Han var 65. Manden og konen var kommet på kursus i Family Ministry i Cambodja (et projekt til at styrke familielivet). Parrene var kommet ind i lokalet. Mændene satte sig i den ene side, konerne i den anden. Kursuslederen bad dem så om at flytte sig så mand og kone sad sammen. På et tidspunkt i kurset blev manden på 65 spurgt om hvem der betød mest for ham i livet? Hvem elskede han højest af alle? Han svarede som om det var en selvfølgelig: Jeg elsker da min kone højest! Konen rejste sig da op mens tårerne løb ned af hendes kinder: Det er første gang nogensinde han har sagt at han elsker mig.
Danmission er gået med i dette arbejde hvor kristne med stor indføling i cambodjansk kultur alligevel arbejder for at ændre familiekulturen. Den består traditionelt i at mænd og kvinder har hver deres arbejde, enhver passer sit. Det kommunikeres der ikke meget om. Manden tager som regel konens arbejde, alt det hun gør for ham og familien, som en selvfølge som ikke behøver at kommenteres. Det er fremmed for de fleste mænd at udtrykke påskønnelse og værdsættelse af deres koner. Projektets formål er at styrke familielivet og skabe en mere kærlig atmosfære mellem ægtefællerne og i familien.
Del en kommentar