Jeg har på min rejse i Myanmar ved flere lejligheder mødt de unge aktivister fra Shalom. Shalom var den første organisation Danmission valgte at arbejde sammen med i 2007. Projektet gik dengang ud på at uddanne hold på 30 unge, der kaldes fellows, som fik en uddannelse inden for udviklingsarbejde. Derefter blev de placeret som forandringsagenter i landsbyerne i 3 år afbrudt af videreuddannelseskurser. I landsbyerne åbnede de lokalbefolkningens øjne for at forholdene kunne forandres til det bedre hvis befolkningen arbejdede sammen. Der er efterhånden uddannet op mod 200 aktivister. Arbejdet sigtede i de første perioder mod at skabe bedre leveforhold i landsbyerne og øgede indtægter. I sidste periode blev de unge placeret i flygtningelejrene for at hjælpe befolkningen der. Projektet er netop blevet evalueret og anbefalingen er at ændre det. Et nyt hold på 30 uddannes nu igen, og de unge vil efter forslaget blive placeret i forskellige områder i landsbyer der ligger tæt ved hinanden. Hensigten er ikke alene at få folk i landsbyerne til at arbejde sammen, men også at få landsbyerne i et større område til at stå sammen. Den allerstørste udfordring i disse onde tider er at beskytte befolkningens resurser for ellers risikerer de at miste deres land og det de har levet af. Derfor vil vi hjælpe befolkningen med fortalervirksomhed. Enighed gør stærk, og sammenhold gør stærk. Ved at befolkningen står sammen i et større område vil de lettere kunne beskytte deres land mod at blive givet væk til store økonomiske interesser. Befolkningen skal have anerkendt retten til deres jord og resurser. Deres land skal tinglyses hvad det ikke er nu. Det vigtigste er at beskytte hvad de har nu. Der indgår stadig initiativer i projektet til at bedre levevilkårene og øge indkomsterne i landsbyerne. Danmission er den eneste organisation der støtter dette meget vigtige arbejde gennem Shalom. Endnu engang er jeg blevet imponeret over det helt fantastiske arbejde der udføres for at hjælpe lokalbefolkningen. Det er en fornøjelse at møde de unges entusiasme og store engagement.
Efter endt uddannelse og tjeneste kommer en meget stor del af de unge til at arbejde videre i andre sammenhænge og stadig for at hjælpe den lokale befolkning der ellers bliver den lille over for overmagten
Del en kommentar