frø op af tasken og spørger om hun har lyst til at vi prøver at så nogle ude ved siden af huset. Det vil tage nogle måneder før hun kan begynde at få gavn af dem, men vi forventer at Mirende kan leve relativt længe endnu på trods af leversygdommen, så på sigt at kan det blive en god hjælp for dem.  Hun er straks med på ideen og går ud for at hente panga’en, en stor kniv, som vi kan bruge til at krave jorden med. Vi finder nogle gode steder ude foran huset og får sået 10-12 frø. Nu er det bare at vente og beskytte de små skud fra gedernes sultne munde.  Jeg siger vi kommer igen, og så kan vi næste gang tale videre om træerne, se til dem og med tiden tale om hvordan de tilberedes. Hun får en lille brochure jeg har lavet om moringa blade –som hun kan læse til næste gang vi ses, og så kan vi tale om det igen.  Inde i huset er Mama Swai færdig med at finde ud af hvad vi kan gøre ved Mirendes fysiske problemer i dag og i gang med lidt undervisning i hygiejne og behandling af frisk mælk for at undgå sygdommme. Bedstemoren har nemlig lige været indlagt med Brucillosis, som man kan få gennem ubehandlet mælk.

Jeg kender moringa træet fra mine år og arbejde i Madagaskar. Træet gror også her i Tanzania, men mange steder, i hvert fald her hvor vi bor, er træet ikke særligt udbredt og at man kan spise de næringsrige blade er ikke kendt.  Træet virker som en oplagt hjælp til kronisk syge med nedsat arbejdsevne for at forbedre kvaliteten af deres kost og dermed hjælpe til at de fysisk kan få det bedre og få mere energi og velvære. Vi er nu i det palliative arbejde i ELCT gået i gang med at undervise, oplyse, promovere, så og plante disse træer –med Nkoaranga hospital som pilot sted for dette forsøg og vores baghave som første planteskole sted.